Jeg er blevet svigtet, af mit vækkeur. Hele tre gange i denne uge har det undladt at vække mig når det skulle. Jeg satte endda nye batterier i, i onsdags, torsdag morgen ringede det som det skulle, måske fordi jeg havde helgarderet mig med mobilen også ude på køkkenbordet, men i går morges ringede den pludselig ikke igen. Derfor blev der desværre heller ikke noget besøg fra mig her på bloggen. Jeg besluttede mig simpelt hen for at springe over. Her hjemme gider jeg nemlig ikke stressede og pressede morgener. Jeg vil have tid til at gøre mig selv klar, inden jeg vækker junior og give ham lov til at vågne i fred og ro, inden han er klar til en ny dag i børnehaven.
Jeg forsøger at skabe de aller bedste betingelser for, at resten af dagen også bliver en god dag. Hverken jeg eller han får en specielt bedre dag ved at fise rundt eller blive skyndet på. Junior bliver i hvert fald ikke mere samarbejdsvilling, hvis jeg først begynder at stresse og kommandere, tværtimod. Det handler udelukkende om at forsøge at bevare hovedet koldt, hjertet varmt og bevare overblikket. Og så må man jo forsøge at skære ind til benet, for at have tid til det der er aller vigtigst.
Jeg har tidligere, dengang jeg havde hund, præsteret at rende rundt med støvsugeren flere gange om dagen. Selv da junior kom til verden, og jeg ikke altid bare kunne lægge ham fra mig, fandt jeg en måde hvor jeg kunne støvsuge samtidig, med ham i bæreselen. Der var også både hundehår og lillemand kravlende på gulvet, så det var lidt noget andet. Men i dag kan støvsugeren godt holde pause så længe, at der til sidst hopper små nullermænd frem, for at minde mig om, at det er ved at være tid. Jeg vil hellere bruge tiden på noget andet. For jeg dør faktisk ikke fordi jeg ikke lige får støvsuget. Jeg vil hellere være tilstede og nyde mit liv uden umenneskelige krav til mig selv om det “perfekte” hjem. Men det har helt klart krævet en del selvransagelse at nå der hen. For hvad var det egentlig jeg helst ville bruge min tid på, og var det overhovedet nødvendigt med alle disse selvdestruerende handlinger, der bare gjorde mig endnu mere presset i min hverdag, fordi jeg aldrig fik tid til det jeg inderst inde helst ville. Aldrig fik jeg tid til mig selv, fordi jeg altid først lige skulle fikse noget andet, før jeg kunne tillade mig selv at prioritere mig selv. I dag kan jeg godt se, at det der liv vi nogen gange stræber sådan efter, det “perfekte” hjem. Det er styret af det samfund vi lever i, og den påvirkning det har haft på kvinder helt generelt, at vi pludselig skulle styre både job og hjem. Vi har ganske enkelt trukket alle de styrende egenskaber vi har brug for på jobbet med hjem i vores bolig. Med jeg syntes det er ekstremt vigtigt at skelne mellem job og hjem. Der er nødt til at være et skift, vi er nødt til at lægge vores jobkvalifikationer lidt på hylden når vi kommer hjem. Der skal vi være mødre, hustruer, kvinder, og med kærlighed, omsorg og hygge. Kvinder skal være bløde, åbne og afslappede, ikke hårde, styrende og kontrolerende. Det er ligesom det der ligger dybt i vores gener, og det vi er skabt til. Hvorfor så kæmpe med at forsøge at blive noget andet. Det er altså lettest her i verden bare at være sig selv.
For overhovedet at finde det sted hvor du kan hente svarene i dig selv, finde din sjæl og din indre positive stemme. Så må man altså sætte farten ned først. Du er nemlig ikke i stand til at høre en skid, overhovedet. Hvis du allerede er fyldt op med krav, forventninger og endeløse to dog lister i hovedet. Du må først skabe ro, og plads til at noget nyt kan finde vej.