Jeg har opdaget en fejl. En fejl i min indre installering. Jeg har gennem årene forsøgt at få en linje op til Vorherre, men det lykkedes aldrig helt.
Jeg gider ikke lukke ligegyldigt lort ind i mit liv. Jeg gider ikke ligegyldigt smalltalk, tomme facader og lavpraktisk samtaler om sygdom, brok og elendighed. Jeg gider ikke sige ja, hvis jeg i virkeligheden mener nej, og omvendt. Jeg gider ikke smile sødt hvis jeg har en lortedag, og jeg vil have lov til at være fjollet, glad og total overload på energi, når det er sådan jeg har det. Jeg bliver vred når jeg ikke bliver behandlet med respekt, ked af det når nogen sårer mig og jeg kunne aldrig drømme om at vende den anden kind til. Og så gider jeg på ingen måde løgn, tomme løfter og aftaler man alligevel ikke har i sinde at overholde. Hvordan kan man overhovedet tro, at en løgn kan være bedre end sandheden, og hvorfor sige ja til noget man alligevel ikke gider ?
Jeg fatter ikke en brik af det. Det er derfor jeg tror der er sket en fejl. For det virker som om en stor del af befolkningen er indstalleret uden denne fejl. Det er som om det ikke betyder spor med en løgn eller to. At man render rundt som en uægte version af sig selv, og snyder både sig selv og alle andre. Jeg kommer aldrig til at fatte pointen i det.
Derfor er det nok i virkeligheden heller ikke så mærkeligt, at Vorherre ikke har besvaret mit opkald. For intentionen om at sende mit budskab ud i universet, har nok ikke været helt reelt. Uanset hvor meget lettere det ind imellem ville være at rende rundt i denne verden, uden at vide at der fandtes en anden mulighed end at passe ind med facade, løgn og bedrag. Så bliver jeg hellere her hvor jeg hører til.