Jeg troede jeg skulle fikse det hele, før alting blev ok. Jeg troede det hele skulle være nærmest perfekt, helt i orden og på et ekstremt højt niveau, før jeg var tilfreds. Jeg var næsten ved at miste pusten, bare ved tanken om, at jeg ikke kunne finde tilfredsstillelse ved det hele, før jeg ligesom havde nået alle mine mål.
Men det fik mig samtidig også til at tænke på, om det overhovedet var nødvendigt. Det fik mig til at undersøge, om der var andre muligheder. Det fik mig til at stille spørgsmålstegn ved “det hele”, og komme helt til bunds i sagen.
Undervejs i min søgen, stod det mere og mere klart, at der var en helt anden mulighed. Undervejs fandt jeg dybere og dybere ind i mig selv, og den sandhed jeg havde søgt så længe. Den sandhed der ikke levnede nogen tvivl overhovedet. Den sandhed hvor der ikke længere var behov for nogle spørgsmål, fordi jeg allerede kendte alle svar. Den sandhed hvor der ikke var noget som helst jeg behøvede, andet end min egen dybeste sandhed.
Jeg fandt det sted hvor jeg allerede var mere end nok, og derfor ikke behøvede fikse en skid. Jeg fandt det sted hvor jeg allerede var helt perfekt, uanset alle de ydre omstændigheder. Mit høje niveau og det at være helt ok, handlede overhovedet ikke om de ydre omstændigheder, men om den rolle jeg spillede overfor mig selv. At jeg kun gjorde alt det jeg havde lyst til at gøre. At jeg altid var 100% ærlig overfor mig selv. At jeg altid behandlede mig selv kærligt og med respekt, også når der opstod ideer der i første omgang kunne gøre mig lidt bange. Også når jeg fik lyst til at gøre noget andet, og turde handle på det der kunne være mega fedt. Også når det måske var lettere at lade være.
Målet var ikke at fikse alt omkring mig, og det der ved første øjekast så ud til at være problemet. Men jeg skulle være den version af mig selv, som jeg kunne mærke jeg havde mest lyst til at være. Jeg skulle være den version af mig selv, der handlede på alle de fantastiske, nye kreative ideer, alle mine værdier og holdninger, og det der så tydeligt kunne mærkes dybt ind i mine knogler, var det fedeste jeg overhovedet kunne forestille mig at gøre, tænke og være i denne verden. Det var alt det jeg skulle.
De ydre omstændigheder var kun en lille brøkdel af hele det samlede foretagende. Hvor i mod mit indre, mine længsler, mine lyster, mine drømme, mine værdier og alt det der udsprang fra min indre kilde. Det var det eneste jeg skulle.