I dag er det den 12. December, og i går havde jeg endnu en af de der oplevelser på vej hjem fra arbejde. En lastbil holder foran mig i rundkørslen og kører langsomt ud. Fra vejen før kommer en bil drønende, den har selvfølgelig frit udsyn til hele rundkørslen, så med fuld fart kører den ud. Den tuder i hornet af den stakkels mand foran i lastbilen, hele vejen rundt i rundkørslen. Og så er det bare jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvorfor. Har bilisten virkelig så travlt, at han ikke kan lade den lidt langsomme lastbil komme med rundt. Jeg tror ikke på han kommer senere til sit bestemmelsessted på grund af den lastbil, og den lille opbremsning han godt nok var nødt til at lave. Burde han ikke bare have lavet den inden han kørte ud. Det er trods alt en ret trafikeret vej han kører på, med cyklister, fodgængere og mennesker, der sikkert har lige så travlt med at komme fra A til B. Jeg syntes endda jeg oplever det rigtig tit. Jeg så overhovedet ingen tegn på fare der hvor jeg sad, så hvorfor alt den tuden i hornet. Han kunne lige så vel have råbt skældsord ud af vinduet.
Jeg har sådan en lyst til at opfordre til mere næstekærlighed, mere forståelse og plads til andre mennesker. Vi har, trods alt, alle samme ret til at bevæge os rundt i denne verden vi nu engang er havnet i. Næstekærlighed, forståelse og plads, også i samværet med din familie juleaften. Dine nærmeste, dine børn, partner eller måske bedsteforældre der kommer på besøg. Når vi skal fejre denne hjerternes fest, med nærvær og glæde sammen med vores familie. Så er det måske også ok, at børnene ikke sidder ved bordet i flere timer. De syntes det hele er så spændende, at de let glemmer at høre efter, og det kan jeg altså godt forstå. Specielt hvis alle andre render stresset rundt og forsøger at skabe den perfekte aften. Børn mærker det med det samme, den lidt anspændte stemning. De bliver urolige, fordi de fornemmer at der er noget galt, og opfører sig endnu værre. Det hjælper bare overhovedet ikke, at vi oven i købet ikke lige har overskud til at give dem det de har aller mest brug for, nemlig nærvær.
Det kan ofte være meget spændende at tænke på, hvilke skønne bemærkninger der kommer dumpende i løbet af sådan en aften. Om maden, om måden du håndterer dine børn på eller hvorfor du lige har malet hele stuen rød. Jeg ved, at enhver forælder elsker sine børn, og hånden på hjertet, jeg ved, at jeg aldrig stopper med at være mor. Jeg vil aldrig stoppe med at interessere mig for mit barn. Sådan er det også for de bedsteforældre der er med. I dine forældres øjne er du stadig deres barn, de har givet dig kærlighed, omsorg og hjulpet dig på vej uden stop i mindst 18 år af dit liv, og uanset hvor gammel du er i dag, så kan de formentlig ikke lade være. Det kan jeg faktisk godt forstå. De har lagt alt deres energi, bekymringer og aller bedste hensigter i hele din opvækst, og de stopper formentlig aldrig med at have de bedste intentioner og største ønsker for at du får et fantastisk og succesfuldt liv. Problemet kan bare være, at man har brugt de samme 18 år på at lære at stå på egne ben, træffe egne beslutninger, skabe egne erfaringer og selvstændighed. Mange vil gerne vise deres forældre at de har klaret sig godt, de vil gerne anerkendes og roses for det de har opnået og fået skabt på egne ben, og for meget indblanding kan nemt komme til at føles som kritik og irettesættelse.
Det er lidt det der med for meget tankespind på øverste etage. Vi konkluderer, vi vurderer og analyserer på alt hvad der bliver sagt til os sådan en aften. Vi vil så gerne høste anerkendelse for alle de anstrengelser vi har haft op til denne skønne aften. Vi vil så gerne sikre os, at alle har haft en uforglemmelig aften. Men husk at det er hjerternes fest, og vi holder jul med hjertet. Nyder kærlighed, nærvær og samvær med familien.