Jeg har netop fået sat mit nye køkken op i huset. Det gamle var grønt, knap så praktisk indrettet og en smule slidt efter omkring 50 år på bagen. Det er altså hverken specielt fancy eller noget af det dyreste fra køkkenfirmaet. Til gengæld er det enkelt og praktisk i hvidt, med store brede skuffer, og en enkelt mørkegrå bordplade.
Jeg elsker faktisk sådan et blankt og helt neutralt lærred. Det er lige til at gå i gang med, og du kan putte lige præcis det du har lyst til ind, for der er stort set ikke noget der ikke passer til det. Om det så er marokkanske fliser på væggen, som dem jeg havde over komfuret i mit tidligere køkken. Gamle træskåle i vintagetræ til olier og krydderurter eller et gammelt kobberstik.
Jeg elsker ting med personlighed. For giver jeg mig selv lov til at indrette mig med ting der passer til min person, så føles det meget mere som hjemme for mig, at være i mit hjem. Derfor er det også altid muligt at skabe et mere personligt hjem, uanset hvordan dit hjem ser ud i dag. Du skal bare lige gå i gang først, med at finde de ting der passer til din personlighed. Jeg er personligt ret vild med ting fra naturen der for mig altid rummet en stor del troværdighed. Det er det oprindelige, i dens naturlige skønhed og form. Selvfølgelig ofte bearbejdet i en eller anden form. Men når jeg ser på gløden og årene i mine træting, de smukke fjer der endda danner små hjerter på min musvåge eller de rustikke lerting, der minder mig om de lerklumper vi fandt i jorden og legede med da jeg var barn. Det er naturen når den er aller smukkest. Det er en del af hele universet, vores oprindelse og en del af det vi alle er en del af.