Jeg arbejder stadig på at skabe et skønt hjem til min søn og jeg. Sandheden er, at jeg faktisk ikke har helt så travlt længere, hvilket er meget underligt, og uvant for mig. Jeg plejer gerne at skulle være færdig med et projekt næsten inden jeg er gået i gang, og har altid det færdige billede klar på nethinden. Det har jeg bare overhovedet ikke længere.
En ting er alle de ting der skal finde deres retmæssige plads i mit nye hjem. Noget helt andet, det er mit badeværelse, eller rettere badeværelser, for jeg har nemlig hele to. Et med brus og håndvask, et andet men håndvask og toilet, der ligger side om side. Badeværelserne er ud over total mangel på nogen som helst form for opbevaring, udstyret med små mellemblå mosaikfliser på gulvet, kvadratiske grå fliser på væggen i cirka en meters højde, resten hvide vægge samt loft, og så et vinduesparti der fylder hele væggen på det ene. Der er hverken bruseforhæng eller anden praktisk foranstaltning, for at forhindre vandet i at flyve rundt over alt i det rum. Men jeg har ikke gjort noget som helst ved det, og det har boligforeningen formentlig heller ikke gjort siden de byggede det engang omkring 70’erne.
Jeg er nemlig flyttet ind, midt i en gennemgribende renovering og sammenlægning af alle badeværelser. Med anlæggelse af gulvvarme, bruseniche, vaskesøjle og en lille smule skabsplads. Men jeg har også været nødt til at skabe nogenlunde tålelige forhold, indtil de går i gang. Jeg skal ligesom have det til at fungere alligevel, hver eneste dag. For det der med at flytte for meget rundt på ting, pakke ud og væk igen, en til to gange hver eneste dag, det gider jeg overhovedet ikke. Det er lidt ligesom at pakke kufferten til en skøn ferie, med kun det jeg har brug for, og så selvfølgelig lige tilsat et par “billige” tricks af det der virker hver gang, til at løfte energien lidt i det rum.
Hvad virker så egentlig hver gang, ja det er jo selvfølgelig fuldstændig afhængig af dig og den du er. Men for mig er der altså en ting der altid virker. Guld… Ikke sådan voldsomt og over alt, men enkelte, virkelig skønne ting der lige tilføjer lidt ekstra til rummet. Sammen med lidt lækre ting som håndklæder, duftende sæber og grønne planter.
Jeg glæder mig til det hele er overstået, så jeg kan få rummets indretning helt på plads. Jeg glæder mig knap så meget til håndværkerbesøg fra 7.00 til 16.00 hver dag, med brus og toiletvogn i baggården mens det står på. Men jeg har selv fået lov at vælge fliser til rummet, altså ud fra tre forskellige mulige. Ellers havde jeg nok valgt nogle smukke marokkanske af slagsen.
Jeg glæder mig også til at få min helt egen vaskemaskine. Tro mig, man lærer pludselig at savne alt det man før tog for givet, når det pludselig forsvinder igen i ens liv. Der findes i øvrigt et udemærket vaskeri ikke ret langt fra vores opgang, men jeg forstår altså godt at foretagenet giver underskud. 11 kr for en vask, og en 20’er for en omgang tørring. Ud over, at varmen i denne lejlighed er komplet umulig at styrre, fordi man har placeret alle varmerør i loftet, og varmen stiger jo som bekendt opad, så er det umuligt at tørre tøj nogen steder i lejligheden. Selv i min udestue tager det op til to dage for alm. bomuldskvaliteter at tørre, selv om solen varmer det op i løbet af dagen. Jeg skulle endda være en af de heldige, fordi jeg bor imellem stue og 2.sal, og derfor skulle få gavn af min underbo. Nu får jeg så både rigtig gulvvarme på badeværelset, og vaskemaskine, og ikke mindst en rigtig opmuret bruseniche, så jeg kan tage bad uden at overbruse resten af rummet. Det skal bare lige overståes først.