Det er sjældent at vi bevæger os i direkte linie, fra A til B. Vejen er ofte snoet, med et par omveje eller en forkert afkørsel, der pludselig forhindrer os i at komme der hen hvor vi ønsker os. Men det betyder altså ikke nødvendigvis, at vi skal give op. Det betyder ikke, at det valg vi tog, var forkert. Nogle gange kommer vi stadig frem til det ønskede sted, om ikke andet, så i hvert fald en del skønne erfaringer rigere. Andre gange, så når vi slet ikke der hen hvor vi ville, men måske et endnu bedre sted. Denne her flytning er om noget et meget godt billede på dette. Jeg har gjort alt i hele verden for at komme på plads, og alligevel er jeg overhovedet ikke kommet i mål. Alt hvad jeg troede jeg skulle, det holder overhovedet ikke en meter alligevel. Jeg har fået skabt nogle virkelig skønne steder i mit hjem, som fungerer optimalt, men alt andet omkring mig, det er total kaos. Men jeg har valgt at acceptere, at det er sådan det er. Jeg har valgt at acceptere, at jeg er nødt til at starte helt forfra igen med min indretning, tage stilling til hver eneste lille ting jeg har, en gang til. Det tar tid, men det har det fået lov til at gøre. Ellers bliver jeg aldrig tilfreds i mit nye hjem.
Mine store skønne puder i sofaen, som jeg havde svoret aldrig skulle erstattes, de var så skønne i den kæmpe store sorte lædersofa. Men i min lille beigefarvede trepersoners, med en lille puf, der dur de overhovedet ikke. Mine lækre, rustikke potter, i den smukkeste mørkrosa farve, de virker alt for voldsomme sammen med mine skønne unika træting og udstoppede fugle. I min forholdsvis store stue, hvor der både skal være plads til sofa, spisebord, læsehjørne og skabsplads, står alt alligevel så tæt, at jeg er nødt til at afstemme det hele, så det passer sammen. Alt det der visuelt larmer for meget, i forhold til alt det andet, det kommer hurtigt til at virke som rod i mine øjne. Hvor jeg før har måtte dele tre – fire funktioner op, i vores næsten 80m2 store køkken/alrum/stue, for at skabe mindre rum i det store rum. Så er jeg nu nødt til at få hele orkestret til at spille smukt sammen, i harmoni.
Heldigvis, så har jeg nogle andre smukke puder som jeg er ret sikker på vil passe perfekt i sofaen. Jeg elsker farven på mine potter så meget, at jeg allerede har noget det passer til i soveværelset, og så må jeg bare igang, en gang til. Det er jo overhovedet ikke noget problem, for jeg elsker at indrette mit hjem. Men det kræver, at jeg giver plads til at kreativiteten kan springe ud og blomstre med helt nye ideer. Det kræver accept af at det tager tid,