Forleden dag var jeg forbi min optiker. Jeg måtte simpelthen ud og investere i et par nye briller, og havde endda forsøgt en enkelt gang tidligere, men uden held. Problemet er, at finder jeg ikke lige præcis det jeg vil have, så har jeg uendelig svært ved at gå bare en lille smule på kompromis. Nu kunne jeg bare ikke vente længere, og det lykkedes faktisk uden overhovedet at skulle gå bare den mindste smule på kompromis, at finde lige præcis det jeg ville have. Jeg stod hverken med tre eller to forskellige par og skulle prøve med hjem. Jeg havde prøvet under ti par, men jeg stod tilbage med kun et par, og var ikke den mindste smule i tvivl.

imageJeg havde for ikke længe siden en lignende oplevelse i en af mine ynglingsbutikker, hvor jeg skulle prøve nogle smukke bluser. Tre helt præcist, og to af dem var meget skønne, den tredje var sådan måske, meget skøn og smuk, men måske tvivlsomt jeg ville få den brugt ret meget. Det er faktisk blevet nok for mig til at vælge det fra. Er jeg den mindste smule i tvivl, så er jeg i virkeligheden ikke i tvivl. Det er mit tegn, om at lade det ligge. For så kommer der helt sikkert noget andet forbi min vej, der er meget bedre. Den søde ekspedient i butikken mente også, at jeg uden tvivl var en af de bedre til at træffe et valg. Ikke som mange andre, der kunne have uendelig svært ved at tage en beslutning. Det er faktisk det der sker, når du bliver bedre til at lytte til dig selv. På magisk vis kan du pludselig styre målrettet gennem alle livets fristelser, og direkte mod det rigtige for dig, uden at gå på kompromis.

Tilbage hos optikkeren, kom jeg lige ind til en lille synsprøve, da det var en del år siden jeg sidst havde fået en. Til dem der aldrig har været til sådan en, så handler det groft sagt om at kigge på bogstaver og en cirkel af prikker, for at finde den bedste styrke og skarphed. Der gik ikke ret lang tid før optikeren begyndte at smågrine lidt, af mig. Jeg havde været så sikker i mine svar, uden tøven, og svaret omgående på ethvert spørgsmål, at hun sjældent havde oplevet noget lignende. Samtidig havde hun forsøgt, uden jeg havde en chance for at vide det, at ændre på min nuværende styrke, til sidst med de mindste ændringer overhovedet muligt, men jeg stod fast. Jeg var absolut tilfreds, lige der hvor jeg var.

Det er ikke altid vi kan nøjes med at træffe forholdsvis lette valg som briller eller tøj. Vores valg bliver unægtelig lidt sværere at træffe når vi skal tage hensyn til vore egne eller andres følelser. Beslutninger og valg, der i sidste ende har en større konsekvens for os selv eller andre. Men det handler i høj grad stadig meget om kompromis. Hvis du gang på gang føler du skal gå på kompromis med dig selv for at tage hensyn til andre, så har du ikke lyttet til dig selv. Du må og skal lytte til dig selv, din intuition og din egen mavefornemmelse vil give dig det svar du har brug for. Det kræver bare at du begynder at lytte.  Som en brækket arm der skal trænes op igen når gipsen er fjernet, for at få styrken tilbage. Så må du begynde at bruge disse egenskaber igen, for at kunne mærke hvad der er det rigtige svar og lære at stole på det.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *