Da jeg var barn havde min far ind imellem for vane at kalde mig Miss Piggy, det var helt klart en sammenligning med hende den skønne gris fra The Muppet Show, og jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at det udelukkende handlede om hendes temperament, og naturligvis også mit. Jeg hadede når jeg ikke fik min vilje, kunne smække med døren, og trampe hårdt hele vejen op ad trappen til mit værelse i bare arrigskab. Desværre var trappen sådan en meget gammel lakeret trappe med bue, hvilket til tider var lige ved at koste mig en tur på næsen, hvilket i øvrigt ikke gjorde mig mindre arrig. På et meget senere tidspunkt, mente min far endda, at de var nødt til sætte døren fast igen, da en stor del af pudset var forsvundet. De bor nemlig på sådan et gammelt nedlagt landbrug, og selv om de i knap 40 år har sat i stand og bygget om, så er flere af væggene og dørene helt tilbage fra dengang.
Det er jo næppe noget man lige vokser fra, det der med temperament. Det kommer og går, ligesom alt andet vi har med os, i vores helt egen personlige rygsæk. Jeg tror aldrig jeg har følt, at det var noget jeg burde skamme mig over eller gemme væk. Jeg har ikke fået min vilje, selv om jeg hidsede mig op. Men jeg fik lov til at rase ud, reagere og vise min frustrationer på den måde, der nu engang var min.
Det at få lov at reagere, på ting man finder uretfærdige, når man bliver såret eller ked af det, det er samtidig en måde at komme af med de frustrationer der opstår. Det er ikke det at vise glæde, begejstring og lykke der skaber problemer, men begynder vi at vise mere negative sider af os selv, så virker det måske knap så behageligt. Men er det ikke også bare en skøn lille del af livet ?
Når min far kaldte mig Miss Piggy, så var det måske ikke ligefrem det sjoveste lige i øjeblikket, men bagefter kunne man måske godt se, man var lidt som den der skrigende gris. På trods at temperament, så er det måske også det der gør, at jeg tør stå ved mine egne meninger og handle ud fra min egen overbevisning i stedet for at følge andres. Jeg har aldrig været bange for min egen stemme, selv i overbygningen i folkeskolen fik jeg ros for at turde åbne munden i timerne, på trods af nogle meget larmende drenge. For hvordan skal vi nogensinde få skabt det skønne liv vi går og drømmer om, hvis ikke vi tør åbne munden, bede om alt det vi gerne vil have og sige fra over for det vi ikke ønsker os.