Jeg ved udemærket godt, at vi stadig har det meste af en måned tilbage inden det officielt kan kaldes forår. Men for mig, så bliver det altså lige en lille smule forår, når de aller første Bellis og små stedmoderblomster dukker op i butikken. Det gjorde de så i mandags, og jeg har allerede plantet den første lille potte til på terrassen. En lille smule i læ af huset står de nu og liver gevaldigt op i dette knap så forårsagtige blæsevejr. Jeg gider nemlig ikke gå og vente.
Hvert eneste forår hører jeg igen og igen flere kunder sige, at det er for tidligt, og at der jo stadig er risiko for nattefrost. Og det er der selvfølgelig også. Men når de samme kunder så pludselig efter flere måneder med at vente, fordi det stadig er for tidligt, kommer tilbage, og pludselig ikke kan forstå at forårssæsonen allerede er ovre, efter tre måneder. Så tænker jeg ind imellem lidt på, hvad det dog er de har gået og ventet på.
Ind imellem er man nødt til at tage chancen når den byder sig, hvis ikke man vil risikere at det pludselig er for sent. Ind imellem kan man vente og vente, på det rette øjeblik, måske kommer det aldrig, måske har det allerede passeret uden man opdagede det. Det bedste øjeblik er lige nu, måske ikke helt endnu med dine forårsblomster, med mindre du er lige så utålmodig som jeg. Men med livet der skal leves, drømme der skal nåes og alt det du gerne vil. Det bliver sjældent bedre af at vente til i morgen. Så stig på toget lige nu, i dag, og lad det føre dig lige der hen hvor du drømmer om at være.