I dag, for præcist et år siden, gik jeg for første gang morgentur i en snedækket have på Borupgård, i Snekkersten. Jeg havde dagen før taget turen på omkring 400 km fra mit hjem og til Sjælland, for at starte på første modul af Happy Home Therapist uddannelsen.
Det blev ikke kun et fantastisk undervisningsforløb i hvordan man skaber et skønnere hjem, men også en rejse dybt ind i min sjæl. For ikke alene fik jeg en masse viden om hvordan jeg kunne skabe et endnu skønnere hjem. Det blev også en rejse ind i mit indre univers, lære sig selv bedre at kende, turde udfordre sig selv mere, blive bedre til at sige til og fra og mærke sig selv endnu mere. Jeg voksede og blev klogere som forløbet skred frem. En rejse, der formentlig aldrig ender, for når først man har lært at lytte mere til sig selv, så finder man hele tiden nye svar der ligger gemt inde i sit indre. Samtidig med at vi jo hele tiden forandrer os.
Det er lidt det samme jeg oplever der sker, når jeg har været ude til Happy Home Therapist konsultationer. Pludselig opstår der en helt ny forbindelse til både sit hjem og det man inderst inde længes efter. Ofte egentlig bare på baggrund af det man allerede har i sit hjem og i sit indre. Men det kan måske føles lidt som om synet pludselig bliver lidt klarere, og man pludselig er i stand til at mærke en forskel i det man gør og har i sit liv. Det bliver i hvert fald et hjem og et liv der afspejler langt mere af dig, den du er, og det der nærer din sjæl.