Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor, men på trods af et voldsomt blæsevejr, regn og ret overskyet himmel, så har jeg altså allerede fået de vildeste forårsfornemmelser. Måske skyldes det de smukke blomster jeg har foræret mig selv til mine udendørskrukker, de står stadig smukt, og derfor har jeg udvidet lidt på modsatte side af huset, på terrassen lige udenfor mine store vinduer i stuen. Måske er det på grund af alle de greenies jeg har drukket den sidste måned. Fyldt med alle tænkelige sunde og nærende vitaminer, fibre og andet skønt for kroppen. Måske bare, at jeg har besluttet mig for at give slip på alle tænkelige frustrationer, irritationer og andet, så godt jeg kan, og holdt fast. Jeg gider fx ikke surmule over vejret, jeg skal stadig rydde op i vores blomster udenfor butikken hver eneste dag, uanset om det sner, regner eller er solskind. Der er selvfølgelig ikke den samme mængde nu, som når vi for alvor rammer foråret. Men alt irritation kommer jeg altså ingen vegne med, jeg må blive der ude indtil jeg er færdig, og så kan jeg altså lige så godt forsøge at få det bedste ud af det. Jeg er jo omgivet af skønne blomster, så hvorfor så bekymre sig om vejret.
Jeg har faktisk aldrig helt forstået det der med vejret. Måske fordi jeg havde hund i næsten ti år. Han skulle bare ud og løbe langt, hver dag, uanset vejret. Han elskede alt slags vejr, og den glæde han kunne præstere at udstråle på hver eneste gåtur, den overvandt altså selv det værste uvejr. Et år var der faldet så meget sne, at han måtte hoppe hele turen rundt, jeg kunne knap nok selv gå i sneen. Men det var simpelthen de mest komiske ture i den periode, det var så morsomt og vi var begge total udmattede efterfølgende.
I dag har jeg en søn der også er total ligeglad med vejret. Har han lige et eller andet ude i haven han lige skal undersøge når vi kommer hjem fra børnehaven, så når vi overhovedet ikke indenfor. Kun hvis han begynder at fryse eller bliver meget våd, er han som regel ved at være klar til at komme ind. Jeg kalder ham ind imellem for lidt af en viking. Jeg ved efterhånden ikke hvor mange gange jeg har tvunget ham ind, enten fordi han med drivvåd tøj har stået og rystet, men nægtet at få tørt tøj på. Eller hoppet rundt og sommerbadet i koldt vand med klaprende tænder. Men han bliver trods det aldrig syg efterfølgende. Da han var mindre, havde vi ham en meget kold sommerdag med ved stranden, iført regnbukser og gummistøvler. Jeg måtte holde ham hele turen hjem pakket ind i et tæppe. Han kunne overhovedet ikke bare lege i vandkanten. Men stod til navlen med fyldte gummistøvler og gennemblødte bukser da moderen lige skulle samle en smuk sten op i strandkanten. Sidste år var vi en weekend kørt til stranden i bare protest over det dårlige vejr. Der var bare 15 grader, men gudskelov for at jeg havde taget både badetøj og håndklæder med. For i stedet for at lege med sand og alle de fine legesager jeg havde slæbt med, skulle han absolut ud at bade, og det kom han.
Jeg gider ikke stå og vente i udgangen af butikken hvis det regner. Det er lidt morsomt, når der står ti personer og venter på at regnen stilner af, og jeg bare går forbi, det er trods alt bare vand. Jeg har endda flere gange rendt rundt i gågaden, i voldsom regnvejr, mens resten af de besøgende stod og lurede under butikkernes markiser. I don’t care. Men jeg elsker forår, og jeg elsker de der skønne forårsfornemmelser. Det er lidt som om det hele starter forfra igen, alt vækst, nye begyndelser, fornyet energi og glæde. Hvem ved hvad det bringer med sig, dette forår ?