Jeg har netop fået sat mit nye køkken op i huset. Det gamle var grønt, knap så praktisk indrettet og en smule slidt efter omkring 50 år på bagen. Det er altså hverken specielt fancy eller noget af det dyreste fra køkkenfirmaet. Til gengæld er det enkelt og praktisk i hvidt, med store brede skuffer, og en enkelt mørkegrå bordplade.

Jeg elsker faktisk sådan et blankt og helt neutralt lærred. Det er lige til at gå i gang med, og du kan putte lige præcis det du har lyst til ind, for der er stort set ikke noget der ikke passer til det. Om det så er marokkanske fliser på væggen, som dem jeg havde over komfuret i mit tidligere køkken. Gamle træskåle i vintagetræ til olier og krydderurter eller et gammelt kobberstik.

Jeg elsker ting med personlighed. For giver jeg mig selv lov til at indrette mig med ting der passer til min person, så føles det meget mere som hjemme for mig, at være i mit hjem. Derfor er det også altid muligt at skabe et mere personligt hjem, uanset hvordan dit hjem ser ud i dag. Du skal bare lige gå i gang først, med at finde de ting der passer til din personlighed. Jeg er personligt ret vild med ting fra naturen der for mig altid rummet en stor del troværdighed. Det er det oprindelige, i dens naturlige skønhed og form. Selvfølgelig ofte bearbejdet i en eller anden form. Men når jeg ser på gløden og årene i mine træting, de smukke fjer der endda danner små hjerter på min musvåge eller de rustikke lerting, der minder mig om de lerklumper vi fandt i jorden og legede med da jeg var barn. Det er naturen når den er aller smukkest. Det er en del af hele universet, vores oprindelse og en del af det vi alle er en del af.

Er du ofte bange ? Bange for hvad der kommer til at ske i dit liv, af forandringer, nye ting eller at det du inderst inde drømmer om, aldrig kommer til at ske. Vil du hellere holde fast i alt det trygge og vante, og måske oven i købet lade dig nøjes med. I stedet for at gå efter det du virkelig drømmer om ?

Jeg er, eller jeg har i hvert fald været det. Været bange for at svigte mit barn og være en dårlig mor. Været bange for at stå alene med et ansvar og opgaver, som jeg ikke kunne klare alene, og ikke være i stand til at leve op til alt det jeg ønskede at være. Men jeg ved også godt, at jeg aldrig kommer til at stå alene. Jeg ved, at der altid vil være noget der samler mig op hvis jeg falder.

Da jeg var barn, og mens jeg voksede op, var jeg altid omgivet at omsorg og kærlighed fra min familie. Vi boede tæt på begge mine bedsteforældre, og der var altid nogen der havde tid til mig. Ikke som i at tage på alverdens ture, og underholde mig. Men som i at lade mig deltage i hverdagens gøremål, på stort set lige fod med alle andre. Om det så var at hjælpe til i haven, gøre rent eller pudse sølvtøj ved spisebordet, og kunne jeg det ikke, så fik jeg det lært. Jeg var ikke i vejen, eller blev bedt om at se fjernsyn i stedet for, så jeg ikke forstyrrede. Ind imellem var der tid til kortspil, småture og andet sjovt, men det var ikke det der var det altafgørende. Det var samværet, det var det at være en del af det der foregik i hverdagen,  og at der var plads til mig.

I dag er det stadig en meget stor del af min identitet. Jeg værdsætter alle de værdier jeg fik med mig fra familien, fra min barndom, som den dyrebareste skat. Det er også det jeg ser som den største og mest værdifulde gave jeg kan give videre til min søn. Også selv om vi ikke er den komplette kernefamilie længere. Så har jeg stadig mulighed for at give det videre til ham. Jeg bærer stadig rundt på den styrke det har givet mig, og det er der altid til at samle mig op hvis jeg falder. For jeg ved, at samtidig med at det gør mig til en stor del af den jeg er i dag, så er det også det der gør, at jeg altid vil kunne give min søn lige præcis det han har brug for, uanset hvordan tingene ellers ser ud.

Du kan nemlig klare lige præcis det du vil, så længe du er tro mod dine egne værdier, og dine styrker, som de rødder der forgrener sig dybt ned i jorden, og gør at du ikke blæser omkuld når stormen raser. Om det så er med is i maven og søvnløse nætter du springer ud. Så tro på at faldskærmen folder sig ud inden du rammer jorden igen. Alt du behøver for at leve det liv du ønsker dig, det er der allerede i dig selv.

Da jeg helt tilbage i december måned sidste år, traf beslutningen om at trække en streg i sandet, og begyndte at kigge efter et andet sted at bo. Var jeg egentlig godt klar over, at det langsomt var gået mere og mere op for mig, at jeg igennem længere tid ikke havde været god nok til at lytte til mig selv. Det var kommet langsomt snigende, dybt ind under min hud. Og jo mere jeg tillod mig selv at sige fra, lytte til mig selv og mærke efter. Jo større behov opstod der for at blive mere fri. Fri fra alle de mange lag jeg havde lagt på mig selv for at imødekomme, behage og glæde alle andre end mig selv. Problemet var bare, at det aldrig bliver hverken behageligt, eller til sand glæde, hvis du ikke kan mærke det selv.

Det skulle til gengæld vise sig, at glæden ved at finde mig selv igen, langt oversteg frustrationerne over en dårlig bolig, manglende alenetid og ventetiden på noget bedre. At være tro mod sig selv, at tillade sig selv at give slip, og bare være dig selv, det er det vi alle er skabt til. Om det er frygten for at være alene, for nederlag og skuffelse eller ideen om, at det der venter måske ikke er meget bedre, der kan være uendelig mange årsager. Det vigtigste er, at du vågner op, og begynder at leve det liv du er skabt til. Uden at skulle tilsidesætte dine egne værdier, dine drømme og passion her i livet. Nogle gange er vi bare nødt til at give slip først. Som jeg også har omtalt tidligere her på bloggen, du kan ikke gribe alle de nye skønne muligheder du møder i livet på din vej, hvis du ikke først tør give slip på alt det lort du går og klamrer dig til. Den eneste du snyder, er den du skal se i øjnene, i spejlet hver eneste dag.  Jeg tvivler meget på at det bliver et lykkeligt, livslangt forhold hvis du ikke er bare en lille smule glad for det du ser.

Så er ferien for længst forbi, og jeg arbejder stadig på mit husprojekt. De første vinduer er færdigmonterede med karme, og det værste med genetablering af yddervæggene er overstået.

Der er stadig lang vej endnu, men jeg har heldigvis også omkring fem uger tilbage før min lejlighed skal være ryddet. Første rum står faktisk næsten allerede klar, og det er naturligvis mit soveværelse. For det første fordi jeg gerne vil undgå at skulle sove i dampen fra nymalede vægge, skabe og radiator. Men også fordi jeg ved, at det i den grad betyder rigtig meget, at netop det rum er i orden inden jeg flytter ind. Jeg er nemlig udemærket godt klar over, at projekterne ikke stopper i huset, bare fordi jeg flytter ind. Og en stor del af energien til at komme helt i mål, den finder jeg altså i mit soveværelse, med den mest optimale nattesøvn. Lige udenfor mit soveværelse ser jeg frem til at nyde min morgenkaffe på terrassen, og jeg skal naturligvis vågne op til det smukke syn af blomster og min Hebe gudinde der endelig er kommet “hjem” igen.

Jeg har længe haft lyst til at kaste mig over en virkelig smuk, mørk violet farve. Lidt som den jeg tidligere har haft i mit badeværelse. Og da rummet samtidig lå i området for rigdom og velstand, føltes det som det helt rigtige at prøve det af. Denne gang har jeg valgt at male alle vægge, lidt mørkt måske, for nogle. Men de indbyggede skabe, der stadig står i deres oprindelige mørke træ, bliver senere malet hvide. Døre, vindue, karme, lister og loft er stadig hvide  og sammen med det lyse trægulv giver det en meget smuk og rolig helhed. Jeg har endda flyttet to ekstra boxmadrasser ind i rummet, smukt redt op med lånte dyner, nyt sengetøj, puder og sengetæppe, så vi i hvert fald har muligheden for at overnatte der, hvis det en dag skulle blive sent, så vi ikke nødvendigvis behøver køre hjem i seng i lejligheden.

I aften skal det afprøves for første gang. Junior og jeg har nemlig meldt os til den årlige vejfest. Med stort fælles telt midt på vejen, fælles spisning og hygge, og leg for alle børn samt barnlige sjæle på vejen, der bliver spærret af hele dagen. Jeg glæder mig til at se Alexander sammen med alle de andre børn, til at tale med alle de nye ansigter, nogle har jeg allerede har talt en del med, og jeg glæder mig til den første nat i vores nye hjem.