Da jeg helt tilbage i december måned sidste år, traf beslutningen om at trække en streg i sandet, og begyndte at kigge efter et andet sted at bo. Var jeg egentlig godt klar over, at det langsomt var gået mere og mere op for mig, at jeg igennem længere tid ikke havde været god nok til at lytte til mig selv. Det var kommet langsomt snigende, dybt ind under min hud. Og jo mere jeg tillod mig selv at sige fra, lytte til mig selv og mærke efter. Jo større behov opstod der for at blive mere fri. Fri fra alle de mange lag jeg havde lagt på mig selv for at imødekomme, behage og glæde alle andre end mig selv. Problemet var bare, at det aldrig bliver hverken behageligt, eller til sand glæde, hvis du ikke kan mærke det selv.
Det skulle til gengæld vise sig, at glæden ved at finde mig selv igen, langt oversteg frustrationerne over en dårlig bolig, manglende alenetid og ventetiden på noget bedre. At være tro mod sig selv, at tillade sig selv at give slip, og bare være dig selv, det er det vi alle er skabt til. Om det er frygten for at være alene, for nederlag og skuffelse eller ideen om, at det der venter måske ikke er meget bedre, der kan være uendelig mange årsager. Det vigtigste er, at du vågner op, og begynder at leve det liv du er skabt til. Uden at skulle tilsidesætte dine egne værdier, dine drømme og passion her i livet. Nogle gange er vi bare nødt til at give slip først. Som jeg også har omtalt tidligere her på bloggen, du kan ikke gribe alle de nye skønne muligheder du møder i livet på din vej, hvis du ikke først tør give slip på alt det lort du går og klamrer dig til. Den eneste du snyder, er den du skal se i øjnene, i spejlet hver eneste dag. Jeg tvivler meget på at det bliver et lykkeligt, livslangt forhold hvis du ikke er bare en lille smule glad for det du ser.