I går vågnede jeg op til juniors 5 års fødselsdag, og derfor var det også udelukkende hans dag. Han holdt fri fra børnehaven og fik lov til at sove længe, hvilket han ellers aldrig gør, men vågner tidligt og springer ud af sengen når vi har fri. Han fik besøg af børnehaven, og selv om der var 16 børn der rendte rundt og legede med alle hans ting, var han yderst tilfreds med at hygge sig med bedstevennen, som de plejer. Da de skulle spise, gik han troligt rundt og sørgede for, at alle hans gæster fik det de ville have, og kun da en af de andre havde nuppet hans plads ved siden af førnævnte ven, protesterede han. Hele eftermiddagen blev brugt på at samle hans fødselsdagsgave med LEGO, mens han nynnede, sang og legede.
For selv om der var en smule larm med alle de børn, var der absolut ingen stress. Der var ingen mor der rendte rundt og skulle præstere det umulige. De fik rugbrødskagemand, pølsehorn, grøntsager og jordbær, så der var heller ingen med sukkerchok. Han gider nemlig hverken spise kage eller slik, og nu var det jo hans dag. Og i stedet for at spekulere på, hvordan vi skulle få plads til dem alle, havde vi ryddet gulvet i stuen, og sad på tæpper på gulvet. Som en af børnene sagde, det var næsten ligesom at være på skovtur.
Jeg tror på, at vi som forældre er med til at skabe forventningsfulde børn, og at vi selv er ansvarlige for, hvor høje de forventninger er. Vil vil jo gerne gøre det så godt vi kan, men det er altså ikke altid ensbetydende med, at vi skal gøre det umulige. Hvem vil ikke gøre alt for deres børn ? Jeg vil i hvert fald gerne. Men er det i sidste ende børnene eller os selv der skruer forventningerne i vejret, så vi måske til sidst slet ikke kan følge med ?