Jeg er kommet til at sige noget grimt. Et bandeord, jeg husker ikke engang hvorfor, men junior, han fangede det med det samme, og grinede voldsomt af sin mor. Han syntes nemlig det var enormt morsomt at jeg havde sagt noget man ikke måtte, for fanden da.
Vi taler en del om det der med at tale pænt, der kommer nemlig af og til nye ord med hjem fra børnehaven, og selv om han bare prøver mig af, så syntes jeg det er vigtigt, at han lærer at tale pænt til andre. I starten var jeg en prutteskid, så var jeg dum, og lige for tiden, ja så siger han at han keder sig, når han altså ikke lige forsøger sig med bandeord. I børnehaven må man ikke slå, man må ikke prutte og man må helst ikke være sur eller vred. Men det er de færreste af os der er glade hele tiden. Når man så oven i købet skal lære, både at styre sine følelser, sine bevægelser og kontrollere kroppens funktioner, så kan jeg godt forstå det ind imellem kokser lidt inde i sådan en lille krop. En dag talte vi netop om det der med at prutte, for det må man altså ikke, og slet ikke når man sidder og spiser, og det er måske heller ikke det mest lækre. Men da jeg så spurgte ham, om man godt måtte prutte når man legede, så grinede han mens han svarede, at så kunne de aldrig finde ud af hvem det var.
Når man kommer hjem, så har man behov for at slappe af, og behov for smide lidt af den altid gode opførsel. Det er de færreste der kan rende rundt og være søde og rare konstant. Være glade og ikke have lyst til at slippe tøjlerne, bare en gang imellem og give slip. Give slip på prutten, bandeordet eller et slag, der lige så hurtigt som det er sendt afsted har forløst den dårlige stemning og givet slip på frustrationerne, der ikke altid findes søde og kærlige forklaringer for. Ofte efterfulgt af et grin eller smil, for man ved jo godt at det er forbudt, men der sker alligevel en eller anden form for forløsning ved at gøre det alligevel. Så det er altså enormt befriende at høre, at mor også kan komme til at sige et bandeord, der er lidt forbudt.
Ligesom det er ok også at være sur eller ked af det, komme til at slå i frustration eller blive vred. For jeg tænker bare. Hvad er det for en verden vi forbereder vores børn til, hvis vi lærer dem, at det ikke er ok. Ikke ok at være sure, ikke ok at være kede af det eller vrede. Er det ikke også en del af livet ? Det er vist de færreste der går igennem hele livet uden at blive berørt af disse følelser. Men hvis det er så normalt, hvorfor er det så lige, at det ikke er ok? Burde vi ikke i stedet bruge energi på at lære vores børn at håndtere disse følelser, lære at rumme dem og omfavne dem, som det de er, nemlig følelser. De forsvinder jo igen, ofte lige så snart de får lov til at være der. Hvor imod de ofte bare vokser sig endnu større, hver gang vi forsøget at lægge låg på. Ligesom den fantastiske regnbue på himmel først kommer efter en kæmpe regnbyge. Så er det ikke let at mærke glæden ved livet, hvis vi ikke også har oplevet sorgen.
Hvor mange voksne render ikke rundt resten af livet, og forsøger at lære at håndtere netop disse følelser. Lære at acceptere netop disse sider af sig selv. Jeg tror, det ville være langt lettere, hvis vi lærte vores børn, at det var ok. Så de ikke skulle bruge resten af livet på at prøve at lære at acceptere de sider af sig selv.