Så er ferien for længst forbi, og jeg arbejder stadig på mit husprojekt. De første vinduer er færdigmonterede med karme, og det værste med genetablering af yddervæggene er overstået.
Der er stadig lang vej endnu, men jeg har heldigvis også omkring fem uger tilbage før min lejlighed skal være ryddet. Første rum står faktisk næsten allerede klar, og det er naturligvis mit soveværelse. For det første fordi jeg gerne vil undgå at skulle sove i dampen fra nymalede vægge, skabe og radiator. Men også fordi jeg ved, at det i den grad betyder rigtig meget, at netop det rum er i orden inden jeg flytter ind. Jeg er nemlig udemærket godt klar over, at projekterne ikke stopper i huset, bare fordi jeg flytter ind. Og en stor del af energien til at komme helt i mål, den finder jeg altså i mit soveværelse, med den mest optimale nattesøvn. Lige udenfor mit soveværelse ser jeg frem til at nyde min morgenkaffe på terrassen, og jeg skal naturligvis vågne op til det smukke syn af blomster og min Hebe gudinde der endelig er kommet “hjem” igen.
Jeg har længe haft lyst til at kaste mig over en virkelig smuk, mørk violet farve. Lidt som den jeg tidligere har haft i mit badeværelse. Og da rummet samtidig lå i området for rigdom og velstand, føltes det som det helt rigtige at prøve det af. Denne gang har jeg valgt at male alle vægge, lidt mørkt måske, for nogle. Men de indbyggede skabe, der stadig står i deres oprindelige mørke træ, bliver senere malet hvide. Døre, vindue, karme, lister og loft er stadig hvide og sammen med det lyse trægulv giver det en meget smuk og rolig helhed. Jeg har endda flyttet to ekstra boxmadrasser ind i rummet, smukt redt op med lånte dyner, nyt sengetøj, puder og sengetæppe, så vi i hvert fald har muligheden for at overnatte der, hvis det en dag skulle blive sent, så vi ikke nødvendigvis behøver køre hjem i seng i lejligheden.
I aften skal det afprøves for første gang. Junior og jeg har nemlig meldt os til den årlige vejfest. Med stort fælles telt midt på vejen, fælles spisning og hygge, og leg for alle børn samt barnlige sjæle på vejen, der bliver spærret af hele dagen. Jeg glæder mig til at se Alexander sammen med alle de andre børn, til at tale med alle de nye ansigter, nogle har jeg allerede har talt en del med, og jeg glæder mig til den første nat i vores nye hjem.