Livet byder hele tiden på forandringer. Vi forandrer os, og skaber forandringer i vores liv og omgivelser. Langt hen af vejen sidder vi også bag roret, og styrer i den retning vi ønsker os. Det giver nemlig en fantastisk fornemmelse af glæde og succes, at være i stand til at påvirke vores liv til den destination vi drømmer om.
Men livet byder også ind imellem på uforudsete forandringer, forandringer vi ikke just havde drømt om, og uanset om det drejer sig om jorskælvslignende rystelser af vores tilværelse eller mindre, så har vi ikke altid mulighed for at styre uden om, uanset hvor ihærdigt vi forsøger. Der er intet at sige til, at mennesker rammes af enorm sorg, negative tanker og får lyst til at give op, når de mister deres kæreste eller bliver konfronteret med alvorlig sygdom. Forleden dag kom jeg helt tilfældigt til at se en genudsendelse om en familie, der i løbet af kort tid pludselig havde mistet deres ene datter til en uhelbredelig kræftsygdom. De havde alligevel formået at fortsætte med deres dagligdag, fortsætte med deres fritidsinteresser og deres job, alene af den årsag, at de havde endnu en datter at tage sig af. Men de lod sorgen være en del af deres hverdag, de besøgte jævnligt datterens gravsted sammen og alene efter behov, og de talte om savnet og alle de gode minder de havde haft. De gav hinanden plads til hver deres måde at takle sorgen på, og gav plads til det der var svært, savnet og hverdagen uden deres datter. De gav sig selv lov til at være vrede, for som moderen ærligt berettede, hvorfor skulle der sidde så mange demente på plejehjemmet uden nogen anelse om hvem de var, og hun til gengæld skulle miste sin datter. Hvorfor skulle deres datter være den ene ud af de fem der ikke blev helbredt af sygdommen, som var den prognose sygdommen havde. Og hvorfor var det ikke hende der skulle herfra i stedet, hun ville til hver en tid bytte plads med datteren, hun havde haft hele livet foran sig.
Jeg har absolut ingen anelse om, hvordan det må være at skulle fortsætte livet efter sådan en umenneskelig tragedie, bort set fra, at det må være ens værste mareridt. Jeg syntes det er fantastisk, at sådan en familie formår at komme videre. Men jeg ved, at det liv vi har fået, det er en gave, og det er udelukkende vores eget ansvar at få det bedste ud af det. Uanset hvilken uventet retning det tager, og hvor det fører os hen.