Feng Shui handler rigtig meget om at arbejde med energier. At læse de energier dine omgivelser rummer, og bruge det bevidst i den måde du ønsker dit liv skal forme sig. Som at læse et billede af dit hjem, og se, om det svarer til det du i virkeligheden drømmer om, det der støtter dig i det liv du ønsker dig. Alligevel har jeg en ind imellem en stor lyst til at gøre noget helt andet. Ikke, at det ikke har noget som helst med Feng Shui at gøre. For det handler stadig om at skabe god energi for dig.

Jeg ved, at det kan være en utrolig øjenåbner at se på sit hjem som det er, og stille spørgsmål til alle sine ting, sit rod, måden man har placeret sine ting på og alt det man holder fast på. Men jeg elsker altså også at se nye muligheder, gøre tingene på en helt anden måde en normalt og få sat gang i energien igen. Og det er altså en gang imellem meget skønt at få rystet indretningsposen godt og grundigt.

Jeg er ikke så meget i tvivl om, at et kig rundt i samtlige danske hjem ville vise størstedelen af alt køkkengrej i køkkenet, sengen i soveværelset og overtøjet i gangen. Men ville det så også vise alle sofaer langs væggen med tv’et som midtpunkt, alle smukke malerier på væggen i stuen og alle soveværelser som sterile, upersonlige og hvide rum ? Med nøgleord som genkendelighed, forudsigelighed og ensformighed. Der er overhovedet ingen tvivl om, at det giver en vis tryghed, bare at gøre som alle andre. Men det giver meget sjældent et levende, sanseligt og personligt hjem. Et hjem som kan glæde dig, tænde dig og få dig til at føle dig endnu mere levende. For du er ikke som alle andre, du er dig, og du har sjældent brug for nøjagtig det samme som naboen.

imageFor når du nu har luet ud i dit hjem, ryddet op og omgivet dig med alt det du elsker. Hvad gør du så, hvis du pludselig har brug for lidt forandring. Hvem siger du ikke kan skabe endnu mere af det du elsker, med alt det du allerede har, eller ved at tænke lidt utraditionelt i din indretning.

Jeg havde længe drømt om skønne marokkanske fliser på mit gulv i badeværelset, problemet var bare, ud over en noget omkostelig affære med gulvvarme mm, at det gulv jeg allerede havde ikke fejlede noget som helst. Jeg satte i stedet 12 marokkansk inspirerede fliser op over mit komfur, og indrettede badeværelset med ting der stadig kunne skabe den stemning og stil jeg ønskede mig. En langt mindre investering, end hvis jeg skulle til at brække hele gulvet op. Jeg har dyrekranie og gamle billeder der hang i stuen hos mine bedsteforældre i mit køkken. Et kæmpe vintagetæppe og et arvet chatol i mit soveværelse og sidste år fik jeg en kæmpe fjerhat og et marokkansk thebord ind i stuen. Og nej, jeg sidder hverken på gulvet og drikker the eller danser rundt i mit hjem med afrikansk jujuhat. Men det rummer en helt anden sjæl og varme end de traditionelle ting jeg kan købe i de forskellige boligforretninger. Som hvis du shopper møbler og interiør på nettet, så kan du ofte vælge kategorier som stuen, køkkenet eller soveværelse. Men bortset fra, at det kan være mest praktisk med sengen i soveværelset, sofaen i stuen og køkkenting i køkkenet. Hvem siger så, at du ikke kan have en lille divaneser i dit køkken, hvis det var det du havde lyst til.

Jeg har altså luet ud i mit hjem, og omgivet mig med en masse skønne ting. Ting jeg elsker, og som jeg aldrig kunne drømme om at skifte ud. I husets baggang, som nok var det rum jeg hadede mest, hang jeg min store 8 armede lysekrone op. Malede mørkegrønt på nogle vægge, og pyntede med en grøn ræv og messingknager. Jeg er ikke sikker på, det ville ligge under baggangskategorien hvis jeg søgte på de forskellige boligforeninger på nettet. Men jeg elsker at give alle mine ting nyt liv, om det så betyder at baggangen er lige så smuk og hyggelig som stuen, det er bestemt ikke dårligt her hos mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *