I dag er det normalt hviledag, eller i hvert fald den dag jeg ofte holder fri fra bloggen her. Men selv om jeg er godt igang med at fortælle om Feng Shui og baguakortet i disse dage, så havde jeg den skønneste oplevelse i mandags, og yderligere et par gange mere i løbet af ugen, som jeg gerne vil dele med dig.
Jeg har nemlig opdaget, at de skønne svaner er tilbage på marken. Hvis du ikke har læst mit indlæg om de fantastiske svaner, kan du finde det her. Jeg er fuldstændig overbevist om, at de er kommet fordi foråret er på vej. Samtidig er markerne sorte af krager, og det irriterer mig faktisk lidt, at jeg ikke bare kan parkere bilen i grøftekanten og gå ud og nyde synet i fred og ro. Men der er altså ret meget trafik på den vejstrækning, og ret mange fartglade bilister.
Hvis du har lagt mærke til bare en eller måske flere udstoppede fugle her på bloggen, så er de alle mine, og stammer fra mit eget hjem. Jeg elsker fugle, og bliver aldrig træt af at kigge på dem. Bare deres helt vidunderlige fjerdragt, med de mest fantastiske fjer. Jeg elsker også fjer, så fine og bløde, og samtidig med en kerne der er fuldstændig umulig at ødelægge. Jeg går stadig og drømmer om en sort ravn til samlingen, jeg har endda fundet en lokal samler der ville sælge mig den han har stående. Men det bliver ikke før jeg har fundet den helt perfekte plads til den. Den er nemlig kæmpe stor, og fortjener altså en værdig plads.
Nogle gange, så findes der altså mere mellem himmel og jord end vi lige regner med, uanset om vi så vælger at tro på det, eller ej. Har du dine fødder plantet bare en lille smule i det spirituelle, så har du måske også hørt om betegnelsen lightworkers. Det er budbringere der primært er her på jorden for at formidle kærlighed til andre, mennesker der er dybt forbundet med moder natur og alle hendes væsner. På et tidspunkt havde vi en meditation på Happy Home Therapist uddannelsen, netop omkring dette. Visuelt fløj jeg rundt i skyerne, som en fugl i et univers fyldt med kærlighed, oplyst af himlen og moder jord omkring mig med alle hendes væsner. Jeg bliver nok lige nødt til at tilføje, at jeg ikke er det mindste spirituel. Jeg kommer nok aldrig til at meditere flere gange om dagen, men finder altid min kerne, min indre ro og balance i naturen, når jeg arbejder i haven, laver mad og er sammen med min søn. Alle aktiviteter der hører ind under jordelementet, og som jeg lover at fortælle dig mere om, når jeg har afsluttet de resterende baguaområder. Men jeg stortudede under den meditation, næsten som at tænde for vandet, strømmede tårnene ned af mine kinder, uden at jeg vidste hvorfor. Men alligevel vidste jeg det godt inderst inde, jeg har altid haft en tendens til at elske alle andre højere end mig selv, og gøre alt for at andre havde det godt. Jeg trives ikke, hvis jeg ikke kan komme ud i naturen og er ofte blevet drillet lidt, fordi jeg er en af dem der kan glemme både tid og sted når jeg arbejde i haven. Mit hjem er fyldt med ting fra naturen og alverdens ting fra dyr. Først i det øjeblik jeg lukkede endnu mere af alle disse ting ind i mit hjem, har jeg følt mig virkelig godt tilpas i mit hjem. Det er miraklet i mit liv, som at finde “the missing link”.
Uanset om du vælger at tro på alle de ting der sker omkring dig eller ej, så prøv at tage det som det er, uden at afvise eller fornægte det. Du behøver ikke nødvendigvis have en mening om alting, og tage stilling til det der sker. Bare fordi vi ikke syntes det giver mening i dag, kan det måske godt give mening i morgen. Er du stadig åben, så ligger mulighederne også stadig åbne for dig. Vi har sjældent mulighed for at se “the big picture” i hele universets drejebog, og ofte er det først bagefter vi kan se meningen med det hele.
Lidt i tråd med det baguaområde jeg præsenterede dig for i går, så er den skønne ugle på billedet mit helt personlige visdomssymbol. Den står i mit område for visdom og selvindsigt som et symbol på visdom, sammen med alle mine bøger, en fantastisk mørkeblå farve på væggen og et stort gråmalet karlkammerskab.