I dag handler det om rod. Ikke fordi du ikke må have rod i dit hjem, og dit hjem skal være nærmest neurotisk opryddeligt. For det skal det overhovedet ikke. Det rod vi omgiver os med i det daglige, det rod der opstår når vi er i gang, med livet, det er samtidig det der er med til at skabe god energi i vores hverdag. Det der viser at vi er i live.

imageMen når rodet får lov til at stå, i dage, uger, måneder eller måske år, så stagnerer energien, og det kan ikke længere betragtes som en igangværende proces. Det kan samtidig være et billede på, at vi ikke lige får taget hånd om tingene, lader lidt stå til og bare lader problemerne ligge i stedet for at klare dem mens de er små. Derfor er der også alt mulig god grund til at arbejde med dit rod.

Specielt det rod du har proppet lidt af vejen, det du ikke lige orker at komme i gang med. Det er nemlig der, det ligger en masse stagneret energi, som du har mulighed for at sætte i gang igen. Som en prop der standser for energistrømmen. Eller alle de sten der ligger i åen og standser strømmen, for nu at bruge et billede jeg tidligere har brugt.

Ofte kan det være ekstremt svært at skulle forholde sig til sit rod. Det kan være gamle overbevisninger eller en form for frygt der gør, at du har svært ved at skille dig af med dine overflødige ting. Ting med personlige relationer, ting du har arvet, eller med specielle minder. Det kan næsten føles som om du mister den del af dig selv eller måske et meget kært familiemedlem, hver gang du smider noget væk. Men hvis det i virkeligheden forhindrer dig i at leve det liv du drømmer om. Forhindrer dig i at bruge nogle områder i dit hjem, eller du plages af dårlig samvittighed, er flov og skammer dig over for andre. Så vil det måske kunne fjerne den kæmpe byrde, du føler du bærer rundt på, ved at begynde at forholde dig til det.

Ting der er i stykker, projekter du ikke lige har fået færdig, eller ting du gemmer, fordi du lige går og venter på det rette øjeblik, hvor du får tid til at fikse det eller får brug for det igen, hører under samme kategori. Selvfølgelig kan vi have enkelte ting, vi virkelig får brug for igen, men oftest får vi det aldrig gjort. Derfor vil det også bare bidrage til den dårlige samvittighed af alt det du ikke lige har haft tid til. Spørg dig selv, om du virkelig ville bruge det, hvis du fik det fikset, passer det ind i dit hjem og dit liv længere. Eller vil du hellere bruge dit liv på noget bedre, uden dårlig samvittighed.

Hvis alt omkring os rummer en form for energi, så vil du også have en forbindelse til alle dine ting. Jo mere negativ energi, og jo mere negativ følelsen er omkring alle de ting du gemmer på, jo mere negativt vil det også påvirke dig i din hverdag. Så spørg dig selv hvor meget negativ energi du måske går og gemmer på rundt omkring i dit hjem, og hvad der måske er på tide at give slip på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *