Jeg har ofte følt mig en smule overdressed, hørt for at være lidt for ærlig, lidt for meget, og lidt for krævende. Men det føles overhovedet ikke underligt for mig, at ønske sig det bedste, for sig selv. Desværre sker der ind imellem det, at det bliver lidt for trættende at høre på alle andres fordomme. Deres begrænsninger og deres mening om, hvordan jeg bør leve mit liv. Alt for let begynder man måske at gå lidt på kompromis og indordner sig, bare for at få fred. Men det er bare ikke andres “problem” og så absolut ikke deres valg.
Jeg får ærlig talt ikke en skid ud af andres begrænsede overbevisninger om, hvordan jeg bør leve mit liv. Jeg er overbevist om, at Vorherre ikke har skænket mig dette fantastiske liv, for at jeg skulle leve det med skyld og skam over den jeg er. Derfor er det også definitivt slut.
Slut med at lægge låg på og holde mig selv tilbage, bare fordi de andre ikke kan følge med eller gabe over så meget på en gang. Det er slut med at være beskeden, og jeg vælger at kræve det bedste af livet. Jeg smøger bare ærmerne op, og skaber forandringerne selv. Og det er definitivt slut med at dresse ned !!! Jeg er ikke bange for glimmer og glitter, luksus og skønhed. Bliver du provokeret af det, så skulle du måske hellere kigge indad, og spørge dig selv hvorfor ?
Jeg er ligeglad med om folk kigger, og de måske hellere selv vil forsvinde i mængden. Jeg er absolut ikke flov over mig selv, og har intet at skjule. Min intention er altid at være autentisk, og kan du ikke tåle min sandhed, så er det måske i virkeligheden fordi du stadig går rundt og lyver for dig selv.
I AM MADE TO SHINE !!!
ARE YOU ??