Der er sket forandringer i mit hjem. Hvis du har fulgt lidt med gennem de sidste tre uger, har du måske bemærket, at der har været ret meget gang i den her hjemme.

imageJeg fik pludselig en helt weekend alene, de fleste af husets øvrige beboere havde andre planer, og jeg fik hurtigt arrangeret bedstemor til at tage den mindste på ferie også. Jeg havde nemlig nogle længe ønskede maleprojekter af lofter på vores værelser, og det fungerer bare bedst når jeg er alene hjemme, og jeg kunne undgå at de skulle sove i afdækning og malerdampe. Det betød også, at da lofterne var malet, kunne jeg pludselig komme til at male de vægge der trængte. Samtidig lykkedes det endeligt at finde den helt rigtige grønne farve til vores baggang. Et udendørsareal vi længe har ønsket belagt med fliser, blev endelig klaret. Helt siden sidste sommer har dette projekt stået og ventet på forandring, men de første to, jeg havde hyret til projektet sprang desværre pludselig fra af forskellige årsager. Men jeg har sikkert bare skulle vente på den helt rigtige til at udføre jobbet.

Når du begynder at skabe forandringer i dit hjem, skaber du også ofte forandringer i dit liv. Står du ved et vandløb, og smider sten i vandet, vil strømmen langsomt ændre sig, jo flere sten du kaster i, og i værste fald til sidst standse strømmen. Det kan betragtes lidt som de forhindringer, rod og uafsluttede projekter du måske stiller i vejen for dig selv, og til sidst helt forhindrer dig i at komme fremad. Står du ved vandløbet, hvor strømmen er blokeret, og begynder at fjerne sten i stedet, vil strømmen langsomt tage til, og til sidst strømme frit igen. Den blide og rolige strøm der opstår, når du stille og roligt fjerner en sten af gangen, vil føles skønt og behageligt. Fjerner du mange sten på samme tid, vil strømmen pludselig ændre styrke, og det kan næsten føles så voldsomt, at du bliver væltet helt omkuld. Derfor anbefaler jeg også, at du går stille og roligt til værks, en ting af gangen, og lige lader energien lande inden du fortsætter, hvis du kan.

Jeg kan bare ikke. Jeg elsker at være i gang, og skabe skønne forandringer i hjemmet. Selv om jeg til tider kan mærke, at jeg næsten ikke kan rejse mig igen, efter jeg har samlet en kæmpe bunke sten op fra vandløbet på samme tid, for nu at bruge det samme billede som før. Så gør jeg det igen og igen. Jeg er sindsyg utålmodig, og får jeg en genial ide, så kan det kun gå for langsomt med at få det ført ud i livet. Samtidig så standser jeg sjældent før jeg er helt tilfreds. Det gør det ind imellem ret besværligt, for det billede jeg har i mit hoved inden jeg går i gang, det skal altså stemme overens med virkeligheden, ellers er det en ommer.

Jeg kan godt, til tider hade det drive der der driver mig. Når jeg skal betale regningen ved kasse 1. Men det er ikke det, at jeg pludselig en dag er træt, føler mig brugt og ikke har så mange kræfter, jeg hader. Det er det, at jeg ikke kan fortsætte i samme tempo, og føler mig for svag til at udrette det jeg gerne vil. For i selve den aktive proces, der føler jeg mig som en fisk i vandet. Uanset hvor meget vi render rundt og laver, så sørger vores skønne krop for at opretholde en rimelig balance. Så et par dage i stille og rolig tempo, giver ro for hjernen, og føder nye skønne ideer og projekter på tegnebrættet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *