Hvor har du været, spurgte min krop mig en dag. Jeg havde i årevis haft for travlt til at tale med den, lytte til den. Glemt at passe og pleje den som jeg burde. Men alt det her med at skabe et hjem for sjælen. Det får dig til at sætte tempoet ned, så du igen kan mærke dig selv og høre hvad din krop, måske i årevis, har forsøgt at fortælle dig.
Nu er det sjældent altid samfundets skyld, hver gang vi løber ind i problemer. Men jeg tror bestemt ikke vores livsstil, tendensen til at indrette os hvidt og stilrent, og at vi hele tiden må løbe stærkere og præstere bedre, for at få hverdagen til at hænge sammen har gavnet. Hvad skete der lige med vores fødevarer, skønhedsprodukter og møbler, og indholdet af skadelige stoffer samt den voldsomme stigning af allergi og livsstilssygdomme. Hvor skulle man finde tryghed og ro i det der kliniske og upersonlige hjem, og hvornår skulle vi få tid til os selv i den der evig pressede tidsplan ?
Først må du genskabe trygheden og roen i dit hjem, med et sted hvor du virkelig føler du kan slappe af. Du må finde tid til dig selv, tage ansvar for dit liv, og måske bryde ud af normen, det evigt stressede liv, og turde gøre noget andet end alle andre. Du må starte med at behandle din krop som den fantastiske maskine den er. Du kan ikke bare fylde skidt på, og så forvente at hjulet fortsætter med at dreje rundt uden problemer.
Da jeg for mange år siden fik hund, gik jeg til hvalpetræning med den en gang om ugen. Grundstenene i den træning vi lærte, handlede om hvordan vi, via hundens instinkter, kunne træne den til at lystre. Selv om den aldrig havde levet frit i naturen, og skulle bo sammen med os i vores hjem. Så var dens grundlæggende instinkter så dybtliggende i dens væsen, at det var det der virkede. Det nyttede ikke noget at tale menneskesprog, skælde ud og kommandere. Ikke hvis jeg ville have det bedste ud af min hund i hvert fald. Godt nok kunne den med tiden lære nogle færdigheder, og en genkendelighed i min adfærd, som den lærte at reagere på. Men jeg måtte kende til alt det den kom fra, måden den havde levet i naturen på, og det der stadig var grundsubstansen i dens gener, ellers ville jeg formentlig aldrig komme til at forstå den og det den havde brug for.
Er det ikke lidt det samme med os mennesker. Vi bliver trukket ud af vores naturlige symbiose med naturen. Behøver pludselig ikke længere jage for føden, frygte for overlevelse eller tage hensyn til døgnets rytme og årstidernes forandringer. Vi glemmer måske oven i købet helt, at vi stadig kan have behov for at kunne jage for at skaffe føde, at vi stadig må passe på os selv og livet for at overleve, og stadig har behov for at følge døgnets rytme og årstidernes skift for at leve i harmoni med os selv og vores natur. Måske er det, måske bare det vi har glemt, når kroppen banker på, og spørger hvor vi har været. For helt ærligt, hvor mange af de ting du har foretaget dig i dag, i denne uge eller måske oven i købet i denne måned har du gjort udelukkende for dig selv og din krop ?