Har du et hjem der løfter dig op, eller har du et hjem der trækker dig ned. Jeg har tidligere fortalt om, hvordan man i Feng Shui betragter alt som levende, som ting der taler. Derfor kan man også sige, at dit hjem enten taler positivt eller negativt til dig. Og det betyder faktisk en hel del i forhold til hvordan du har det.
Hvem bliver ikke i sindsyg dårlig humør af at gå op af en konstant negativ kollega hver eneste dag, der konstant taler negativt om alting. Desværre er vi også selv ret gode til at tale negativt, om os selv, specielt kvinder. Vi spejler os konstant i andre, sammenligner vores egne evner med andres, vores uperfekte hjem med de perfekte hjem i magasiner. Vores skænderier med vores partner eller det skæld ud vi kom til at give ungerne, med det perfekte glansbilledeliv vi tror alle andre har. Men for det første, så har naboen og genboen måske lige så mange konflikter som vi selv har. For det andet, så har vi altid vores egne helt unikke talenter som vi har fået som gave i dette liv, og det er ikke mindre værd end alle andres. Og for det tredje, så er magasinernes boligreportager stylet efter alle kunstens regler, og uanset hvor smukke og unikke alle de viste hjem er, så er det vigtigste, at dit hjem passer til dig.
Derfor er det også kunsten at skabe et hjem der taler det skønneste, smukkeste sprog til dig. Med den mest vidunderlige stemme. Tænk bare på en lidt lækker m/k med sådan en skøn varm stemme. Hvordan skulle vedkommende fx helst tale til dig, for at få dig lidt tændt, for at fange din interesse. Hvis du nu kunne få dit hjem til at tale sådan til dig, hver eneste dag, hvordan ville du så have det i dit hjem.