Så blev det januar, og næppe er vi trådt ind i det nye år, før butikkerne bugner af frisk frugt og grønsager samt slankeprodukter. Vi går nemlig altid lidt amok her i januar. Alle vil gerne være sunde, friske og slanke, måske oven i købet med lidt ekstra kilo efter julemiddagen. Jeg er hverken ernæringsekspert eller speciel fanatisk. Da jeg arbejdede som sygeplejerske var behovet begrænset til, groft sagt, at fede småtspisende patienter op, fjerne sukkeret til diabetespatienter, holde maden i anoreksipatienter og øge kalkindtaget hos patienter med knogleskørhed. Der var ikke ret megen tale om kemi i maden, hvordan sukker og alkohol kunne påvirke vores velbefindende eller hvorvidt vi burde vælge ubearbejdede fødevarer frem for bearbejdede.
Jeg mener, at man bør vælge ud fra sin egen overbevisning og en god portion fornuft. Jeg bliver fx med garanti dårlig hvis jeg spiser fast food. I juniors børnehave står de af og til undrende, når junior siger nej tak til kage og flødeboller, fordi han ikke kan lide det. Jeg har altså ikke har gjort noget for at få ham til at spise det. Han vil hellere have lækre grønsagsstave, tomater eller andet, og kan nemt få krudt i måsen uden et sukkerchok.
For mig handler det udelukkende om det resultat jeg kan forvente at få ud af det jeg putter indenbords. Hvad kan jeg forvente af lækker hud, udstråling og god energi med sunde og nærende råvarer kontra færdigretter, sukker og hurtige kulhydrater. Hvad vil jeg byde mig selv og min krop, som brændstof til maskineriet, i forhold til den præstation jeg forventer jeg kan yde.
Det er lidt lige som det vi putter ind i vores bolig. Hvis vi bare halvhjertet og lidt ligegyldig fylder vores hjem med bras, så er det måske ikke så mærkeligt at vi ikke føler os rigtig hjemme. At vi ikke glædes over synet hver eneste dag, når vi slår øjnene op. Hvis vi ønsker os et skønt hjem, så må vi som minimum begynde at putte skønne ting ind i det også, og samtidig forsøge at bringe antallet af ligegyldige ting ned. Ellers sker det formentlig aldrig.