Jeg har været i gang med at male vægge i min nye stue, og nej, jeg har altså ikke kun malet hvidt, på trods af mange uforstående bemærkninger. Til sidst blev jeg nødt til bare at gå i gang, for jeg begyndte måske egentlig også selv at blive lidt i tvivl, også selv om jeg inderst inde udemærket godt vidste hvad jeg havde aller mest lyst til.

imageDet er det der med farver, som jeg efterhånden har skrevet om en del gange. Der findes 1950 farvetoner bare i NCS farve – systemet, og alligevel er det stadig den hvide farve de fleste vælger at putte på deres vægge. Jeg tænker nok bare lidt, hvis jeg har så mange valgmuligheder, hvorfor så vælge en så neutral farve som hvid. Måske er det praktisk og passer til alt. Men hvis man skal tænke indretning af sine rum som en måde at beskrive sig selv på, er vi så alle neutrale, praktiske og passende til alt individer alle sammen ? Elsker du det azurblå vand fra din ferie sydpå, hvorfor så ikke give dig selv glæden af at nyde synet på din væg hver eneste dag. En chokoladebrun farve, så tænderne næsten løber i vand. En sart rosa, som de smukkeste blomster i haven. Eller en frisk grøn, som de sprøde, friske blade på et bundt velduftende basilikum.

Det siges oven i købet, at ethvert menneske har deres helt egne personlige farver. Altså helt specielle farver, som har en helt unik virkning på dem. Det betyder altså, at finder du dem, og lukker dem ind i dit liv, så bliver det med garanti noget du kommer til at elske højt. Du behøver måske ikke engang at flyve ud og købe nye, dyre møbler, for at komme til at elske dit hjem endnu mere. Det koster måske nogle timers arbejde, men absolut kun en brøkdel i forhold til nye møbler. Og ja, det kan altid males over igen, og du slipper for dyre fejlkøbte møbler, som du jo alligevel ikke nænner at smide ud, og i værste fald ender med at hade, fordi de alligevel ikke helt skabte det skønne hjem du egentlig havde brug for og drømte om.

For kan farver ikke også være vibrerende, passionerede og skabe en så fantastisk stemning, at du rammer lige præcis det du drømmer om i dit hjem ? Som at tilføre ny energi, passion og glæde til dit hjem. Få dig til at slappe af efter en hektisk og stresset dag, eller bare elske dig selv bare en lille smule mere ?

For den hvide farve er egentlig super god hvis du vil skabe mere klarhed, overblik og være mere effektiv i dit liv. Den bidrager med mere mental aktivitet, og kan samtidig styrke din kreativitet. Men er det det du ønsker at tage med dig når du egentlig bare trænger til at slappe af, når du skal sove, være sammen med en evt partner, eller give omsorg til dine børn ? At være skabende og oppe i hovedet, og i værste fald have svært ved at mærke dine følelser, hvis du nu i stedet for kunne være nede i dit hjerte ?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *