Jeg vågnede pludselig op. Befandt mig et sted, hvor alt omkring mig ikke længere gav mening. Hvor en masse ting pludselig ikke længere havde samme værdi, og de ting jeg gik og brugte min tid på, ikke længere føltes som det rette.

Det hele begyndte faktisk på det tidspunkt, hvor jeg for alvor begyndte at spørge mig selv. Stoppede med at lytte for meget til alle andre, og tænke på alt det de gerne ville have, i stedet for mig selv. Jeg var faktisk nået til et sted, hvor jeg var nødt til at gøre noget helt andet, handle anderledes og finde en dybere mening med det hele. For jeg kunne pludselig mærke,  at jeg ikke kunne fortsætte, uden at gå på kompromis og miste mig selv. Uden at rende rundt uden energi, indre glæde og en sprudlende lyst til livet.

Det meste var blevet kedeligt, ligegyldigt og intetsigende. Hvorfor mon ? Jeg havde haft alt for travlt til at spørge mig selv. Så hvordan kunne jeg lige gå rundt og tro, at jeg nogensinde skulle finde alt det der føltes rigtigt for mig, ved at have fokus på alle andre ?

I dag føles det faktisk som det mest ulogiske at gøre, for at få et lykkeligt liv. For hvem var det jeg ville gøre lykkelig ? Mig selv eller alle andre. Skulle jeg lade andre styre min lykke, og overgive ansvaret for mit liv, til dem ? Først i det øjeblik, jeg for alvor begyndte at lytte til mig selv. Tage ansvar for mit eget liv, og fokusere på det der var vigtigst for mig, kunne jeg begynde at skabe en positiv forandring i mit liv.

Jeg siger ikke, det nødvendigvis er “piece of cake”. Men set i forhold til at rende rundt og forsøge at skabe et fedt liv, afhængig af alle andres velbefindende. Så giver det faktisk en langt dybere følelse af respekt, anerkendelse og omsorg for mig selv. Det er sku da, trods alt, det eneste menneske jeg 100 % kan garantere vil følge mig i tykt og tyndt, igennem hele mit liv. Så hvorfor ikke, i hvert fald starte med at gøre det til det fedeste bekendtskab ever.

Jeg har ikke fortrudt et eneste sekundt siden. På trods af konflikter, svære valg, eller at blive såret over andres manglende forståelse. Smerten over erkendelsen af, at jeg havde behandlet mig selv, med mindst respekt af alle. Overhørt min egen indre stemmes bøn og længsler. Det har i virkeligheden været den største kamel at sluge. Men er i dag også den største iboende power og kraft, der lever i mig. For aldrig mere skal jeg sætte mig selv i den situation igen. Aldrig mere skal jeg splitte mig selv, bare for at få fred. Aldrig mere tøver jeg, når jeg skal træffe selv de sværeste valg, og aldrig mere skal jeg nøjes med, men går altid efter det absolut bedste.

Jeg er den jeg er, med mine længsler og drømme, som jeg ikke behøver din forståelse for. Hvordan skulle du også nogensinde kunne forstå det. Du er ikke mig, har ikke levet mit liv og aner ikke hvor jeg ønsker at bevæge mig hen. Dem der ikke kan acceptere det, skulle måske hellere bruge deres energi på at finde ud af , hvorfor de har så svært ved at acceptere det, i stedet for at lade det gå ud over mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *