Lykken er… Jeg husker tydeligt de der små sort-hvide tegninger helt tilbage fra min barndom, i min bedstemors ugeblade. Altid handlede det om at finde hinanden, være sammen eller blive viet.
Dengang var der ikke rigtigt noget der hed skilsmisse, ikke noget der hed frivillig barnløs eller frivillig single. Dengang havde man tosomheden som højeste prioritet, at blive gift, stifte familie og at leve lykkeligt sammen, som det højeste mål.
Men så kom kvindernes stemme for alvor frem i verden. Vi ville ikke længere være afhængig af vores mænd, afhængig af ægteskabet og en måske lidt fastlåst situation. Mændene ansås for dem der skulle forsørge familien, tjene penge og sørge for, at der var mad på bordet. Kvinderne skulle være i hjemmet og sørge for den daglige husholdning samt børnene. Min bedstemor var, inden hun mødte min bedstefar uddannet sygeplejerske. Men da de blev gift måtte hun ikke længere arbejde på sygehuset. Dengang anså man sygeplejefaget som et kald, og man helligede sig fuldstændig sit fag. De boede alle sammen under opsyn, på hvert sit lille værelse. Jeg har selv boet i sådan et lille rum da jeg startede på uddannelsen. Der var stadig den gamle glaslue ved indgangen, så hende der sad vagt ved døren kunne sikre man ikke fik herrebesøg eller kom for sent hjem. Det var der heldigvis ikke længere, da jeg boede på kollegiet. Der var ingen opsyn med hvem der kom og gik, men nogle af de helt gamle læreinder anså stadig faget som et kald.
Men hvorfor er det lige, at vi i dag har en tendens til at måle vores succes i vores indkomst og vores job, som om det er alt vi er. Burde det ikke være lige så succesfuldt at skabe et skønt liv, for dig, dine børn og din familie ? Da jeg i sin tid besluttede at stoppe som sygeplejerske, stod jeg pludselig uden den etikette længere. Men var det ensbetydende med at jeg pludselig var mindre værd ? Sådan føltes det overhovedet ikke, jeg følte mig derimod fri og lykkelig over at have taget en beslutning, der gav sindsyg meget mening for mig. Men var det virkelig ensbetydende med, at jeg så ikke længere havde samme værdi ? Er det alt vi er i dag. Vores job og hvor meget vi kan præstere ? Hvad med alt det vi har fået ved fødslen. Vores sind, vores sjæl og vores grundsubstans. Jo mere vi identificerer os med vores job, og alle de ting vi føler omverdenen forventer af os, det vi kan præstere, jo mere forfærdelig bliver det, hvis vi pludselig en dag frarøves vores evne til at passe vores job eller leve op til andres forventninger.
At vores samfund ikke længere er baseret på de gamle værdier, som kærlighed, omsorg og tryghed, det syntes jeg er en skam. For det er for mig det de sort/hvide lykken er… tegninger handlede om. Et liv baseret på de grundlæggende menneskelige værdier, som er med til at skabe glæde i vores liv. Uden at vi konstant behøver at opfylde bestemte kriterier for at føle værdi.