Jeg har en søn på fem, ind imellem, lige inden han skal sove, kommer der dybe tanker omkring livet. Ligesom andre børn på hans alder, er han stadig overbevist om, at han skal bo hos mig for altid. Han siger, at han aldrig vil forlade mig før jeg dør. Han ved nemlig godt, at når man bliver gammel, så skal man dø. Han ved også, at jeg bliver gammel før ham, og formentlig skal herfra før han skal. Han har derfor spurgt mig, om jeg ikke godt vil give ham det største farvelkram inden jeg dør. Jeg ville ønske, af hele mit hjerte, at jeg kunne garantere ham dette, det kan jeg bare ikke.
Til gengæld, så kan jeg garantere ham, at jeg vil give han det aller største kram, hver evig eneste dag. Så han aldrig føler at han kommer til at mangle det største farvelkram.
Hvis jeg skal nævne en fantastisk gave jeg har fået som barn, så er det at kunne rumme døden. Det er ikke ensbetydende med, at døden for mig ikke medfører dyb sorg, og gør ondt. Men jeg mødte ikke en eneste kollega, da jeg arbejdede som sygeplejerske, der som jeg kunne rumme det, når de skulle arbejde med døende patienter. Alligevel er det noget alle ved der sker en dag, for os alle. Men er det ikke det der gør, at vi tør leve livet fuldt ud ? Det der giver os modet til at handle på vores inderste drømme, ikke vente med det der er virkelig værdifuldt, til i morgen ?
Hvis det er den gave jeg kan give videre til min søn, at han kan leve et liv i overensstemmelse med de ting han drømmer om, og som er vigtige for han i hans liv. Så tager jeg gerne snakken igen, og igen. Så svarer jeg gerne på dybe og alvorlige spørgsmål. Også selv om det giver tårer i øjnene, og gør ondt i hjertet, når det minder mig om, at jeg en dag skal forlade ham. Det giver mig styrken og modet til at gøre det bedste jeg kan, både for hans liv, men bestemt også for mit eget. Så jeg ikke en dag fortryder, at jeg ikke gav ham det største farvelkram.