Jeg elsker at hjælpe andre med at skabe et skønnere hjem. Det er ikke fordi et hjem skal være specielt “perfekt”, indeholde bestemte, moderigtige møbler og interiør eller på nogen måde se Bo Bedre agtigt ud for at være skønt. Men dit hjem er det sted hvor dit liv leves, der hvor du nyder samværet med familie og venner, og der hvor du kan være sig selv. Eller det burde det i hvert fald være, for hvis ikke du kan det i dit hjem, hvor skal du så lige gøre det ?
Når jeg bliver booket til en Happy Home Therapy session, er det ofte fordi folk har et eller andet der ikke helt fungerer i deres hjem. Uanset om det kan være problemer med parforholdet, karrieren eller såmænd bare lidt fastlåste situationer, hvor man ikke helt føler man kommer i mål, så er der stort set altid et problem der gør sig gældende. Der mangler personlighed, ting der afspejler de personer der bor der og er i overensstemmelse med det liv de ønsker at leve. Det er bare ikke altid at man kan se det selv. For det første er vi ret ofte indkodet til at købe det mest praktiske. Tænk bare på en mørk og vaskbar sofa, med plads til hele familien på samme tid, hvem ville ikke vælge den ? Men hvis vi i virkeligheden hader at sidde i denne kolde og hårde sofa, er ved at gå til med stress, fordi vi aldrig kan slappe af, og i virkeligheden ville have meget lettere ved at beholde røven i sædet og slappe af i en blød veloursofa med bløde puder. Så kunne det måske hjælpe med et par små ændringer, eller forsøge at skabe plads til afslapning et andet sted.
Alting tager udgangspunkt i dig, dine behov og dit liv. Derfor vil der heller aldrig være samme svar, samme løsning eller samme behov. Det er også derfor vi sjældent får den ønskede, fede effekt ved at gå ud og kopiere magasinernes, butikkernes, eller naboens stil. Dine ting må også gerne have en eller anden form for forbindelse til din sjæl. Som det musselmalede porcelæn, sølvbestik og krystalglas der altid var dækket op med når i skulle samles til familiemiddag hos dine bedsteforældre. Eller boblerne og det skønne, varme vand der nærmest gav dig et kram når du kravlede ned i badekaret som barn. Alle disse skønne minder, om samvær, glæde og tryghed. Det er dem du skal finde og derved skabe et endnu skønnere hjem. Selvfølgelig blandet godt sammen med det der afspejler den du er i dag, og det liv du lever lige nu.