Hvad var din største passion da du voksede op, hvad drømte du om, hvad gjorde dig glad ? Hvis du skulle sammenligne nogle af de ting med der hvor du er i dag, er der så nogen sammenhæng ? Eller har du tabt nogle værdifulde drømme undervejs. Vi overraskes ind imellem af livet, og vores inderste drømme forsvinder uden vi tænker nærmere over det. Men de findes måske stadig et sted derinde. Måske er det stadig en stor del af den vi er, som vi måske bare har glemt lidt i farten.
Jeg var stadig barn da jeg startede min første selvstændige butik. Jeg lavede de smukkeste papirklip, som jeg solgte til familie og venner. Senere sad jeg og syede små stofdukker i hånden og lavede jernkors pyntet med smukke perler. En veninde solgte det i hendes blomsterbutik, og i vores indkørsel solgte jeg grankranse til jul, hjemmedyrkede blomster i buketter om sommeren og andre kreative projekter året rundt. At jeg efter år som sygeplejerske skulle tilbringe næsten 15 år i butik, før jeg igen kunne kalde mig selv for selvstændig, havde jeg overhovedet ikke drømt om. Jeg havde først bare regnet med, at jeg skulle rende rundt som sygeplejerske, men det skulle jeg i hvet fald overhovedet ikke.
Som barn havde jeg det skønneste legehus, med gardiner, bænk og et blåt bord. Der blev både gjort rent og dekoreret i det legehus konstant. Lidt irriterende med en yngre bror, der var total ligeglade med, om der kom sand på gulvet eller om vinduerne var pudsede. Det var bedre når han kunne lokkes til at lege købmand. Så stjal jeg alle min mors glasflasker og en håndfuld tusser, og lavede saft i de skønneste farver, som jeg så kunne sælge fra min lille butik. Legehuset blev godt nok hurtigt lidt for lille, så jeg måtte lege videre på værelset. Først var det heltapetseret på væggen men madonnaplakater, så blev det farvekoordineret i rødt, derefter lyserødt og sort, derefter tyrkis og til sidst fik jeg gule vægge med to instruktørstolen i mørkt træ og yoccapalme.
Da jeg senere startede på sygeplejerskeuddannelsen boede jeg på et ca. 12m2 stort værelse, med en lille forgang med håndvask og skabe. Der var både plads til 3/4 seng, de to instruktørstole, fjernsyn, en stigreol og et spisebord med fire stole. Ret godt indrettet. Jeg præsterede oven i købet at male hele værelset, mens alle møbler stadig var i rummet. Dengang blev det hele malet ferskenfarvet, måske derfor jeg ikke har haft det så godt med den farve siden, jeg tror jeg var mættet. Der var kæmpe store vinduer, der i breden fyldte hele bagvæggen ud mod vejen. Min mor syede skønne, tykke gardiner i et grønt, mønstret stof der passede til de ferskenfarvede vægge. Ikke noget med grimme plasticpersienner eller noget.
Jeg husker faktisk ikke helt præcist hvornår jeg helt stoppede med at være så fantastisk kreativ. På et tidspunk, mange år efter kollegiet, mens jeg arbejdede på sygehuset, føltes det lidt som om mit indre gik i sort. Jeg havde gennem længere tid været plaget af voldsom migræne, hvilket skulle vise sig at forsvinde lige så pludseligt igen da jeg stoppede mit arbejde som sygeplejerske, med alt for mange nattevagter. Det føltes lidt som om der blev trykket på resetknappen. Jeg kom først for alvor til mig selv igen, da jeg havde forladt alt bag mig. Job, bopæl og daværende kæreste, og flyttede tilbage til mine rødder i Jylland.
Hvor er det egentlig vi har så travlt med at komme hen, hvis vi i farten glemmer at tage os selv med. Det er faktisk meget let at glemme sig selv, når vi har lidt for travlt med alt mulig andet. Vores job, vores hjem og vores familie. Men den der indre glæde og glød, den der begejstring for livet, den kommer fra din passion, fra det der gør dig inderlig glad om hjertet. Hvis du har glemt at tage den med dig, så er det måske på tide at tage tilbage og finde den igen.