I mit forrige indlæg skrev jeg lidt om den der indre glæde og glød, om den der begejstring for livet. For du er nødt til at have en passion, for livet, men også i forhold til dig selv. Det er desværre sjældent nok, at vi er passionerede for vores omgivelser. Den drivkraft der i sidste ende skal til, for at vi kan fortsætte igennem hele livet med glæde, med energi og uden risiko for at vi i værste fald ender med at brænder sammen, en stor del af den bør komme fra dig selv. Det er selvfølgelig muligt at vandre igennem hele livet, uden passion. Men det er altså også ofte der hvor vi langsomt begynder at lukke mere og mere af for os selv, og til sidst slet ikke kan mærke spor. Vi lægger afstand til vores følelser, glemmer at mærke efter hvordan vi i virkeligheden har det og det meste bliver måske sådan lidt jævnt kedeligt, fordi vi aldrig rigtig finder der hen hvor det virkelig gør en forskel.
Valget, det er fuldstændig op til dig. Det er ikke alle der føler et større behov for at finde den passion der måske ligger gemt et sted i dit indre. Det er bestemt heller ikke alle der orker alt der arbejde der ligger foran sådan en opgave. Det kan nemlig også åbne op for en ret stor smerte at begynde at kigge indad. Gamle og ubearbejdede følelser kan nemt ligge gemt under overfladen, meninger, holdninger og handlinger man har taget til sig, i et forsøg på at finde sig til rette i livet, eller måske for at leve op til andres forventninger, og som man pludselig kan se, slet ikke gavner en i livet længere. Uanset hvad, så har alt det du har taget med dig været der af en eller anden grund, så der er ingen grund til at være bagklog og begynde at bebrejde dig selv for det du har gjort og de valg du har taget. Se det hellere som noget der har været nødvendigt i dit liv, indtil nu, og hjulpet dig, så du nu er i stand til at træffe et endnu bedre valg.
Jeg ved ikke om du kan mærke det, den der indre passion der bor inde i dig. Den ligger nærmest der og bobler, af liv og glæde, som den største samling sommerfugle der fylder dig op med energi og ind imellem nærmest bryder ud, som en trold af en æske. Det er sjældent en vedvarende og stabil følelse, for der vil altid, ind imellem også være dårlige dage. Ligesom der vil være dage hvor det føles så vidunderlig skønt at du næsten ikke kan fatte det. Sådan er livet, og sådan er vi mennesker også, det går op og ned, der er skarpe sving og bløde, kurvede sving, fremad og så et par skridt tilbage igen. Men det giver en stabil støtte i dit liv, det er det der gør, at du ikke råber og skriger af ungerne når de ikke hører efter, og det der gør at du ikke ser på dit liv som total håbløst de dage hvor humøret måske svigter lidt. Det er som din solide klippe der støtter dig i ryggen, det er som dine rødder, der forgrener sig dybt ned i jorden, og gør at du ikke vælter omkuld hvis det stormer kraftigt. Det er dit indre batteri, der hele tiden fylder dig op med ny energi, så du ikke en dag pludselig sidder med tusinde ting om ørerne, og så vil maskineriet pludselig ikke starte. Det er din egen unikke livsenergi, og det der nærer hele din krop, alle dine celler og din sjæl. Så vurder selv, om du i virkeligheden har lyst til at undvære denne smukke gave til dig selv.