Forleden aften, lige inden jeg skulle putte min søn, forvandlede han sig pludselig med en dyrekraftdragt til mit ene bryst. Han ser ind imellem en tegnefilm på Netflix kaldet Vilde Kræ, hvor to brødre ved hjælp af deres dyrekraftdragt kan forvandle sig til det dyr de rører ved. De udforsker derefter dyret og han kommer ind imellem og beretter ting om de forskellige dyr, jeg overhovedet ikke anede.
Denne aften mente han så lige, at den mest geniale forvandling han kunne finde på, var at forvandle sig til mit ene bryst. Han var som lille sådan et barn hvis absolutte favoritsted var at ligge op mod mit bryst. Faldt han i søvn, og jeg forsøgte og flytte ham, vågnede han med det samme jeg flyttede ham. Han elsker stadig at falde til ro og finde tryghed og varme hos sin mor. Jeg er sikker på, det var derfor han valgte at forvandle sig til netop dette, af alt. Han elsker stadig at få lov at falde i søvn tæt på sin mor, og kan han få sin arm lagt rundt om min hals eller kan hans små fingre få fundet vej til min hånd under puden, så forsvinder den sjælden igen før han sover. Et genialt valg, den der forvandling, for ubetinget tryghed døgnet rundt, hvad mere kunne man ønske sig i den alder.
Jeg læste tidligere en artikel omkring, hvordan forældres forhold til deres egen krop i høj grad påvirkede det forhold deres børn senere fik til deres. At det kunne give et forkert indtryk i børns hoved af hvordan kroppen skulle se ud, hvis de altid kun så “perfekte” og silikonefyldte kroppe i magasiner og på sociale medier. Hvis man ikke selv viste dem, hvordan kroppen egentlig så ud, og altid gemte den væk for sine børn. Dette kunne formentlig forstærkes af negative og selvdestruerende kritik af sig selv overfor sine børn, eller oven i købet som negative udsagn til sine børn i forhold til vægt og udseende.
Børn gør sjældent alt det vi siger de skal gøre. Men de gør det vi gør, siger det vi siger og mener det vi mener. De kopierer os i den tro, at vi gør det man skal. De ser op til os, som de rollemodeller vi er, og de spejler sig i os, og ser det de gerne vil være. De kan ikke vurdere mellem godt og skidt, de kan ikke selv sortere i det de har gavn af, og alt det de ikke har. Men det kan vi. Vi ved nemlig godt hvad der er godt og skidt, og vi kan godt finde ud af af sortere i det de har gavn af, og alt det de ikke har. Vi kan nemlig godt se konsekvensen af at vælge det der er skidt, og vælge det både vi og de ikke har godt af. Guleroden er nemlig, at samtidig med at du viser et fantastisk godt eksempel for dit barn, og klær det bedst muligt på til et liv fyldt med kærlighed til sig selv. Så bliver du selv bedre til at vælge den kærligste vej for dig selv, ved at elske dig selv som du er.
Til slut på vores lille aftenstund, så gav jeg selvfølgelig igen, og forvandlede mig til hans tissemand. Knap 5 år, så går man ret meget op i, at man er dreng og har en tissemand. Det syntes han var sindsyg skægt, så skulle jeg nemlig bare gemmes væk i hans bukser hver eneste dag. Mens han kunne ligger der, trygt og rart på mit varme bryst. Det gav godt nok lige 5 minutters fis og ballade inden han var klar til at lægge sig ned og sove efter sådan en historie. Men der er hverken noget unaturligt og flovt ved bryster eller tissemænd, ikke endnu i hvert fald, men det kommer sikkert helt af sig selv. Det er bare mig der er med til at bestemme udgangspunktet.