Der er noget med lamper, jeg elsker lamper, og lys. Det lyder måske lidt voldsomt, men i vores store, næsten 80 kvadratmeter store køkken/alrum og stue har jeg fire pendler over vores køkkenborde, fem halogenspots samt lys i emfang. Otte pendler, hængende to og to fordelt i spise og dagligstue, samt to bordlamper. En smuk blanding af klassisk dansk design, messing og farvet glas.
I Feng Shui, hvor man bruger de fem elementer til at skabe balance i et hjem, hører lyset til det der kaldes ildelementet. En energigivende kraft som solens stråler, der får ting til at ske, som når alting spirer frem så snart solens stråler varmer jorden op. Lys er genialt til at sætte fokus på bestemte områder, lyse op på mørke og lidt døde områder, eller som arbejdslys for at skabe et bedre overblik. Men lyset er også det der får os til at slappe af og falde til ro. Når det dæmpes, og kroppen begynder at producere søvnhormoner, der får os til at blive trætte.
Jeg elsker vores skønne natur, og ofte fortæller den os helt præcis hvad vi har brug for. Har du nogen sinde iagttaget det naturlige lys, og hvordan det skifter i løbet af døgnet ? Det er indrettet lige præcist sådan som vi har brug for som menneske. Det klare blå lys fra morgenstunden, så vi kan vågne op. Langsomt dæmper det sig i takt med at solen går ned, så vi kan forberede os til natten. Med et rødt skær der gør os søvnige. Det er næppe tilfældigt at der er lighed mellem solens kredsløb og menneskets normale døgnrytme og behov for lys og mørke.
Det er derfor heller ikke fuldstændig ligemeget hvilket lys du anvender i dit hjem. Har du svært ved at vågne om morgenen og komme i gang, så er det måske ikke en fordel, hvis du ikke har ordentligt lys i dit hjem, og kan måske med fordel investere i flere lyskilder. Har du modsat svært ved at falde i søvn, falde til ro og sove godt om natten, og har overvejende skarpt lys i dit hjem. Så skal du måske investere i nogle lysdæmpere, eller skifte noget af belysningen ud med stearinlys inden sengetid.
Det er desuden ikke kun i forbindelse med søvn og hvile, du kan have gavn af den rette belysning. Det kan anvendes til at ændre på stemningen i et rum, det kan have en nærmest kunstnerisk eller i hvert fald meget dekorativ effekt i dit hjem afhængig af lampens design og det kan, som den energigivende kraft i solens stråler, øge ethvert mørkt, stillestående og dødt område af dit hjem.