Jeg har netop været i gang med at rydde op i klædeskabet, for det er unægtelig det der er afgørende for hvad jeg hopper i hver eneste morgen, altså hvordan det ser ud i klædeskabet. Efter fem år i modebranchen, hvor jeg hver dag solgte tøj til kvinder i alle aldre, så ved jeg udemærket godt, hvor meget det betyder at vi føler os lækre i det vi tager på. Dengang var mit skab fyldt med lækre kjoler, skønne små nederdele og toppe, og meget andet i en masse smukke farver. Det var ligesom meget legalt og passede perfekt ind i mit job. Jeg passede jo ind i butikkens udseende, og det var ikke noget der skilte sig ud, hvis jeg hoppede i en blomstret kjole eller orange top. Det hang jo på bøjlerne også. Men hvordan ser det lige ud i en verden hvor vi gerne må passe ind og følge med strømmen ?

Jeg indrømmer gerne, at kjoler og nederdele ikke er øverst på indkøbssedlen længere når jeg køber tøj. Det matcher ikke rigtig den person jeg er i dag, og jeg kan ikke rende rund i smukke silkekjoler på arbejde. Men mine bukser er altså stadig mønstrede, med både striber, pletter eller blomster. Hvis det er den farvede bluse jeg falder for, så er det altså den jeg køber, i stedet for den sorte, hvide eller mørkeblå. Og selv om jeg også har mange af de neutrale ting i mit skab, for det er faktisk ofte det eneste valg der er. Så elsker jeg at hoppe i de farver der løfter mit humør. Jeg elsker dyreprint, glimmer og pallietter,  både på sko, bukser, bluser, tørklæder og jakker. Det er nemlig det der gør forskellen, når jeg igen kommer hjem med en sort t-shirt elle blå bukser. Det er det der giver det festlige indslag i hverdagen. Og jeg gider altså ikke passe ind og følge strømmen. Jeg vil gerne passe ind i mit eget liv og følge min strøm, min vej. Det er nemlig det der gør, at jeg kan være mig, som den jeg er. Med ting der skaber glæde i mig og som løfter mig op om morgenen når jeg skal klæde mig på.

Ligesom vi iscenesætter vores liv, vores hjem og vores børn sådan som vi gerne vil have omverdenen skal se os og tro vi er, sådan som vi gerne vil være. Sådan iscenesætter vi også os selv, med det vi gerne vil have andre skal tro og mene om os. Men matcher det ikke det vi i virkeligheden er, så ender det ofte som et hult silhuet, af anstrengelser og kampe om noget du i virkeligheden slet ikke kan leve op til. Leve op til forventningerne til dig selv om hvad du burde være. Du skal bare være dig selv, som den du er inders inde. Der er så mange kampe du måske bliver budt på i løbet af dit liv, som du ikke er i stand til at kontrollere. Så stop kampen mod dig selv, og gør det der føles bedst for dig.

Jeg har, en efterhånden syv år gammel bog liggende. Den handler om hvordan man finder sin egen helt personlige stil. Hele essensen kan groft sagt koges helt ned til, at vi først må kigge indad, finde ud af hvem vi er, inderst inde, inden vi kan matche vores påklædning med den vi er. Jeg mener det hænger sådan sammen i stort set alle aspekter af vores liv. Vores job, vores hjem, vores klædeskab, det liv vi lever og den måde vi handler på. Vi må først finde ud af hvem vi er, for at vi kan være sikre på det perfekte match. Desværre gør vi ofte det modsatte. Spejler os i vores omgivelser, moden og alt det vi ser omkring os. Det kan selvfølgelig godt lade sig gøre at ramme plet, i et forsøg på at kopiere noget smart vi har set andet steds. Men jeg tror på, at alt det vi går glip af. Alt det potentiale der ligger gemt, som vi endnu ikke har fundet inde i os selv. Det rummer så uendelig mange muligheder for et skønnere liv, mindre frustrationer og mindre kamp mod at være noget der måske dybest set slet ikke er os. Så stop kampen mod dig selv, og vær dig selv. Det er uden tvivl det du er skabt til, det der vil give dig størst glæde og succes i dit liv.

Jeg modtog en mail, det handlede om, hvordan børn blev mere kærlige ved at blive mødt med kærlighed, forståelse og indlevelse. Det gør vi alle, for kærlighed er meget ofte vejen.

Jeg er velsignet med det mest kærlige barn på jorden, sådan føles det i hvert fald ofte, når junior kommer og giver mig knus og kram, søde ord som, jeg elsker dig og at jeg er den bedste mor i hele verden. En dag i børnehaven fik han endda råbt til bedste vennen der sad i bilen ved siden af vores, klar til at køre hjem, at han elskede ham. Jeg har været ret stolt af, at han i så tidlig en alder var i stand til at vise så stor kærlighed og omsorg for andre mennesker. Men for nogen tid siden slog det mig pludselig, nok mest fordi han var begyndt at gentage en del af mine udtryk og sætninger i forskellige situationer, at alt den kærlighed og omsorg, den kommer fra mig. Den kommer fra alt den kærlighed og omsorg jeg har givet ham, alle de rosende ord, opmuntring og anerkendelse han har fået. Jeg finder det overhovedet ikke svært at møde ham med kærlighed, selv om han selvfølgelig også kan være på tværs og ikke gide høre efter.

Jeg ved til gengæld også, at når man er så god til at dele ud af alt sin kærlighed og omsorg,  så er man nødt til at passe lidt ekstra på sig selv. Man må lære at sige fra og gøre noget godt for sig selv. Der er nemlig næsten ingen grænser for, hvad man ikke vil gøre for alle andre, så meget at man næsten kan glemme sig selv. Det er altså bare absolut nødvendigt, at fylde din egen kærlighedsbeholder op, hvis du vil blive ved med at have overskud til at give andre. Derfor bliver junior også hørt, når han i nogle situationer siger fra. Han skal selfølgelig op og i børnehaven, de dage han hellere vil holde fri, eller andre vigtige ting der ikke bare kan laves om. Men i de situationer han bliver spurgt om han har lyst, og siger nej, så bliver han ikke presset til det alligevel. Jeg respekterer også, hvis han har brug for fred og ro på værelset, fx efter en dag i børnehaven, og gerne vil have døren lukket.

Der er et gammelt ordsprog der siger, at du skal være mod andre, som du ønsker de skal være mod dig. Så vil du gerne have mere kærlighed i dit liv, kærlige børn, partner, familie og venner. Så husk at kærligheden meget ofte er vejen. Hvis du vrissende render rundt og beordrer mere kærlighed fra alle andre, så får du kun samme vrissende ord tilbage. For vejen er kærlighed.

Så er det galt igen. Jeg har flyttet rundt i stuen, ryddet garderobeskabet og kørt ting på genbrugen, non stop. Det der med at lave et enkelt projekt, og så holde pause, inden jeg går i gang igen, det har jeg simpelthen ikke lært endnu. Jeg har ellers næsten holdt pause i 1 1/2 måned, efter jeg gik en smule amok med maling og pensler. Fik malet de sidste fire lofter i huset hvide, malet vægge på de fire værelser, baggang samt en væg i stuen, så pausen var nok meget sundt.

Eller jeg har i hvert fald sat farten lidt ned igen, for helt pause, det holder jeg nok aldrig helt. Jeg har lige haft et par kreative projekter kørende, bagt til jul, pyntet op og bundet kranse for min mor og moster. Men næppe har jeg afsluttet et projekt før ideer til nye dukker op. Det er det der med forandring, det spreder sig som ringe i vandet. Og selv om det ikke er alle ideer der skal realiseres, så giver det mig bare enorm stor tilfredsstillelse af føre mine ideer ud i livet. En ting er de forandringer der skabes, det er lidt ligesom at finde noget endnu bedre. Jeg nyder mit hjem endnu mere. Jeg går nok egentlig og laver lidt om hele tiden. Ligesom jeg går og rydder op og gør rent løbende i mit hjem. Så skaber jeg også små forandringer hver eneste dag. Om det så bare er en ny buket blomster der kommer med hjem, eller de nye skønne philodendron planter jeg endelig fik fat i til mit hjem. Samt den skønne tur jeg tog til Sjælland, med en shoppetur i et par fantastiske interiørbutikker. Jeg behøver faktisk slet ikke at shoppe i timevis op og ned af strøget i samtlige butikker, for at føle mig lykkelig. De rigtige butikker, med skønne oplevelser, ting der taler til min sjæl, ja så kan jeg bruge timevis i den samme butik, og efterfølgende både føle mig dybt inspireret og mæt. Det er lidt som at komme en tur på sådan et fantastisk marked som jeg engang var i Marrakech. Farver, dufte, materialer, mønstre og fyldt med autentiske ting, mennesker og stemning der fortæller deres egen autentiske historie. Det er nok også derfor jeg er så tiltrukket af autentiske ting i mit hjem. Ting med historie, ting der har levet deres eget liv, der på en måde fortælles videre på i mit hjem. Det får man altså ikke fra nyproducerede ting. Samtidig har de ting der taler til vores sjæl ofte en lidt længere levetid, som en rigtig god investering, der holder i rigtig mange år. Den er nemlig ikke købt ud fra modeluner og tidens trend, eller af nød fordi du ikke kunne finde andet, den er købt med dit hjerte.

Og nej, det skal ikke opfattes som om det er nødvendigt at skaffe nye ting til dit hjem konstant for at skabe forandring. Men at komme hjem med et eller andet du bare elsker så højt, har drømt om i en evighed eller bare føles lidt som det du altid har længtes efter, ja så opstår der altså bare en eller anden form for magi. Specielt hvis du gennem lang tid har fyldt dit hjem med lidt ligegyldige ting. Ting du har fået fordi du måske ikke viste bedre. Vi skal jo indrette os, det er kvinders natur, vi kan ganske enkelt ikke lade være. Og hvis du nu bare har længtes dybt efter den der skønne dims i en evighed. Den får dig oven i købet til at være bedre ved dig selv, elske dig selv højere fordi den rammer noget så dybt et sted inde i dig, at du fyldes med kærlighed til dig selv. Så kan det næsten føles som et match in heaven, og det er sådanne ting der kan få dit hjem tilbage til, et hjem for sjælen.

Jeg har lige været en tur omkring i huset med støvsugeren. Det er faktisk lidt morsomt, for jeg kommer altid til at tænke på min søn. Han kom til verden for snart 5 år siden, en stor og velskabt dreng, mente både læge og jordmoder. Det skulle snart vise sig at de tog alvorligt fejl. Dagen efter termin kom han til verden. Med både sugekop, overlæge og tre mand fra narkosen. Derefter med c-pap og udrykning videre til neonatal. Han havde nemlig overhovedet ikke taget på som han skulle, og ingen havde opdaget det. Heldigvis var alt som det skulle være, bortset fra den lave fødselsvægt, så der gik mindre end en uge før vi kunne komme hjem.

Men med sådan en ankomst til verden var han overhovedet ikke klar til at erobre verden. Han  ville helst sove i mors arme, gad ikke køre tur i barnevognen, eller i det hele taget komme nogen steder overhovedet. Efter to timer et andet sted var det sikkert, han skreg konstant indtil han var tilbage i de trygge rammer. Det var der, det der med støvsugeren kom ind. For i stedet for at køre tur i barnevognen, fik jeg fat i en bæresele så han kunne være tæt på mig når vi gik tur. Problemet var bare, at jeg absolut ikke havde ro til at sidde stille med ham i armene hele dagen. Det viste sig faktisk, at ikke nok med at jeg kunne få støvsuget med ham i bæreselen. Han blev samtidig så beroliget af bevægelsen og være tæt på mig, at han faldt i søvn, hver gang.

Det er altså lidt sjovt ind imellem, det der med de udfordringer vi bliver udsat for igennem livet. Mens vi står midt i det, føler vi må give afkald på noget vi elsker højt, eller gøre noget andet end vi måske tror vi har mest lyst til. Pludselig står vi med noget endnu bedre i hånden. Vi kan pludselig se, at alt det vi skulle igennem. Alt det vi måtte give slip på, det var udelukkende for at skabe plads til noget endnu bedre.

Sådan føles det også i mit liv idag. Jeg har været tvunget til at sætte tempoet ned, været tvunget til at lære at turde sige fra og til at være 100 % nærværende, for min søns skyld. Men at det i sidste ende skulle være ham der lærte mig at sætte mere pris på disse ting, det havde jeg aldrig drømt om. Jeg troede jeg som mor skulle lære ham om livet, men han var langt klogere end mig på det område, og han kunne samtidig vise mig hvad jeg havde aller mest brug for i mit liv. Som de små børn spejler sig i deres forældre, så kan jeg se mig selv i ham, på hans adfær, men så sandelig også på hans nærvær, omsorg og behov for ro. Hvordan jeg gennem kærlighed til ham, men også til mig selv, til livet og til alt omkring mig, kommer aller længst i denne verden.

Det er med garanti lettere sagt end gjort, men nogle gange er du nødt til at give slip. Uanset hvor forfærdelig det føles at tage et skridt ud i det ukendte, tage afsked med noget velkendt eller at skulle vælge noget fra. Så længe du vælger med hjertet, så længe du vælger det der inders inde føles som det mest rigtige, så vil styrken til at overvinde komme helt naturligt fra dig selv.