Jeg har altid mærket en trang i mig selv, til at være en stor beskytter. Men først i det øjeblik jeg blev mor, forstod jeg for alvor hvad det handlede om.

Først og fremmest stod jeg der, med et kæmpe ansvar. Et enormt ansvar for at være den bedste mor, for mit barn. Det var ene og alene mit ansvar at sørge for, at jeg var den mor han havde brug for. Jeg havde, sammen med hans far, ene og alene ansvaret for, at han befandt sig i denne verden. Det var et valg vi to, ene og alene havde truffet, og der var ingen andre der havde noget som helst med det ansvar, eller den beslutning at gøre.

Hvad jeg også rigtig hurtigt forstod, så handlede det ansvar om ham. Ikke om mig, hans far, eller nogen som helst anden.

Derfor var det også min opgave, at sørge for, at han fik det liv han havde brug for. Selvfølgelig havde jeg også holdninger, meninger og erfaringer med mig, ligesom alle andre. Men det blev for mig, min fornemste opgave, at lære ham at kende. Lytte til ham, og forstå hvad han havde brug for. Lade ham udfolde sig, i alle de ting han fandt spændende og interessante, og lade ham vokse og udvikle sig i den retning der lå i hans natur.

Jeg har aldrig forsøgt at få ham til at passe ned i en bestemt kasse, i en bestemt måde at være på, eller et bestemt udtryk. I min verden er det på niveau med diktatur og manipulation, og er på ingen måde det jeg ønsker at give videre til mit barn.

Jeg har set rigeligt med børn, unge mennesker og sågar voksne, der ikke kunne træffe deres egne beslutninger, fordi de altid havde haft andre til at gøre det for dem. Eller ikke vidste hvad de havde lyst til, hvad der gjorde dem glade, eller hvordan de kunne skabe et fedt liv for dem selv, fordi alle deres meninger, holdninger og handlinger aldrig var deres egne, men blot overtaget uden at blinke, fra samfundet eller deres omgivelser.

Den eneste måde jeg følte, at jeg kunne mestre den opgave, at beskytte mit barn bedst. Det var ved at gøre ham i stand til at træffe hans egne beslutninger. Det var ved at gøre ham sikker på, at alt det han havde med til denne verden, og det han havde lyst til, det var det helt perfekte, for ham. Det var ved at gøre ham stærk nok til at sige både ja og nej til det han mærkede lysten til, uden at gå på kompromis med sig selv. Stå ved sig selv, som den han var, også selv om han ind imellem blev ked af det, eller vred over ting der ikke altid lykkedes, men uden at skjule sig og føle sig flov eller forkert.

Jeg ved, at jeg allerede er verdens bedste mor. For jeg ved, at jeg har gjort alt det der føltes rigtigt, for mig, at gøre for mit barn, og aldrig gået på kompromis. Jeg møder en glad, taknemmelig og utrolig kærlig dreng, hver eneste dag. Der med kærlighed og kram fortæller mig, at jeg er verdens bedste mor.

Der findes nemlig ingen anden dommer i det her game, end ham. Han er den eneste der bliver lyttet til, i forhold til, om jeg har gjort mit job ordentligt. Han er den eneste, der kan få mig til at ændre på noget som helst af det jeg gør, hvis jeg oplever, eller han siger, at der er noget han ønsker sig anderledes.

For det er i bund og grund det eneste ansvar jeg behøver bære rundt på, ud over ansvaret for mig selv. Alle andres måder at anskue verden på, eller hvordan de vælger at opdrage deres børn, det ved de bedst selv. Så hvorfor i alverden bekymre sig om det.

Tidligere undrede jeg mig ofte over, hvorfor jeg altid havde så travlt med at lave alting om. Når jeg “endelig” havde fået færdiggjort et projekt, eller jeg endelig var tilfreds med en forandring der havde været længere tid undervejs. Så var jeg næsten med det samme, klar til at starte forfra igen, gå i kast med noget nyt. Eller der dumpede straks en ny ide ned i min favn.

Jeg begik ofte den ene fejl – jeg lyttede til alle andres uforstående over, at jeg gik i kast med noget nyt, i stedet for at nyde, at jeg var “færdig”. Jeg lod andres mening om, at det handlede om at blive færdig fylde mere, end min egen viden om, at det for mig aldrig handlede om at blive færdig. Det føles rigtigt for mig, at tænke den tanke, at i det øjeblik jeg blev færdig, var det øjeblik jeg enten gav op, eller stillede træskoene.

Det har nemlig aldrig kun handlet om det færdige resultat. Det har aldrig kun handlet om, at få det overstået, så jeg kunne sidde mig ned, slappe af, og nyde resultatet.

Det handler om det at skabe forandringer i mit liv. Forandringer, så alt det jeg omgiver mig med, fortsat matcher mig. Jeg var ikke den samme i går, som jeg er i dag, og derfor vil jeg også, så længe jeg fortsat forandrer mig, udvikler mig som menneske. Jeg har behov for at have en model af verden omkring mig, der føles opdateret, energigivende og levende – i evig bevægelse.

Jeg ved nemlig også, at jeg kvæles og dør langsomt, i enhver form for stagnation. Jeg visner bort til en lille, uinspirerede klump af stagneret energi i det øjeblik jeg sætter mig til ro, og nyder det færdige resultat. For jeg bliver aldrig færdig – det kaldes at leve mit liv, på den bedst tænkelige måde, jeg bliver fyldt op af, inspireret af, får ny energi af. Der hvor jeg altid er sulten på livet, efter mere, efter noget bedre, eller noget helt andet.

Vi forsøger ofte at skabe stabilitet og genkendelighed, og vil gerne have, at alting er som det plejer. Måske for at skabe en illusion af, at livet så ikke kan ramme os, vi er mere beskyttet mod udefra kommende fare og vi forsøger at skabe en falsk form for tryghed og kontrol med vores liv. I den perfekte, stabile og genkendelige ramme, skaber vi illusionen af, at der kan intet ramme os. Vi har bygget vores stærke forsvar mod alt det der muligt kunne ramme os – og når bare vi forholder os i ro der, så føler vi os langt mere trygge.

Hvis vi nu spiser og motionerer på en bestemt måde, så er vi garanteret evig sundhed, og vi eliminerer alle sygdomme og skavanker.

Hvis vi nu tror på nogle bestemte samfundsbestemte holdninger, følger en bestemt strategi eller actionsteps, hvis vi bare gør det alle de andre siger vi skal, så er vi garanteret succes.

Hvis vi opdrager vores børn ift bestemte normer og pædagogiske retningslinier, og med et helt bestemt regelsæt, så er de garanteret et succesfuldt liv, og vi kan samtidig få dem til at passe ind i vores kontrolstyrede og skematiske liv.

Hvis vi er succesfulde, smukke og kan fremvise et perfekt liv, så er vi garanteret et liv i glæde og lykke, fordi alle roser og anerkender os.

Hvis vi forbliver i stabilitet og økonomisk tryghed, med den stodder af en mand vi overhovedet ikke elsker mere, og i stedet giver alle vores frustrationer over, hvorfor vi ikke længere føler os elsket. Samtidig med at vi så kan give ansvaret for at vi bliver i forholdet, til vores børn.

Jeg syntes det er fuldstændig ligegyldigt, og det eneste jeg går efter, er det der føles rigtigt for mig. Jeg trives også i kaos, kreativt rod og frie rammer, hvor man bare kan få lov til at være sig selv. Uden man skal have titler eller etiketter for at være på en bestemt måde, bare for at føle sig værdsat. Det er derfra der udspringer nye muligheder og ideer, der hvor alt er åbent og frit. Ikke fra en fastlåst og kontrolstyret livsstil.

Jeg værdsætter først og fremmest MIG SELV – for at have modet til at leve mit liv som jeg finder det rigtigt. Først derfra udspringer respekt og anerkendelse fra andre mennesker, fordi man tør stå fast på sig selv, og den model af verden man selv tror på. Den der giver mening for mig. Den der fylder mig op, og giver mig glæde og lykke, i mit liv. Den der ikke er styrer af, hvad alle de andre mener, men af mig. Hvor jeg selv er intelligent nok til at vurdere, hvad der føles mest rigtigt for mig.

Jeg har altid vidst, at min verden var fuld af magi.

Da jeg var barn, havde jeg altid en forunderlig evne til at få lige præcis det jeg ønskede mig, til min fødselsdag og til jul.

Var jeg brændt varm på en fyr, var det altid ham jeg endte med at kysse lidt uskyldigt med.

Selv om jeg ofte oplevede, at andre udefra så mig som arrogant, for meget og en man let kunne finde noget at håne eller mobbe. Fordi man var anderledes, gjorde det man havde lyst til, selv om det var markant anderledes eller sagde sin mening selv om andre måske følte sig såret eller stødt af min mening. Så var der alligevel altid en indre visdom i mig, der ikke bare lod sig bøje af, følge med flertallet eller løb tilbage i skjul for at gemme sig for andre.

Jeg har nemlig også altid været i stand til at møde respekt, beundring og ærlige relationer omkring mig. Fra alle dem der satte pris på at man ikke så skævt til dem bare fordi de var anderledes, men så det som en ny og spændende mulighed for at opleve nye eventyr og nye perspektiver på verden. Fra alle dem der var stærke nok til at rose andre for det de var gode til, velvidende om at vi ikke alle kommer til verden med de samme gaver, men kan styrke og støtte hinanden i et fællesskab med hver vores geni. Fra alle dem der godt turde spørge om noget, og samtidig modtage et ærligt svar. Ikke bare et svar der var opfyldning af vores eget ego, hvor vi bare ønskede at andre snakkede os efter munden og roser os til skyerne, mens vi render rundt med skyklapper på og ikke kan tage ansvar for det lorteliv vi er alt for dovne til at gøre noget som helst ved.

Måske findes der ikke en krukke med guld for enden af regnbuen. Måske kommer prinsen ikke bare ridende på den hvide hest, og måske kan vi ikke lege til at vi er evig lykkelige, har det perfekte liv og er super succesfulde, bare fordi vores billedredigering på de sociale medier er lutter lagkage og Colgate smil.

Men du finder aldrig din krukke med guld, hvid du fortsætter med at tro på, at du er værdiløs og ikke allerede har alverdens rigdom i dit liv. Du møder aldrig prinsen på dem hvide hest, hvis du ikke tror på kærligheden, og er villig til at lukke den ind, men hellere vil sidde fast i en forældet version af din fortid. Og du bliver måske aldrig lykkelig, ved at fake dig til lykke.

Jeg er lige så lykkelig med mit “uperfekte” morgenhår, søndag morgen. Når jeg ligner LO.. med jord under neglene og sorte fødder, efter en hel dag i haven, eller når jeg har rod og nullermænd overalt i huset, fordi jeg lige har været opslugt af et helt nyt, spændende projekt, eller bare hellere vil hygge mig med junior på sofaen.

Men jeg ved også, at de rette gaver altid landede hos mig, fordi jeg var i stand til at gøre det meget klart, at det var det jeg allerhelst ville have.

Jeg ved også, at jeg kun var i stand til at kysse lidt uskyldigt med den “rigtige” fyr, fordi jeg gjorde det helt klart, at det var det jeg ville.

Der var ingen plan B eller nogen anden løsning. Der var ikke nogen beskedenhed, undskyld jeg er her, eller en bøn til Vorherre og så ellers håbe på det bedste.

Jeg var hudløs ærlig, uden den mindste spor af skam og skyld, og uden følelsen af, at jeg ikke havde fortjent det.

For det har vi alle fortjent.

Hvad nu, hvis alt det vi tror på, blot er en illusion. Hvad nu, hvis alt det vi går og fortæller os selv vi ikke kan, blot er en løgn vi går og fortæller os selv. En løgn, der har dybe rødder i vores fortid. Det vi vælger at tro på, ud fra det vi engang er blevet fortalt. Eller alt det vi tidligere har været bange for at gå efter, manglet drivkraft til at lykkedes med, eller blot hørt andre eller os selv fortælle igen og igen, at det er dømt til at mislykkedes på forhånd.

Hvad nu hvis ALT var muligt, og alt andet blot en illusion. Hvad nu hvis det var løgnen der var en illusion. Hvad nu hvis alle historier om netop alt det vi var bange for at gå efter, eller der hvor vi manglede drivkraft, i virkeligheden var der vi var garanteret til at lykkedes.

Hvad nu hvis det var lige præcis på grund af alle dine historier om at mislykkedes, du var dømt til succes. Hvad nu hvis det var, alle dine overbevisninger om manglende drivkraft, der netop gjorde dig til den der var i stand til at gennemføre.

Jeg hører ofte folk fortælle, at de ikke kan gøre ting pga noget der er sket engang i deres fortid. Jeg hører ofte folk fortælle, at de er sådan, på en helt bestemt måde, har et helt bestemt karaktertræk eller en helt bestemt udfordring i deres væsen, som forhindrer dem i at gøre det de alligevel stadig går og egentlig gerne vil.

Jeg oplever også, i mig selv. At de ting der fortsætter med at dukke op og banke på, i min bevidsthed. De bliver ved med at ligge der, fordi jeg oftest har potentialet til at udføre det. De forsvinder ikke igen, fordi jeg oftest har drivkraften til at lykkedes med det. De kan ikke slippe sit greb i mit indre, fordi de er vigtige for mig, og for at jeg ikke skal glemme det, så bliver de ved, i hvert fald indtil jeg letter røven og kommer i gang.

Indtil jeg indser, at alt min frygt og dårlige undskyldninger ikke er det der får mig i gang. De minder mig blot om en strategi jeg ikke har gavn af at følge igen, men er livsvigtige erfaringer jeg kan bruge klogt og konstruktivt, hvis jeg giver dem lov. Jeg kommer aldrig ud over de samme gamle skrækhistorier om nederlag og fiasko, hvis jeg fortsætter med at fortælle disse historier til mig selv. Vil jeg skabe nye resultater, med at andet udfald end tidligere, så må jeg gøre noget helt andet, ellers vil resultatet altid forblive det samme. Og fortsætter jeg med at fortælle mig selv, den selv samme illusion af en historie om, hvorfor jeg ikke kan lykkedes og hvorfor jeg aldrig kan komme i mål, så er det lige præcis det resultat jeg kan forvente at få igen. Så hvorfor ikke begynde at fortælle en anden historie, om at lykkedes og komme i mål i stedet for.

Nogle mener oven i købet, at man skal huske at nyde rejsen undervejs. Nogle af os arbejder bare bedst med at skabe fede resultater, og selv om jeg syntes det lyder virkelig smukt at kunne nyde den smukke rejse undervejs. Så er jeg pisse utålmodig og bliver skide irriteret hvis jeg ikke får nogle fede og tilfredsstillede resultater ASAP. Så hvorfor ikke bare arbejde med ALT det DU har med. Uden at skamme sig over, at du ikke formår at skabe total ZEN – MODE undervejs, eller hvis du kunne, så ikke skamme dig over at du måske skulle justere lidt på dine resultater undervejs, når bare du havde en vidunderlig tur.

Jeg er i hvert fald færdig med at dømme “slemme” egenskaber ude af spillet. Det handler altid om dit perspektiv, og selv om drivkraft og motivation kan virke skræmmende for nogle, så kan du sikre dig at nå dit mål, når du tør spille på alle dine tangenter.

Jeg vil gerne være med til at skabe en bedre verden.

Først og fremmest skabe en bedre verden for min søn. Men også samtidig skabe en bedre verden for de mennesker der føler sig udenfor, forkerte, anderledes og mindre værd. Skabe en bedre verden for det naturlige dyre og planteliv, som vi ofte tager for givet. Men som samtidig er i risiko for at blive truet eller udryddet, hvis vi ikke bliver opmærksomme på hvilke naturlige betingelser de har brug for, og som vores menneskelige adfærd til tider er med til at vanskeliggøre, måske uden at vi overhovedet tænker over det.

Jeg kunne prædike, belære og forsøge at overbevise andre om, hvad jeg mener er det rigtige. Men det er fuldstændig op til dig, hvad du ønsker at værne og sætte højest i dit liv. Det er fuldstændig op til dig, at bruge din tid på det du finder mest værdifuldt. Det er fuldstændig op til dig, at træffe dine egne valg. Og det er fuldstændig op til dig, hvordan du ønsker, at denne verden skal se ud, og hvordan den skal være at leve i, for dig.

Men jeg VED. At i det øjeblik du tror på, at hvad du end kommer med til denne verden, så er det godt nok. Uanset hvad du er, gør, ser ud eller går op i, så er det det, der gør dig til dig. Det du kan gå igennem ild og vand for, og derfor er i stand til at lægge alle dine superkræfter i det. Det er det der får dig til at springe glad og frisk ud af sengen hver eneste morgen. Og samtidig det der kan give dig søvnløse nætter, hvis du møder for meget modstand på din vej, eller tingene ikke helt vil lykkedes for dig.

Der er måske, i virkeligheden slet ingen grund til at rende rundt og forsøge at overbevise andre, om dit. Der er måske, i virkeligheden slet ingen grund til at forsøge at få andre til at gøre det samme som dig, i hvert fald ikke på din måde. For hvis bare du formår at leve dit liv i overensstemmelse med det du gerne vil. Mens jeg bare lever det liv jeg gerne vil. Hvor vi samtidig kan mødes i et fælles rum, hvor vi oprigtigt glædes over det andre, og vi selv har skabt.

Se, det er der sand magi opstår.

Jeg var fuldstændig optaget af at gøre mit bedste. Det kunne ALTID blive bedre, og hver gang jeg havde kæmpet, knoklet og hevet i mål. Opstod behovet konstant, for at gøre det hele endnu bedre.

Der var bestemt ikke noget galt i at ville være den bedste. Det var en kæmpe drivkraft, der blot gav mig mere blod på tanden, mere styrke, kraft og power, og en udholdenhed ud over det sædvanlige.

Hold nu kæft en styrke man rummer, når man bare kan blive ved og ved, uanset hvad livet sætter foran en. Hvilken indre ild der buldrer og brager, og bare går i gang med at udslette alt det der står i vejen, uden at tænke på de brandsår der kunne opstå, eller de skader man kunne forvolde undervejs.

Man finder ud af, hvor kraftfuldt et væsen man i virkeligheden er, når man gang på gang får det man gik efter, eliminerer alle forhindringer på vejen og uanset hvilken modstand man møder, bare kan smide mere brænde på bålet.

Men jeg opdagede også, at det slet ikke var nødvendigt. Jeg opdagede, at alt den frygt, som var en stor del af den verden jeg levede i, kun handlede om at tage et valg.

Frygten for ikke at være god nok, frygten for ikke at have et ordentlig job, en god økonomi, at være elsket, og være respekteret og anerkendt af andre. Det var et valg jeg kunne tage, fuldstændig uafhængig af, hvad alle andre troede på og mente.

Jeg kunne sagtens være tilfreds med meget mindre. Det var overhovedet ikke nødvendigt, for mig. Ikke mindre i forhold til alt det jeg gerne ville have, for der vil altid være en evig styrke, kraft, power og udholdenhed i mig, til at gå efter alt det jeg gerne vil, og en buldrende ild der tilintetggør alle forhindringer undervejs.

Men jeg behøvede ikke gøre det af frygt. For jeg var ikke længere bange for alt det den ydre verden fortalte mig, jeg burde være bange for. Jeg vidste, at jeg bar alt det jeg havde brug for i mit indre, og det kunne ingen nogensinde tage fra mig. Det havde altid fulgt mig, og ville altid eksistere i min verden, når jeg havde brug for det. Hvad var der så lige tilbage og frygte.

Det var sku ok ikke at lave en skid, eller at det hele ikke var perfekt. For i det øjeblik opstod alt det perfekte, for mig. Også i alt det uperfekte, også i at jeg ind imellem ikke gad alligevel, eller at jeg hellere vil noget helt andet. I, at det også måte være grimt, et dårligt resultat, eller at jeg bare havde lyst til at standse op og lave ingenting.

Jeg kunne gøre præcis lige hvad jeg ville, uden frygt for hvad der nu ville ske. For mindre betød, mindre andre og mere mig. Jeg kunne bare vælge en anden løsning, en anden mulighed, et andet tilbud en anden virkelighed.

Jeg var 110 % sikker på, at det at være selverkendt, et højt bevidst menneske og komme til i et sted i mig selv hvor jeg kunne finde dyb ro i at være mig selv, handlede om at jeg skulle være det bedre menneske. Jeg troede jeg skulle leve et liv, hvor alle mine dybeste værdier skulle funkle og vibrere på smukkeste vis fra det dybeste sted i mig.

Som den kærlighed og omsorg jeg konstant møder i min søn, der vil alt og alle det bedste og slet ikke kan lade være med at øse ud af alt hans kærlighed og omsorg, fordi det er det JEG har praktiseret, og det jeg har vist ham, i hele hans liv.

Som den stædighed, retten til frihed, og det at elske sig selv som alt det du er, uden at andre skal forsøge at pille dig ned. Fordi du er lige så meget værd som alle andre. Uanset hvad du vælger til og fra, må andre gerne have en anden mening. Selvkærlighed og selvrespekt, og retten til at vælge noget andet, handler i lige så høj grad om kærlighed og respekt til andre. Det er netop det du viser ved at stå fast på dig selv. At du elsker og respekterer dem så meget, at du tror på deres egen indre styrke er stor nok til, at de ikke er mere eller mindre afhængig af dine valg, afhængig af dit bidrag og bundet op af det du vælger at byde ind med. Det er kærlighed og respekt at sætte andre fri til at være en ærlig og ægte version af dem selv, ikke at fungere som en sutteklud, så de aldrig bliver i stand til at tage ansvar for sig selv. Du er måske dybest set ligegyldig. For verden ville uden tvivl gå videre, uden dig. Men du bliver ALDRIG ligegyldig i dit eget liv.

Jeg kunne brække mig over alle de uærligheder, bedrag og facader jeg oplevede i min omverden, men fandt også ud af, at det kunne egentlig være fuldstændig ligegyldigt. Jeg kunne bare forlade det show, jeg behøvede ikke at tro på alt hvad jeg mødte omkring mig, og jeg kunne dybest set bare lade dem om det og deres. Til gengæld kunne jeg så begynde at grave endnu dybere i mig selv. Jeg kunne invitere alt hvad der fandtes i mig endnu dybere ind. Uden at flygte fra vreden, uden at gemme mig bag min fortid og uden at møde mig selv med andet end åbne arme. At tro på, at man ikke må blive vred, sige fuck eller ligne lort, jeg er ligeglad. This is me – take it or leave it, i don’t care. Men det er fucking uærligt at gå rundt i facader og bedrag og samtidig dømme andre, hvis du spørger mig. Jeg har ikke behov for at være bedre, klogere eller mere korrekt, jeg vil fucking bare have lov til at være mig.

Jeg havde ikke behov for at bevise mit værd, præstere og knokle, for at høste anerkendelse og ros. For hvor er du dygtig, når du skaber en masse fede resultater, når du kan skaffe en masse penge og strø om dig med symboler på rigdom og succes. Hvad fanden hjælper det, hvis du føler dig ensom, jagter belønning i stedet for at nyde dit liv, eller ikke har tid til at nyde dine resultater. Du er sat på denne jord, ergo var du allerede værdig til dette liv i netop det øjeblik. Alt det du ønsker dig i dette liv, er allerede dit, og der er intet du behøver gøre, for at gøre dig fortjent til det. Men det kræver at du er i stand til at hente det hjem. Seriøst – jeg føler mig gladest i livet når jeg krammer min søn, og mærker et sug i maven over at få lov til at være en del af så livgivende og smuk en sjæl. Når jeg roder rundt i min have og ser hvordan moder jord præsenterer hele dens livscyklus. Fuglenes kvidren, en lille tudse der bader under åkanden eller sommerfugle der suger nektar blandt alle de smukke blomster jeg selv har sat. Eller når jeg i et hvilket givent øjeblik kan møde mig selv i et smukt og magisk øjeblik. Med taknemmelighed til, at jeg fik lov til at udleve alle de momenter at glæde, magi, kærlighed, overflod, frihed, kreativitet og fred i min sjæl. Fuldstændig uafhængig af alle andre, men bare ved hjælp af mig, og min kraft og power til at skabe min egen virkelighed, som jeg godt gider leve i.

Jeg kan slet ikke vente. Slet ikke vente på forårets ankomst. Det begynder allerede at krible voldsomt i fingrene i det øjeblik de første frøposer, stedmoder, og solskindsstråler melder sin ankomst. Når fuglenes kvidren pludselig ændrer sig, fra små pip til smukke, lange symfonier. Når de første forårsløg skyder op igennem jorden og når den tykke vinterfrakke pludselig føles alt for varm.

Men mest af alt, så elsker jeg det rum af total frihed, kreativitet, vækst og overflod der opstår over alt omkring mig. I det rum jeg selv har skabt. Efter at have samlet erfaringer, viden og eksperimenteret i hele mit liv. Har jeg ikke længere et behov for at kigge andre over skuldrene, for at være kreativ, prøve nye ting af og skabe nye, fede resultater.

Alt hvad jeg gør, strømmer frit i det øjeblik jeg får en ide, i det øjeblik jeg går i gang og hver eneste gang jeg afprøver nye, spændende ting.

Jeg har lært, at jeg er i stand til at skabe fantastiske resultater, hvis bare jeg holder mig hjemme i mig selv. Mange års erfaringer har lært mig, at der alligevel ikke automatisk følger garantier for succes med, bare fordi jeg følger en andens gode råd, erfaringer og viden. Så hvorfor ikke bare kaste mig ud i alt det jeg har lyst til. Gøre tingene på min egen måde, og gøre det på den måde der virker bedst for mig.

Det bliver mildest talt pænt lettere når jeg kun behøver forholde mig til mig selv. Jeg har lige så ofte haft stor succes med at gøre tingene på en helt anden måde end anbefalet, som jeg har haft med at følge regler og dos and don’ts.

Det bliver for mig langt sjovere at være fri til at gøre lige som jeg har lyst til. Jeg kan altid prøve igen, korrigere lidt undervejs, eller springe videre til noget helt andet, hvis det viser sig, at jeg ikke får skabt de resultater jeg ønsker mig.

Men jeg finder aldrig mine svar, hvis jeg ikke først prøver.

Som en reference til livet selv. Et liv i frihed, kreativitet, vækst og overflod. Hvordan ved vi så, om noget er det rigtige for os, til at skabe de resultater vi drømmer om. Hvis vi aldrig prøver os selv af. Undersøger hvilke resultater vi er i stand til at skabe selv, ud fra alle de erfaringer, alt den viden, og alle de ting vi på egen krop og sjæl har prøvet af.

Hvordan ved vi, om vi netop allerede rummer alle de ingredienser der skal til for at skabe den menu vi ønsker at få serveret. Hvis vi udelukkende har travlt med at studere vores omgivelser, kopiere dem vi beundrer, tro på at vi skal være dit og dat for at lykkedes, eller tror på alt det alle andre mener vi skal.

Det handler om at tage et valg. At tage et mere bevidst valg, i forhold til det du gerne vil.

Lidt som når du står i supermarkedet og propper æbler i din kurv, i stedet for pærer. Måske føles det lidt ubevidst, men nu elsker du bare æbler og er ikke ret glad for pærer, så dit valg afspejler bare, at du vælger det du elsker, frem for det du ikke bryder dig om.

Jeg kunne også stå i en forretning og vælge mellem et par sorte strømper, og et par strømper med en kat i uniform. De sorte er lidt neutrale, måske meget praktiske, men i virkeligheden også ret kedelige. I hvert fald sammenlignet med de andre. Der måske er lidt crasy, men som gør mig glad og i godt humør at kigge på.

Jeg er ikke styret af hvad andre tænker, eller om det nu er moderne eller in, når jeg træffer mit valg. Jeg mærker ikke ægte glæde og humør ud fra andres humør. I hvert fald ikke som første prioritet. Det er måske en super bonus, at jeg kan påvirke andres humør positivt.

Men hvis ikke jeg skulle prioritere mig selv som absolut første prioritet. Så ville det betyde, at jeg gjorde alle andre ansvarlige for min egen glæde. For hvis jeg ikke selv kunne sørge for det. Ville jeg gå rundt og være dybt afhængig af andres velvilje i forhold til at gøre mig glad, eller gå rundt og være evig sur og tvær.

Kan man være bekendt at pålægge alle andre ansvaret for det ? Jeg er både voksen og intelligent nok til at tage ansvar for mig selv. Det er sku da min egen opgave. Der er i virkeligheden ingen andre der kan vide helt præcist hvad der gør mig glad. Med mindre jeg går rundt og forlanger og kræver andre skal give mig det. Det er der ikke ret mange der gider. Det bliver enormt anstrengende og påtrængende i længden.

Det er derfor du skal træffe dine valg selv. Bevidste valg, der giver dig lige præcis det du helst vil have. Det hele bliver pænt lettere, at få det du gerne vil have, når du ved hvad det er. Og det bliver meget federe, at du rent faktisk ender med at få det du gerne vil have, i stedet for at du ender med et forkvaklet forsøg på at en anden forsøger at løse dit mysterie.

Hvad andre mener om dit valg, det bestemmer de fuldstændig selv. De behøver ikke kunne lide det. Du er stadig dig og dine valg er stadig din ret, uanset hvad. Ellers svarer det bare til at du blev tvunget til at købe de pærer du ikke brød dig om i supermarkedet i stedet for de æbler du elsker. Bare for at være irriteret over at du nu står med pærer der aldrig bliver spist.

Jeg har ofte følt mig lidt ved siden af alle andre.

Måske fordi jeg søgte forandring og fornyelse, hvor mange andre søgte trygheden i det velkendte og det som plejer at være.

Måske fordi jeg søgte mine egne måder at gøre tingene på, via mine egne erfaringer, hvor mange andre søgte en gennemtestet og resultatsikret metode.

Måske fordi jeg havde behov for at finde mig selv, finde det jeg elskede højt, det der føltes rigtigt for mig og det der gav mig følelsen af stor glæde og lykke, og ikke bare tog en tro kopi af noget andre havde valgt, og som måske virkede for dem.

Jeg har så stor tillid og tiltro til mig selv, at jeg tror på, at jeg kan finde det helt rigtige for mig. For det har virkelig altid vist sig, at være den rigtige vej.

Ikke en vej uden forhindringer, et par bump på vejen og et par omveje. Men alt samme noget der har ledt mig på rette vej. For hvis jeg ikke også var gået den forkerte vej af og til, så havde jeg næppe opdaget hvor vigtigt det var for mig, at finde en anden og mere rigtig vej.

Som det siges, så fører alle veje alligevel til Rom. Jeg vil hellere være tilfreds med, at jeg turde tage udfordringerne op. End at jeg krøb i skjul for uvejret, og aldrig så regnbuen på himlen og mærkede den friske og rensede luft, fordi jeg stadig sad fast i angsten for at fejle en gang til.

Jeg har lagt øre til alle andres mening om mine valg. Jeg har mærket alle andres kritiske holdning til, at jeg gjorde noget andet en normen. Jeg har mødt en snert af misundelse og arrogance, når jeg har taget det jeg ville have. Vel og mærket det jeg har høstet via egne anstrengelser, og uden at forlange at andre skulle bidrage med noget. Til tider endda holdt mig selv tilbage, bare for at undgå at blive konfronteret, blot for at opdage, at det ikke var muligt at tæmme en vild løve uden at den mistede alt sin power og kraft.

Men det er fuldt forståeligt, at man bliver irriteret, når andre måske render rundt og opfører sig på en måde som ligger meget langt væk fra ens egen. Jeg undrer mig også ind imellem over andres måde at leve deres liv på. Jeg har lige malet to rum i mit hus igen, for anden gang siden jeg flyttede ind for snart 2 1/2 år siden. I en ikke hvid farve, og det bliver helt sikkert lavet om igen engang. Andre kan bruge flere år på at tage sig sammen, hvis de overhovedet får det gjort. Det forstår jeg ikke. Men vi har alle hver vores, det der er let for os, og det der er svært.

Jeg tror på, at det at være ved siden af, er det nye sorte. Jeg tror på, at evolutionen og vores resourcer i denne verden kunne løftes til uanede højder, hvis bare vi lod alle være dem selv. Uden at behøve kommentere, tage stilling til eller have en anden mening.

Som en dejlig gåtur i den skønne natur. Du kan enten vælge en tur i en støjende og trafikeret by, fyldt med skrald, bilos og høje bygninger. Eller en snoet, mosbeklædt skovsti, med fuglekvider, ren luft og ældgamle træer.

Hvor ville du helst være ?