Jeg har her i de sidste par weekender været i gang med at potte mine store grønne planter om. Større potter og mere jord. Jeg elsker nemlig de der nye grønne skud der kommer på mine planter, der skaber sindsyg meget frodighed og vækst. Og det at jeg har formået at passe og pleje dem så godt, at de fremstår sunde med nye friske skud, det giver mig rigtig stor glæde. Det at stå og fjerne sådan en plasticpotte, hvor rødderne nærmest er vokset ud gennem bunden og jorden efterhånden er fuldstændig spist, det vidner bare om, at det var på tide at få det gjort. Jeg kunne formentlig vande og gøde nok så meget, uden der nogen sinde kom en meget større og smukkere plante ud af det.
Ligesom den stakkels plante uden frisk jord til at sende sine nye friske rødder ud i, så er det uendelig svært at skabe nye ting i dit liv, hvis dine omgivelser ikke er til det. Der skal ligesom være plads i dine omgivelser til nye, lidt større armbevægelser. For selv om du gøder og vandet nok så meget, så har du som mine grønne planter, brug for et godt og solidt fundament, så det du skaber ikke pludselig igen falder til jorden. Som det jord jeg gav mine tiltrængte grønne planter, så de kunne sætte nye, stærke rødder. Det er der alt vækst skal komme fra. Fra dine rødder, der er solidt plantet i jorden. Gerne med lange, stærke rødder der forgrener sig dybt ned i jorden. Uanset hvor stor og frodig en plante du får avlet frem, med den mest fantastiske smukke krone, så hjælper det intet, hvis roden er presset sammen i en lille potte, der ikke kan modstå en pludselig blæst, og du risikerer at det hele vælter omkuld. Du må enten starte forfra eller bruge uendelig mange kræfter på at rejse det igen, og måske forsøge at støtte det lidt, for at forsøge at sikre dig det ikke vælter igen.
Uanset hvad du drømmer om i dit liv, så er det dig der skal skabe forandringerne. Dig der skal trække læsset og gøre det der er nødvendigt for at det skal lykkedes. Du er din egen lykkes smed, og det hele sker ikke før du begynder at handle i overensstemmelse med din drøm. Men dit fundament, og den styrke dine rødder har, det er det der skal sikre dig, at du når din drøm. Det er det der skal sikre dig, at du, når blæsten kommer, kan bevæge dig med den kraftige vind, uden at vælte. Du får styrke til at overvinde forhindringerne på din vej og roen til at lade blæsten blæse kraftigt, uden at give op.
Alt besværet lønner sig, specielt når resultatet viser sig allerede efter en uges tid.