Har du et hus, eller har du et hjem, et hjem for sjælen? Vi finder en bopæl, et sted at sove, lave mad, opbevare vores ting og være sammen med vores familie og venner. Men hvornår er det bare et hus, og hvornår er det vores hjem. Er der forskel ? Som kvinde, har vi helt tilbage fra stammesamfundet haft behov for at skabe et sted at bo. Et sted at lave mad, give vores børn en tryg opvækst og opholde os i. Men hvordan ? Når du skal vælge din bopæl, din adresse, vælger du så med hjertet?

Har du et hjem, et hjem for sjælen ?
Har du et hjem, et hjem for sjælen ?

Et hjem skal være rart at være i, det skal rumme en sjæl, en stemning som passer til dig og din familie. Mange mirakler kan skabes med skøn indretning, men hvis du ikke har det rart med din bopæl, kan det være svært at skabe et hjem du trives i. Vi er selvfølgelig nødt til at vælge ud fra et fornuftigt synspunkt også, der skal jo betales husleje, og måske ikke så smart hvis du skal transportere dig selv eller ungerne flere timer hver dag. Men hvad nytter det, hvis du er udpræget naturmenneske, der elsker roen, store vidder og duften af frisk morgendug, at du bosætter dig i det mest befærdede område, med brosten og beton, konstant trafik, og kig til naboens vasketøj, det bliver aldrig rigtigt dit drømmehjem, vel? Hvor kunne du gøre det meste af det der gør dig glad, skabe de bedst mulige rammer for det liv du ønsker at leve.

Dem der har kikket på huse til salg eller set på lejlighed, kender garanteret godt følelsen af at træde ind i et hjem, hvor man bare fra første øjeblik kunne mærke, at det ikke føltes helt rigtigt. Egentligt lidt underligt, hvis huset var smukt, præsentabelt og i stil med det man egentlig troede man søgte. Men man følte sig ikke hjemme. Uden egentlig altid at kunne beskrive hvad der var galt. Men sjovt nok, har du først prøvet at træde ind i et hjem hvor du straks følte dig hjemme, så kunne der være nok så mange ting der ikke levede op til den ønskeliste du troede var så vigtig, det betød pludselig ikke så meget.

Vi er alle små unikke fisk i det store ocean, nogle svømmer helst på det dybe, andre helst langs kanten. Alle med vores helt egne unikke gener, personlighed, opvækst og erfaringer. Alle med vores egne små unikke behov, glæder og ønsker. Så bare fordi naboen trives i et super smart arkitekttegnet hus med rene linjer og Hvidt i Hvidt, der ser død smart ud. Er det ikke sikkert det betyder trivsel for dig. Stå ved dig selv når du skal skabe dit hjem, den du er. Skab et hjem med personlighed der afspejler dig. Kun ved at skabe det hjem hvor du kan genkende dig selv, kan du blomstre, skabe passion, livsglæde og energi. Som den du er, og for din sjæl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *