I går, mens jeg kørte hjem fra arbejde, var de i radioen ved at lægge op til en lille konkurrence med et tema omkring tænder. Det viste sig, at børn og unge i gennemsnit kun børstede tænder 1 gang dagligt, og i omkring 45 min, i forhold til de 2 gange 2 minutter der anbefales. Hvilket på sigt ikke var det mest hensigtsmæssige, hvis de skulle bevare deres sunde, stærke og flotte tænder. Dette skulle ses i forhold til, at børn i gennemsnittet smilede omkring 400 gange om dagen, i forhold til de voksne, der i gennemsnittet smilede 15 gange dagligt.
15 gange, det fangede mine ører med det samme. Hvad blev der af alle de resterende smil, op til de 400. Hvis vores børn smiler 400 gange om dagen, hvem er det så med, hvis det ikke er med os voksne, deres forældre, personalet i institutionerne eller skolerne. Jeg elsker smil, og ville hade tanken om at gå glip af min søns 400 smil om dagen. Hvad der bekymrer mig endnu mere, det er, hvor fanden mine egen smil er forsvundet hen. Jeg vil sku også have de der 400 smil tilbage. Hvad er det der gør, at vi kun kan have 15 smil stående på de voksnes konto.
Smil varmer om hjertet, de nærer vores sjæl og bidrager til en fantastisk skøn stemning. Tænk bare på, hvad et uventet smil fra en tilfældig forbipasserende, en ekspedient i butikken eller en kollega på arbejdet betyder. Desuden har forskning vist, at smil udløser glædeshormonerne endorfiner i hjernen, de kaldes også for kroppens naturlige rusmiddel, fordi de fremkalder en følelse af glæde. Der er altså alt mulig god grund til at smile.
Men hvor finder vi så lige de der glemte smil? Det virker ret logisk at søge efter dem, der hvor de er, hos børnene. Kigge lidt på det der adskiller os fra børnene, det vi måske har glemt på vejen, fra barn til voksen, det der måske forsvandt sammen med smilet. For det der kendetegner vores børn aller mest, det er kreativiteten, fantasien og legen. Ikke at tage alting så alvorligt, slappe lidt mere af, grine lidt mere af det hele. Børn har ikke så mange begrænsninger, de tænker ikke altid så meget over konsekvensen af deres handlinger. De tænker ikke så meget over, om det de har lyst til, passer ind i omgivelserne. De handler ud fra deres lyst, uanset om det så anses for rigtigt eller forkert i den givne situation.
Måske anses det ikke for korrekt at lege biler med agurkestavene på tallerknen, når man gerne vil have barnet til at sidde pænt og spise ved bordet til familiemiddagen. Måske orker man ikke rod og kaos i stuen, når junior har lyst til at bygge hule, og man lige har brugt en time på at rydde op. Og måske vil man gerne, at de ser pæne ud i tøjet, når hele familien kommer til fødselsdag. Hvilket min søn i øvrigt, til sin tre års fødselsdag, præsterede at klare i nattøj efter eget ønske, hvilket forløb uden problemer.
Er det i virkeligheden os selv der stjæler smilene fra vores børn igennem deres opvækst, i vores forsøg på at opdrage dem til at passe ind i samfundet. Måske vi ikke behøvede at stjæle helt så mange smil. Måske vi som voksne kan generobre vores smil, så vi kan dele dem med vores glade og smilende børn.