Hvis du har oplevet at være gravid, så har du sikkert også oplevet, pludselig at se barnevogne og små nuttede babyer over alt. Vores opmærksomhed ændrer sig ofte, i det øjeblik vi ser de to steger på testen, eller måske allerede i det øjeblik vi beslutter os for at forsøge at lave det lille barn. Jeg kan huske, mens jeg var gravid, at jeg flere gange stod på arbejde, og selv de værste små skrigebabyer, uanset hvor højt og hvor længe de kunne skrige, når moderen febrilsk stod og forsøgte at få handlet. Det lød altid som den sødeste musik, og fik det største smil frem på mine læber. Jeg var total baby-tunet ind.

Da jeg for år tilbage begyndte at grave lidt dybere ned i hele Feng Shui verdenen og det der med at skabe et hjem for sjælen, så var det, hver gang jeg opdagene nye ting, fik nye indsigter og nye billeder af mit liv og mit hjem, som om der opstod en helt ny opmærksomhed. Ligesom alle de skrigende babyer jeg pludselig opdagede mens jeg var gravid, for der har sikkert ikke været flere end der havde været før. Men jeg så hele tiden nye ting i mit liv, som jeg ret ofte aldrig havde skænket en tanke. Ting jeg aldrig før havde set. Det føltes lidt som et par helt nye briller jeg havde fået på. Pludselig kunne jeg se nye skønne farver, de ændrede hele tiden styrke, så jeg pludselig så endnu skarpere. Jeg kan så tydeligt huske, at Ranvita la Cour på et tidspunkt sagde, at det hele var meget nemmere dengang man ingenting vidste. Så gik man bare rundt lykkeligt uvidende om det hele. Problemet var bare, at selv om mit liv var ok, så var jeg overhovedet ikke lykkelig inderst inde. Jeg elskede min familie, var glad for mit liv og mit job. Men mig selv, som jeg var inderst inde, uden min famile og mit job. Hvis jeg skulle stå alene, uden alt det andet til at identificere mig med, så var jeg ikke speciel god ved mig selv. Jeg glemte at prioritere mig selv. Jeg glemte at mærke ordentlig efter, glemte at slappe af når jeg havde brugt mig selv lidt for meget, passe min søvn når jeg var træt, spise når jeg var sulten og skabe de helt rigtige omgivelser der passede perfekt til mig. I det hele taget, det meste af alt det jeg rendte rundt og forsøgte at gøre for alle dem jeg elskede, det glemte jeg at gøre for mig selv. Dertil kom alle de tårnhøje forventninger jeg konstant havde til mig selv. Jeg troede jo oprigtigt at det hele var strengt nødvendigt, jeg havde bare lige glemt at koordinere og afstemme. For hende jeg troede jeg gjorde det hele for, hun havde slet ikke behov for alt det jeg gjorde. Hun havde aller mest brug for kærlighed, nærvær, omsorg fra sig selv, og et hjem der kunne hjælpe hende med det.

Den bedste gave du kan give dig selv, det er opmærksomhed, omkring dig selv. Det er at lære dig selv at kende, på ny, og finde ud af hvad du har brug for. Jeg garanterer, at det bestemt ikke bliver en kedelig rejse. At genfinde en masse skønne ting, som du måske havde glemt hvor højt du elskede, det bringer stor glæde i dit liv. Det kan også til tider føles som lidt af en udfordring. For pludselig skal vi til at forholde os til alting på en hel anden og meget mere bevidst måde. Du kan ikke bare køre på auto, og bare gøre som alle andre, du må selv finde ud af, hvad der er det bedste for dig. Til gengæld får du fuld valuta for alle pengene, for der er intet der føles mere værdifuldt, end det der genkendes og elskes af din sjæl. Som vi hele tiden udvikler os i livet, så vil vi også have behov for at vores omgivelser følger med, vores holdninger, meninger, ønsker og drømme. Så ja, det var bestemt nemmere da man intet vidste. Men tro mig, intet vil føles mere givende i dit liv end at finde det bedste for dig.

Så blev det endelig mandag igen, en helt ny uge at tage hul på. For sidste uge har godt nok budt på flere spændende overraskelser. Ikke nok med at vækkeuret svigtede mig hele tre gange i sidste uge. Det er aldrig sket før, jeg plejer bare at skifte batteri, og så virker det igen. Heldigvis, så kører mit indre ur altid på sommertid, og helt siden da jeg stadig boede hjemme, vågnede  jeg altid senest kl 7 i weekenderne, samme tid som min far. Det giver så desværre lidt bagslag når jeg kommer alt for sent i seng, for jeg sover sjældent længere af den grund. Ikke så mærkeligt at mit system brokkede sig gevaldigt, da jeg i en længere periode havde mange nattevagter på sygehuset, jeg kunne ikke, og kan stadig ikke sove om dagen, med mindre jeg er rigtig syg. Sjovt nok har jeg fået en søn der heller ikke sover længe, selv om han var længe oppe både til jul og nytår.

I samme uge fik jeg et afbud fra min frisør, der var blevet ramt af sygdom, hvilket er første gang i de ti år jeg har brugt hende. Det var godt nok bare til en omgang farvning af vipper og bryn. Men siden jeg var gravid, bruger jeg meget sjældent make up til hverdag, og jeg føler mig sku lidt bleg uden.

Senere på ugen præsterede jeg at starte bilen op, mens junior og jeg lige skulle skrabe sne af ruderne, inden vi skulle køre. Uheldigvis havde jeg fået låst bilen, og vi stod pludselig ude i sneen, med en låst bil. Heldigvis havde jeg ikke lagt mobilen på sædet i bilen, men i min jakkelomme. Så vi kunne ringe efter hjælp med at komme ind i huset efter ekstranøglen til bilen. Junior syntes det var genialt, han var overhovedet ikke bekymret for, om vi nu måske kom for sent i børnehaven, men lykkelig over, at han kunne lege lidt ekstra ude i sneen indtil vi kunne køre. Jeg kunne glæde mig over, at det var første gang nogensinde, jeg havde gjort noget så dumt.

Heldigvis, har jeg lært at sige pyt, lært at tage den med ro og bare lade det ligge. Uanset hvor irriterende, åndssvagt eller dumt det føles, så kunne jeg have valgt en uge, hvor udgangspunktet for hele dagen havde været negativt, hvis jeg var gået dybere ind i irritationen, eller hvilken som helst anden følelse der måtte opstå. Uanset hvad der er sket, så er det udenfor min magt at ændre, så det ville være fuldstændig meningsløst at lægge mere energi i det. Så blev det nemlig mandag igen, og en helt ny, fantastisk uge at tage hul på, formentlig med nye spændende overraskelser.

Jeg er blevet svigtet, af mit vækkeur. Hele tre gange i denne uge har det undladt at vække mig når det skulle. Jeg satte endda nye batterier i, i onsdags, torsdag morgen ringede det som det skulle, måske fordi jeg havde helgarderet mig med mobilen også ude på køkkenbordet, men i går morges ringede den pludselig ikke igen. Derfor blev der desværre heller ikke noget besøg fra mig her på bloggen. Jeg besluttede mig simpelt hen for at springe over. Her hjemme gider jeg nemlig ikke stressede og pressede morgener. Jeg vil have tid til at gøre mig selv klar, inden jeg vækker junior og give ham lov til at vågne i fred og ro, inden han er klar til en ny dag i børnehaven.

Jeg forsøger at skabe de aller bedste betingelser for, at resten af dagen også bliver en god dag. Hverken jeg eller han får en specielt bedre dag ved at fise rundt eller blive skyndet på. Junior bliver i hvert fald ikke mere samarbejdsvilling, hvis jeg først begynder at stresse og kommandere, tværtimod. Det handler udelukkende om at forsøge at bevare hovedet koldt, hjertet varmt og bevare overblikket. Og så må man jo forsøge at skære ind til benet, for at have tid til det der er aller vigtigst.

Jeg har tidligere, dengang jeg havde hund, præsteret at rende rundt med støvsugeren flere gange om dagen. Selv da junior kom til verden, og jeg ikke altid bare kunne lægge ham fra mig, fandt jeg en måde hvor jeg kunne støvsuge samtidig, med ham i bæreselen. Der var også både hundehår og lillemand kravlende på gulvet, så det var lidt noget andet. Men i dag   kan støvsugeren godt holde pause så længe, at der til sidst hopper små nullermænd frem, for at minde mig om, at det er ved at være tid. Jeg vil hellere bruge tiden på noget andet. For jeg dør faktisk ikke fordi jeg ikke lige får støvsuget. Jeg vil hellere være tilstede og nyde mit liv uden umenneskelige krav til mig selv om det “perfekte” hjem. Men det har helt klart krævet en del selvransagelse at nå der hen. For hvad var det egentlig jeg helst ville bruge min tid på, og var det overhovedet nødvendigt med alle disse selvdestruerende handlinger, der bare gjorde mig endnu mere presset i min hverdag, fordi jeg aldrig fik tid til det jeg inderst inde helst ville. Aldrig fik jeg tid til mig selv, fordi jeg altid først lige skulle fikse noget andet, før jeg kunne tillade mig selv at prioritere mig selv. I dag kan jeg godt se, at det der liv vi nogen gange stræber sådan efter, det “perfekte” hjem. Det er styret af det samfund vi lever i, og den påvirkning det har haft på kvinder helt generelt, at vi pludselig skulle styre både job og hjem. Vi har ganske enkelt trukket alle de styrende egenskaber vi har brug for på jobbet med hjem i vores bolig. Med jeg syntes det er ekstremt vigtigt at skelne mellem job og hjem. Der er nødt til at være et skift, vi er nødt til at lægge vores jobkvalifikationer lidt på hylden når vi kommer hjem. Der skal vi være mødre, hustruer, kvinder, og med kærlighed, omsorg og hygge. Kvinder skal være bløde, åbne og afslappede, ikke hårde, styrende og kontrolerende. Det er ligesom det der ligger dybt i vores gener, og det vi er skabt til. Hvorfor så kæmpe med at forsøge at blive noget andet. Det er altså lettest her i verden bare at være sig selv.

For overhovedet at finde det sted hvor du kan hente svarene i dig selv, finde din sjæl og din indre positive stemme. Så må man altså sætte farten ned først. Du er nemlig ikke i stand til at høre en skid, overhovedet. Hvis du allerede er fyldt op med krav, forventninger og endeløse to dog lister i hovedet. Du må først skabe ro, og plads til at noget nyt kan finde vej.

Jeg havde godt nok bestemt mig for at passe mine sengetider, og gå tidligt i seng, for jeg gider ikke rende rundt og være træt sidst på eftermiddagen, specielt ikke i disse stadig mørke eftermiddage. Alligevel stod jeg i køkkenet kl 22.00 i går aftes, med spinat, ingefær, bladselleri, et æble og livets olie, og larmede gevaldigt med blenderen. Jeg har nemlig lovet mig selv at finde ud af, om endnu flere af de sunde grøntsager, bær og frugter, hver eneste dag, kan holde energien oppe, så jeg ikke sidder og længes efter foråret med energien helt i bund om et par måneder. I går eftermiddags havde jeg simpelthen hygget mig så gevaldigt med junior, bare siddet lidt sammen, talt og slappet af sammen, samt lavet aftensmad sammen, så jeg havde fuldstændig glemt min aftale.

Jeg var simpelthen nødt til at overholde den, om det så betød at jeg måtte skubbe mine sengetider en halv times tid og lidt larm kl 22.00. Jeg har nemlig allerede fået svar fra kroppen om, at det var lige hvad den havde brug for. For den kvitterede pludselig i går eftermiddags, med en forfærdelig kløe i næsen og en omgang snot. Sådan er det, når man begynder at skabe forandring. Jeg er nødt til at skille mig af med alt det skidt der gemmer sig i alle kroge, før jeg kan forvente at få skabt et tilfredsstillende resultat der holder.

Måske er det også derfor vi har en tendens til at give op, før vi når i mål. Vi bliver lidt småsyge, bliver måske endnu mere trætte, eller mærker modstand. Men det viser sig ofte, at der måske er endnu større grund til at fortsætte. Den modstand vi oplever kan faktisk rumme et kæmpe potentiale for at åbne op for en masse fantastiske ting, hvis bare vi tør overvinde den. Modstanden kan dække over ting vi ville have rigtig godt af, at få frem i lyset, og måske en gang for alle få afklaret, i stedet for at proppe det  bagerst i skabet igen. Hvor det formentlig bare vil fortsætte med at dræne vores energiniveau. Så jeg tager gerne en omgang snot, og lidt senere sengetider, hvis det betyder at jeg får fjernet skidtet i alle kroge.

Vi vil rigtig gerne have styr på vores liv, planlægge, ind imellem ned til mindste detalje. Desværre er det ikke altid muligt. Vi kan ikke planlægge os ud af alting. Nogle gange må vi også have tiltro til, at tingene sker, når det er meningen. Måske skal vi vente til omstændighederne er de rette. Indtil vi er modtagelige og åbne og har tiltro til, at der sker det der skal ske, når det skal ske.

Da junior var lille, og jeg skulle til at begynde at vænne ham til at spise mere fast føde, kan jeg huske det bekymrede mig rigtig meget, hvordan jeg nogen sinde skulle få vænnet ham fra  at få bryst. Han havde ret tidligt komplet tandsæt, hvilket til tider gjorde det lidt udfordrende at skulle amme.  Han var et meget godt brystbarn, som min sundhedsplejerske kaldte ham. Hun sagde også, at rigtig mange børn, hvis de ellers fik lov, ofte selv sagde fra når de var klar. Hun fik ganske ret, da der var godt gang i den faste føde gennem længere tid, og der stadig var tryghed og nærvær tilstede på anden måde også, så sagde han pludselig fra, næsten fra den ene dag til den anden.  Senere i børnehaven kom han selv og gjorde pædagogerne opmærksomme på, at han ikke længere ønskede at sove til middag, han ville hellere lege med de andre børn. En dag mente han pludselig ikke længere han behøvede at bruge ble. Og de forfærdelige sutter, han helst skulle have en helt håndfuld af, når han skulle sove, dem smed han pludselig en dag i skraldespanden, hver og en. Han klynkede ikke bagefter, en eneste gang. Han savnedede dem godt nok lidt, og kom til at spørge lidt til dem, hvorefter han straks kom i tanke om at de var borte. Men det var helt ok og i orden at savne dem lidt, nu hvor de var væk.

Jeg har hørt om børn der er blevet skræmt fra vid og sans pga trusler om uønskede lortebleer, eller har været tvunget til at sidde konstant på toilettet for at få dem til at smide bleen. Det bliver bare til mange skæld ud og timer på badeværelset, hvis man planlægger at barnet skal smide bleen som to-årig og hjerneimpulserne hos netop dette barn først fungerer når det er tre.

Planlægning er super godt, når vi gerne vil nå et bestemt mål. Sikre os, at vi ikke mister fokus, og at vi holder energien oppe. Men for megen planlægning kan i værste fald resultere i, at du måske overser noget andet vigtigt i dit liv. Der skal også være plads til lidt slinger i valsen, dage hvor du bare gør noget andet, eller lader tinge komme af sig selv. Tænk hvis du får planlagt dit liv så fastlåst i et bestemt spor, at du ikke ser alle de andre skønne muligheder der passerer på din vej.  Tænk hvis du har fået sat barren så lavt, undervurderet dine egne evner og det du er i stand til at manifestere i dit liv, at du går glip af noget endnu bedre. Der sker det der skal ske, i dit liv, når det skal ske, hvis du giver lov.

Tør du bruge din stemme, tale det du tænker, føler og har lyst til, uanset hvad andre måtte tænke ?

Da jeg var barn, voksede jeg op i en mindre by i Jylland. Vores klasse var til gengæld ikke specielt lille. Vi var på et tidspunkt, i underbygningen, 23 elever i den samme klasse. Dengang var det lige på grænsen til at blive delt til to klasser. Men vi var en klasse med så mange stærke individer, at jeg tror man valgte at bibeholde os alle samlet, for på den måde i hvert fald at holde os lidt afgrænset. Vores klasseværelse var anbragt sådan lidt væk fra de andres, imellem to etager, efter sigende fordi det var det største. Men jeg hørte også et par lærer nævne, at det var fordi det lå lidt væk fra de andres. På et tidspunkt var der faktisk et par drenge der mente, jeg skulle være offer for deres ret irriterende drillerier. Som så ofte, så hoppede en masse andre hurtigt med på legen. Det var lige op til generalprøven på et skuespil klassen skulle opføre til skolefesten. På selve dagen fik jeg nok, tog min cykel, og cyklede hjem, lige inden generalprøven. Vi skulle spille Orla Frøsnapper, og jeg havde rollen som smeden, så det kan nok være der var nogle der blev bange for, at jeg ikke ville komme tilbage. Men jeg ville ikke være med på de betingelser. Jeg vendte dog tilbage i tide til generalprøven, men havde fået sagt så tydeligt fra, at de forstod. De fik oven i købet skæld ud af vores lærer, da de måtte forklare, hvorfor jeg pludselig ikke var til stede.

Det er ikke fordi jeg husker skoletiden som specielt dårlig, men der har helt klart været nogen i klassen der har haft dårlige oplevelser. Dengang måtte man tale højt for at blive hørt, ikke være bange for at bruge sin stemme. Hvis man ikke var med, så var man ude. Jeg husker senere i overbygningen, min tysklærer roste mig ofte for min stemme. Fordi jeg ikke var bange for at sige noget i en forsamling af mange ord og meninger.

At turde bruge din stemme, ikke være bange for at sige din mening, uden at frygte hvad andre tænker og mener, det er en gave du bør give dig selv. Det giver dig kraft og styrke til at være dig selv og stå ved dig selv. Kun ved at tale vores inderste ønsker i livet, sige fra eller til, kan vi skabe det liv vi drømmer om.

I juniors børnehave skiftes børnene til at ” have dagen”. Det betyder, at man den dag skal stå oppe foran alle de andre børn, og fortælle om dagen i dag. Om det er mandag eller måske torsdag. Kigge ud af vinduet, og fortælle hvordan vejret er, årstiden osv. Jeg syntes at det er genialt. At lære at bruge sin stemme overfor sine venner, selv om man måske er lidt genert eller bange for at lave fejl. Der sker nemlig det med børn, at de vokser med opgaven. De bliver bedre og bedre for hver gang, og gennem succes lærer de, at det ikke er farligt eller flovt at stå der og tale, mens man er midtpunkt og alle kigger på en.

På samme måde kan du faktisk blive bedre til at bruge din egen stemme. Øve dig i at tale i større forsamlinger. Stille og roligt blive bedre og bedre til at sige din mening, sige fra eller til, uden frygt, selv om andre mener noget andet. Som løven der brøler af alt sin kraft for at vise sin styrke, det er absolut nødvendig for at den kan overleve i naturen. At den viser alle omkring sig, alt sin styrke og kraft. Du behøver ikke engang være agressiv, faretruende eller vise tænder. Bare bruge din stemme til at fortælle verden, hvem du er.

Forleden dag havde jeg et tidligt eftermiddagsmøde, hvilket betød, at jeg havde knap en time til overs, inden jeg skulle hente junior i børnehaven. Jeg har den sidste uges tid haft lyst til at skabe ny energi på badeværelset. Så jeg fik vasket håndklæder, bademåtte og bruseforhæng. Gjort rent, pudset vindue og vasket gulvet. Men jeg startede med at tømme hele rummet, for stort set alt. En ting er, at det er meget nemmere at gøre rent og vaske gulv når rummet er tomt. Men jeg elsker faktisk ret meget det der med at indrette mine rum på ny. Få et overblik over rummet uden ting og sager, og på ny tage stilling til, hvad jeg ønsker at have i rummet. Jeg var egentlig udemærket tilfreds med rummet, og har udelukkende ting jeg elsker i det rum. Men tingene har nogen gange brug for ny energi, et andet sted, sammen med noget andet, eller måske oven i købet holde en lille pause.

Når du skal indrette et rum helt på ny, så start med at danne dig et overblik over rummet. Vi har ofte en tendens til at stille tingene tilbage på nøjagtig samme sted, det har jeg også selv. Specielt hvis tiden pludselig render fra mig, eller jeg ikke lige har overskud til at tænke mig om, når der pludselig løber andre projekter til. Jeg kan faktisk godt finde på at trække projektet lidt ud. Specielt hvis jeg kan mærke, at jeg har brug for lidt forandring. Derfor starter jeg også ofte med, kun at flytte ca halvdelen af mine ting tilbage igen. I hvert fald lige i en dag eller to. Så kan jeg nemlig lige gå og fornemme lidt, hvad det er der måske mangler, eller flytte lidt rundt på det der allerede er sat tilbage i rummet. Er rummet først fyldt op med ting igen, så kan det være næsten umuligt at se nye muligheder. Det behøver ikke være noget særligt, der gør en verden til forskel. Bare det at få fjernet nogle enkelte ting, der måske ikke skal være i rummet mere, vil med det samme skabe ny energi. Jeg har sådan nogle kludetæpper i læder. Bare det at bytte det sorte ud med det brune eller det beigefarvede jeg har liggende andre steder i huset. Måske skifte et par blomsterpotter i brune ud med et par sorte og så måske en eller to nye potteplanter eller nogle jeg har stående et andet sted i huset, så har jeg uden noget særligt skabt skøn ny energi på badeværelset.

Har du ikke lige overskud eller tid til badeværelset, så start med spisebordet, køkkenbordet eller et hjørne i stuen. Men gør dig selv den tjeneste at tømme og rengøre området først. Resultatet vil føles langt skønnere uden nullermænd. Ellers kan det let komme til at føles lidt som at gå beskidt i seng, i dit skønne nyvaskede sengetøj. Det holder ikke ret længe.

Nytår betyder ofte nye drømme. En nyt år, lidt som en ny tid, et skæringspunkt hvor næsten alt er muligt. Som den sprit nye kalender for det nye år. Fyldt med nye blanke sider til at skrive alle dine skønne ønsker og drømme.

Men hvis det er sådan det føles, hvorfor er det så vi ofte ikke kommer helt i mål. Hvorfor går vi død i projektet, mister lysten, energien eller målet. Jeg hørte forleden et indslag om netop disse nytårsforsæt, som mange ofte giver sig i kast med efter nytår. Hvordan vi ofte meget ambitiøse går i gang, måske med alt for høj hastighed, for derefter at miste pusten efter kort tid. For måske handler det i virkeligheden mere om at sætte barren lidt lavere, være lidt mere realistisk og så måske hellere bruge lidt længere tid på at nå i mål. For hvad betyder det egentlig, om du kommer lidt senere i mål, hvis bare du når i mål til sidst.

Du er altså nødt til at kunne se guleroden foran dig. Vi bliver alle overvældet af livet, af hverdagen. Så du er simpelthen nødt til at gøre det så synligt som overhovedet muligt, hvad det er du skal nå. Det må meget gerne føles som en kæmpe gave, det du får, når du har nået målet, i stedet for at du dagligt føler afsagn og straf for det du måske må give afkald på. Positiv tænkning var på et tidspunkt meget oppe at vende, og det handler måske i virkeligheden rigtig meget om, at du bliver endnu mere bevidst om alle de positive forandringer du skaber for dig selv, i stedet for alt det du finder negativt. Vi er desværre så fandens gode til at gokke os selv i hovedet konstant, med janteloven, med undskyldninger og at få ondt af os selv når vi syntes det bliver lidt for hårdt. Men det er ok, så længe du forstår, at hvis du virkelig ønsker dig den der lækre gulerod. Så må du altså fortsætte fremad.

Dit liv handler om alle dine valg. Tilvalg og fravalg. Vi vælger til og fra hver eneste dag. Til, i forhold til det vi gerne vil, det vi ønsker os i livet, og vælger fra i forhold til det vi ikke vil. Men det er faktisk også muligt, at vælge alt det til vi egentlig ikke ønsker os. Når livet bliver en illusion på alt det vi ønsker os og gerne vil have, men som måske ikke gavner os i vores liv. Ikke hjælper os der hen hvor vi gerne vil være, gør os glade og lykkelige. Eller når vi ikke får gravet dybt nok ned i vores indre, for at finde de helt rigtige svar. Eller vi ikke får set, at vi ikke har fået ændret på vores omgivelser i takt med at vi selv har ændret os. Men hvorfor vælger vi det så stadig til, hvis det ikke er det vi vil. Hvorfor kan det være så svært at erkende at det som var, ikke er her længere. At det vi ønsker os egentlig ikke støtter os, eller at vi undervejs har glemt at spørge os selv, om det stadig er det vi ønsker os.

Vi ser konstant på omverdenen med vore øjne, på vores nærmeste og vores omgivelser. Det er så nemt at pege fingre af alt det vi ikke bryder os om, forsøge at rette på det vi gerne vil have ændret. Langt hen af vejen er det måske også muligt at ændre på vores omgivelser og måske også på vores nærmeste. Men hvis vi aldrig får kigget indad, hvis vi glemmer at kigge på os selv, så finder vi sansynligvis heller ikke den splint der sidder og forårsager problemet. Så hjælper det måske aldrig helt, at møblere rundt i stuen igen og igen, købe nye møbler og lækkert interiør, hvis du ikke først har gjort et grundigt forarbejde med dig selv, og fundet ud af, hvad du virkelig længtes efter og har brug for. Det hjælper også sjældent at få ungerne opdraget til små engle og manden til en servicerobot, hvis du ikke først har fundet ud af, hvad det i virkeligheden er du har brug for og sætter størst pris på i familielivet. Hvad var det for en drøm du havde om familieliv og parforhold, da i startede med at stifte familie. Var det et “se pænt ud” glansbillede , eller et hjem fyldt med glæde, leg, latter og hjerterum.

Det kan være så fandens svært at erkende, at du kan være nødt til at justere lidt. Indrømme at du må lave noget om, som om du næsten har lavet en fejl. Vi er jo opdraget til ikke at fejle. Gennem prøver og tests gennem hele uddannelsesforløbet, og formentlig også gennem hele dit arbejdsliv. Men det er faktisk ok at ombestemme sig, det er ok at blive klogere på sig selv og livet, mere erfaringsrig eller opdage nye muligheder. Det er aldrig for sent at skifte spor, aldrig for sent at finde nye drømme, eller få lyst til at udforske nye oplevelser.

Jeg havde i mange år en drøm om at bo i en smuk gammel patriciavilla. Med højt til loftet, stuk og gamle rokokomøbler. Jeg forsøgte endda igennem flere år, at tilføre det jeg kunne til den kun 15 år gamle bolig vi bor i, og for flere år siden var vi også ude og kigge på en meget fantastisk en af slagsen, der var sat til salg. Men jeg fandt ud af, at jeg inderst inde er meget mere til noget helt andet. Jeg elsker at opholde mig i naturen, og det, det giver mig, at omgive mig med ting fra naturen, og mine smukke blomster og planter i haven. Ting med historie, patina og rustikke, autentiske ting, det giver mig langt mere end rokokomøbler og stuk, uanset boligens udseende. Det giver mig en ubeskrivelig ro, at have naturens materialer, ting fra dyr og planter omkring mig. Det er i virkeligheden det mest fantastiske. For i stedet for at gå og sukke efter en helt bestemt type bolig, ved jeg nu, at jeg ville kunne skabe samme fantastiske nærende hjem, bare ved hjælp af de ting der nærer min sjæl.

Det er først for sent den dag du fortryder, at du ikke fik det gjort i tide. At du ikke fik lyttet til dig selv og droppet alt din søgen rundt omkring i alle dine omgivelser, i stedet for at finde svaret hos dig selv.

Så blev det januar, og næppe er vi trådt ind i det nye år, før butikkerne bugner af frisk frugt og grønsager samt slankeprodukter. Vi går nemlig altid lidt amok her i januar. Alle vil gerne være sunde, friske og slanke, måske oven i købet med lidt ekstra kilo efter julemiddagen. Jeg er hverken ernæringsekspert eller speciel fanatisk. Da jeg arbejdede som sygeplejerske var behovet begrænset til, groft sagt, at fede småtspisende patienter op, fjerne sukkeret til diabetespatienter, holde maden i anoreksipatienter og øge kalkindtaget hos patienter med knogleskørhed. Der var ikke ret megen tale om kemi i maden, hvordan sukker og alkohol kunne påvirke vores velbefindende eller hvorvidt vi burde vælge ubearbejdede fødevarer frem for bearbejdede.

Jeg mener, at man bør vælge ud fra sin egen overbevisning og en god portion fornuft. Jeg bliver fx med garanti dårlig hvis jeg spiser fast food. I juniors børnehave står de af og til undrende, når junior siger nej tak til kage og flødeboller, fordi han ikke kan lide det. Jeg har altså ikke har gjort noget for at få ham til at spise det. Han vil hellere have lækre grønsagsstave, tomater eller andet, og kan nemt få krudt i måsen uden et sukkerchok.

For mig handler det udelukkende om det resultat jeg kan forvente at få ud af det jeg putter indenbords. Hvad kan jeg forvente af lækker hud, udstråling og god energi med sunde og nærende råvarer kontra færdigretter, sukker og hurtige kulhydrater. Hvad vil jeg byde mig selv og min krop, som brændstof til maskineriet, i forhold til den præstation jeg forventer jeg kan yde.

Det er lidt lige som det vi putter ind i vores bolig. Hvis vi bare halvhjertet og lidt ligegyldig fylder vores hjem med bras, så er det måske ikke så mærkeligt at vi ikke føler os rigtig hjemme. At vi ikke glædes over synet hver eneste dag, når vi slår øjnene op. Hvis vi ønsker os et skønt hjem, så må vi som minimum begynde at putte skønne ting ind i det også, og samtidig forsøge at bringe antallet af ligegyldige ting ned. Ellers sker det formentlig aldrig.