Jeg forstod ikke helt, hvorfor alle andres gode råd og velmente forsøg på at hjælpe, gjorde mig irriteret, og aldrig var løsningen på det jeg søgte.

Jeg kunne konstant have andre meninger, andre løsninger og en evig undren over den fastlåsthed og manglende evne til at se ud over alt det gængse og vanlige, kørende rundt i mit hoved, som en konstant, indre samtale.

Jeg kunne ikke forstå, hvorfor der aldrig var nogen der var skabt til at se andre muligheder. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor der aldrig var nogen der kunne se, at det hele blot kørte i ring, og aldrig kom ud af flækken. Jeg kunne ikke forstå, at der ikke var andre der havde lyst til at prøve noget helt andet, hvis lortet stadig ikke virkede. Så var det måske på tide at skifte det ud, i stedet for at vente på mirakler eller brokke sig så langt ned i sølet, at det hele til sidst kunne være ligegyldigt.

Men jeg kunne heller ikke bruge alt min undren til andet, end at fortælle mig, at jeg var nødt til at gøre noget helt andet. Jeg kunne ikke bruge alle de uddaterede, gode råd til noget. Jeg kunne ikke komme videre med det jeg ville, hvis jeg skulle fortsætte med at lade andres måde, bremse mig. Jeg kunne ikke fortsætte med at lede efter gode råd, der hvor de ikke fandtes. Jeg vidste, at jeg var nødt til at finde dem selv. Jeg vidste, at jeg var nødt til at søge, et helt andet sted.

Det var mig selv der skulle finde svarene, det var mig selv der skulle finde løsningerne og det var mig selv der skulle finde på noget helt andet.

Jeg var beregnet til at finde min egen sandhed. Skabe mine egne løsninger. Finde mine egne måder. Handle på min egen indre stemme og intuition.

Jeg var ikke beregnet til at være fastlåst, i en restriktiv og regelrettet måde at løse problemer på, som masserne. Men fra det sted som rummede langt større ressourcer og muligheder, end det velkendte.

I det øjeblik jeg begyndte at lytte til mig selv. I det øjeblik jeg begyndte at tro på mine egne måder og løsninger. I det øjeblik jeg begyndte at handle på min egen intuition, uden at tage hensyn til alt muligt andet. I DET øjeblik begyndte alting at forandre sig. I det øjeblik begyndte jeg at kunne skabe de resultater jeg ønskede mig. I det øjeblik følte jeg mig ikke længere udmattet, træt og drænet, af alle mine tanker og handlinger. I det øjeblik, blev jeg ikke længere overvældet af alle tanker og følelser der rumsterede i mit indre.

Der var ikke længere forskel på den jeg mærkede jeg var, det jeg tænkte og følte, og alle de handlinger jeg foretog. Alt begyndte at hænge sammen, alt begyndte at give mening og alt begyndte at føles ægte, rigtigt og med en langt dybere mening. Der opstod en følelse af fred, i mig.

Jeg troede jeg skulle fikse det hele, før alting blev ok. Jeg troede det hele skulle være nærmest perfekt, helt i orden og på et ekstremt højt niveau, før jeg var tilfreds. Jeg var næsten ved at miste pusten, bare ved tanken om, at jeg ikke kunne finde tilfredsstillelse ved det hele, før jeg ligesom havde nået alle mine mål.

Men det fik mig samtidig også til at tænke på, om det overhovedet var nødvendigt. Det fik mig til at undersøge, om der var andre muligheder. Det fik mig til at stille spørgsmålstegn ved “det hele”, og komme helt til bunds i sagen.

Undervejs i min søgen, stod det mere og mere klart, at der var en helt anden mulighed. Undervejs fandt jeg dybere og dybere ind i mig selv, og den sandhed jeg havde søgt så længe. Den sandhed der ikke levnede nogen tvivl overhovedet. Den sandhed hvor der ikke længere var behov for nogle spørgsmål, fordi jeg allerede kendte alle svar. Den sandhed hvor der ikke var noget som helst jeg behøvede, andet end min egen dybeste sandhed.

Jeg fandt det sted hvor jeg allerede var mere end nok, og derfor ikke behøvede fikse en skid. Jeg fandt det sted hvor jeg allerede var helt perfekt, uanset alle de ydre omstændigheder. Mit høje niveau og det at være helt ok, handlede overhovedet ikke om de ydre omstændigheder, men om den rolle jeg spillede overfor mig selv. At jeg kun gjorde alt det jeg havde lyst til at gøre. At jeg altid var 100% ærlig overfor mig selv. At jeg altid behandlede mig selv kærligt og med respekt, også når der opstod ideer der i første omgang kunne gøre mig lidt bange. Også når jeg fik lyst til at gøre noget andet, og turde handle på det der kunne være mega fedt. Også når det måske var lettere at lade være.

Målet var ikke at fikse alt omkring mig, og det der ved første øjekast så ud til at være problemet. Men jeg skulle være den version af mig selv, som jeg kunne mærke jeg havde mest lyst til at være. Jeg skulle være den version af mig selv, der handlede på alle de fantastiske, nye kreative ideer, alle mine værdier og holdninger, og det der så tydeligt kunne mærkes dybt ind i mine knogler, var det fedeste jeg overhovedet kunne forestille mig at gøre, tænke og være i denne verden. Det var alt det jeg skulle.

De ydre omstændigheder var kun en lille brøkdel af hele det samlede foretagende. Hvor i mod mit indre, mine længsler, mine lyster, mine drømme, mine værdier og alt det der udsprang fra min indre kilde. Det var det eneste jeg skulle.

Der var engang, hvor vi var undertrykte, og uden retten til at blive hørt. Måske blev vi anset som uvidende og dumme. Uden ret til at sige vores mening, samt handle ud fra egen lyst. En form for styring, for at opretholde en bestemt ønskelig, og tålelig adfærd.

Jeg får altid associationer til vores børn, og hvordan man kan fristes til at drage paralleller. Det er STADIG som om man ønsker at styre og kontrollere dem. Vel og mærket også med den hensigt, at sikre dem en god opvækst, en succesfuld fremtid og gode vilkår i livet.

Det var sikkert også meget velment tænkt, at kvinder skulle beskyttes, der dengang ansåes som det svage køn. Men det ved vi også alle i dag, overhovedet ikke er tilfældet, for se hvor vi står, i dag. Som total ligeværdige, der for længst har vist, at vi er i stand til at beskytte og overleve selv. I hvert fald for dem som gider. Men vi fik trods alt muligheden.

Hvad nu hvis vi kunne opnå langt større “succesrate” for vores børn, ved at lade dem tænke selv, mærke selv og vælge selv. Hvad nu hvis vi rent faktisk kunne lære vores børn, at leve et liv baseret på glæden ved at være dem selv, i stedet for at fortsætte med at lære dem at vokse op til et liv med frygten for ikke at være god nok, frygten for ikke at være elsket, og bekymringer om ikke at leve op til andres forventninger om succes og prestige.

For hvad er det i virkeligheden du fortæller dine børn.

At de er nødt til at gøre noget bestemt, for at få succes.

At de ikke kan blive til noget, med mindre de gør som normen.

At de er nødt til at indordne sig og passe ind i mængden, for at blive accepterer og elsket.

At verden er et farligt sted, og man derfor må kæmpe og knokle for at overleve.

At de ikke skal gøre sig nogen forhåbninger om at opnå deres drømme, fordi alt er imod dem.

At alt det de tænker, mærker og føler, for alt i verden skal pakkes væk, hvis ikke det passe ind.

Hmmm… jeg syntes bestemt det minder mere om styring og kontrol. Er vi virkelig ikke nået længere, når det gælder trivsel af vores børn, i dette ellers højteknologiske samfund.

Hvad nu hvis vi fik skabt langt færre deprimerede, forvirrede og fortabte børn, ved at lade dem blive hvad fanden de havde lyst til.

Dybest set kunne dit barn være født til at samle skrald, sidde på en bænk og drikke bajer eller leve live som hjemløs, og stadig være glad for livet, fordi de havde fået valget.

Ville du elske dit barn mindre af den grund ? Ville du fortælle dit barn, at det var mindre værd, af den grund ? Ville du ikke i dit varme moderhjerte vide, at hvis bare dit barn havde det godt, så var der fred i dit hjerte ?

Har alle vores kære børn ikke fortjent muligheden for at vælge deres eget liv og ståsted i livet. Burde det dybest set ikke være fuldstændig ligegyldigt hvad fanden vi gør, så længe de bare er glade ? Børn fra selv de kummerligste vilkår, vokser op til at skabe noget storslået og forandrer verden. Mens børn med selv de bedste muligheder ender med at give op, på alt og alle. Så dybest set er det ligegyldigt, hvis de ikke finder nogen særlig mening og et større formål med deres liv.

Det formål og den særlige mening, der kommer indefra.

Det formål og den særlige mening, der kun kan tænkes, mærkes og føles, af dem selv.

Det formål og den særlige mening der udspringer fra et åbent og ekspanderende indre, der netop ikke er lukket ned af regler, kontrol og styring.

Det formål, der måske kun giver mening for den selv. Men er helt og holdent deres eget, og derfor også det eneste med reel værdi, for dem.

Livet er skønt, eller det er i hvert fald sådan vi gerne vil have, at det skal være.

Nogle forsøger at fake sig til det skønne liv. Ved at vise en pæn og poleret overflade, men hvor sandheden er en helt anden. Det er som om man tror, at den perfekt og poleret facade, der høster anerkendelse, respekt og beundring hos andre, på sigt kan føre til et skønnere liv. Men intet bliver mere skønt, end sandheden. Intet bliver mere skønt, end sådan som det i virkeligheden er. Illusionen om, at alle skeletter i skabet på magisk vis forsvinder, hvis bare vi lader som om de ikke er der, længe nok. Det kommer aldrig til at ske.

Du kan heller ikke nøjes med den første og bedste stodder du møder på din vej, og så fake til at han er vidunderlig, længe nok til at han på magisk vis forandrer sig til den mægtigste konge. Heller ikke selv om du ihærdigt forsøger at lave ham om, med alt magt og vold. Han er og bliver en stodder, i hvert fald indtil han selv indser, at han har lyst til at være noget andet.

Andre render konstant rundt og brokker sig over alt det der er galt med denne verden, og tror, at hvis bare dit, dut og dat var efter deres mening, så ville alting være skønt. De kan slet ikke forstå, at de er med til at skabe alt den elendighed i deres bevidsthed, via deres egen fortolkning af verden. Via deres egen brok og evige beklagelser. Måske var det rent faktisk muligt at ændre alt det der altid var galt, hvis de brugte alt deres negative energi på at skabe noget nyt og bedre. Men at sidde fast i offerrollen, hvor man føler at alting sker imod en, og man ikke har mulighed for at ændre en skid. Det bliver det aldrig meget skønnere af.

Jeg vil gerne fortælle dig, at livet er skønt, for det er det, når du gider tage ansvar for, at det er et skønt liv du gider at leve i. Men livet kan også være hårdt, vi kan blive ramt af frygt eller sorg, og vi kan føle os magtesløse i forhold til at se andre muligheder. Men du har altid et valg.

Vi kan vælge at være ærlige, overfor os selv, og begynde at anerkende og respektere alle de skeletter vi har gemt af vejen, og begynde at forme vores liv, sådan som vi gerne vil have det. Uanset om det er kønt for alle andre, uanset om det er populært eller ej, og uanset om det er det de andre gider se på, så er det dig der burde være omdrejningspunktet i dit eget liv.

Du kan vælge at give stodderen sparket, når du indser, at du har fortjent langt bedre. Eller du kan begynde at gå din egen vej, og se om han kan følge med. Tro mig, han falder fra, helt af sig selv hvis han indser, at han aldrig kommer til at kunne følge med dig.

Du kan begynde at se på alt det skønne, du allerede har i dit liv. Men samtidig give dig selv lov til at være frustreret, når tingene ikke går som du ønsker. Men du behøver ikke involvere alt og alle i alle dine frustrationer, hver eneste gang. Det er faktisk skønt at kunne være sammen med andre mennesker, uden at skulle løse alverdens forskruede personer og alverdens problemer hver eneste gang. Du finder ret hurtigt ud af, hvis du vel og mærket får standset mængden af brok, at der som regel er konsekvens ved alt det du sender ud i denne verden. Både positivt og så sandelig også negativt.

Hvorfor leve i en pæn og poleret overflade, hvor skeletterne konstant banker på. Hvor du tager til takke med langt mindre, end du har fortjent, og negativiteten kører rundt i en konstant ring. Hvis der findes et langt skønnere liv for dig, hvor du omsider får lov til at spille hovedrollen i dit eget liv.

Hvis du går bare en lille smule op i selvudvikling, og gerne vil lære dig selv endnu bedre at kende, så har du sikkert også hørt, at det er vigtigt at leve i nuet.

Sådan er det med meget selvudvikling. Vi forstår de kloge ord, og har sikkert også for længst fundet ud af, at det handler om at være tilstede i det øjeblik vi har, lige nu. Uden at rode for meget rundt i vores fortid, og bruge det som undskyldning for alt og alle. Samtidig med, at vi ikke konstant jagter drømme ude i fremtiden, og helt glemmer at standse op, og nyde livet, her og nu.

Det er bare sådan med kloge ord. Det lyder mega smart når vi forstår det, og kan forklare det til alle dem der gider lytte. Men det får ikke en skid betydning, i vores liv, hvis vi ikke forstår at anvende det, rent praktisk, til at skabe forandringer, i vores liv.

Det er ikke nok at vide alting, hvis du ikke også har evnen til at sætte handling bag dine ord. Det er ikke nok at kende “sandheden” hvis du ikke kan skabe en anden og bedre virkelighed, for dig selv.

Det er lige præcis det der gør, at det er så fedt at lære sig selv bedre at kende. Du bliver i stand til at skabe et federe liv for dig selv, gennem målrettet handling. Ellers kan det være fuldstændig ligegyldigt hvor meget viden du tager ind, hvis du ikke kan anvende det til at skabe en bedre verden, i det mindste for dig selv. Så bliver det bare en smart-ass, tom facade, af ligegyldige ord.

Jeg kunne have valgt at kalde mig selv “Solsikkeblomst” hvis jeg syntes, jeg var tynget af en forfærdelig fortid, på grund af mit navn. Men, med mindre jeg tog en aktiv beslutning om ikke at lade mig definere af dårlige fortidsoplevelser, og starte på en frisk, hvad skulle der så lige på magisk vis ske, fordi mit navn var et andet. I min barndom, hvor der i øvrigt hverken var Netflix, mange TV-programmer og YouTube til de unge, kom der en film der hed Ditte Menneskebarn. Hvor mange gange er jeg lige blevet kaldt det, tror du ? Men skulle det navn definere mig, hvem jeg var og hvad der for mig var muligt at opnå, i mit liv. Jeg tror på, at jeg er den der definerer ALT i min oplevelse af livet, og jeg ene og alene har magten og styrken til at bestemme, hvad jeg vælger at tro på.

Jeg skal elske mig selv, før jeg kan elske andre. Men hvor nemt kan det ikke lige være at sige, jeg elsker dig til et andet menneske, før man har oplevet den dybeste og mest ærlige og ægte kærlighed nogensinde ? Du kan rende rundt og sige jeg elsker dig, til dig selv, i en evighed. Men med mindre du ejer et drive som Ole Henriksen, så får det måske ikke helt samme gennemslagskraft, i dit liv. Kan du derimod elske dig selv så højt, at du er skide ligeglad med hvad alle andre går og siger, om dig. Fordi du VED, at du altid er værd at elske, uanset hvad andre mener om det du gør. Kan du elske dig selv så højt, at du er så kærlig, omsorgsfuld og nærværende overfor dig selv det meste af tiden, nøjagtig som du ønsker dig en evt partner er i et kærlighedsforhold, og som du måske ønsker dig i alle dine øvrige relationer.

Kan du elske dig selv så højt, at du altid sørger for dig selv først. Så du hviler dig, når du er træt. Spiser, når du er sulten, uden restriktioner og løftede pegefingre overfor dig selv. Siger det du mener, uanset andres holdning. Så du giver dig selv omsorg, nærvær og kærlighed, når du er såret eller ked af det. Så du får lov at møde din egen forståelse og accept, når du møder afvisning og manglende respekt fra andre. Så du ikke forsøger at parkere alle de mørke og dystre tanker og følelser, i et rum bag lås og slå, men ved, at det også er helt ok at elske den del af dig. Det er også ALT det du skal elske. Dig selv, i en ærlig, upoleret og fuldstændig autentisk version. Der, hvor du er langt mere end dit navn, dit udseende, dit job, din økonomi, dine børn eller dine diplomer, beviser eller A+ talenter. Her betyder det ikke en skid, for du er langt mere end det. Du er nye muligheder, du er nye oplevelser, du er nye drømme, du er alt det du kunne tænke dig. Derfor er det også først her du finder et perfekt match til de kærlighedsrelationer du måske søger, i dit liv.

Her behøver du nemlig ikke bevise du er noget værd, for det ved du allerede du er. Her behøver du ikke gøre dig fortjent til kærlighed, for du har allerede mættet dig selv i betingelsesløst kærlighed. Her skylder du aldrig nogen noget, for det er ikke en vægtskål der skal holdes i balance, men det største, brusende vandfald, af ren overflod. Her behøver du ikke diskutere eller få ret, for i har alle ret til hvert jeres.

Tænk, om du var kommet til at bygge dit liv op på en stor løgn, fordi du ikke havde husket, at lytte til dig selv.

Tænk om alle de livsvigtige ting og sager du rendte rundt og brugte alt din tid på, i virkeligheden viste sig at være ligegyldigt fyld. Ting der i virkeligheden ikke gjorde dig godt. Ting der i virkeligheden ikke gjorde dig glad. Ting der i virkeligheden ikke gjorde dig fri og levnede plads til, at du kunne være dig.

Tænk, hvis du havde spundet dit eget spind så kraftigt og stærkt, at du slet ikke kunne se klart længere, ikke mærke dig selv længere, ikke oplevede glæden ved at gøre en masse fantastiske ting, for dig selv mere.

Husk at standse op, og mærke efter, om du stadig befinder dig på rette vej, i livet. Det kan hurtigt komme til at køre på ren autopilot, hvis man i forvejen har en travlt hverdag. Hvis alle dage ligner hinanden. Hvis du føler dig drænet og udmattet konstant. Eller begynder du at mærke lysten til at skylde skylden på alle andre, i afmagt, fordi du ikke føler du kan få tingene til at hænge sammen.

Det er måske kun små justeringer, der skal til. Men din tilstand og dit humør, er det der viser dig, om det er nødvendigt.

Vi er så vandt til at fikse alt og alle omkring os, så snart der er noget galt. Men denne justering handler om dig. Det handler om der hvor du mærker skoen trykker, i forhold til dig.

Det handler om at du må indtage den plads du ønsker og fortjener, i dennne verden. Om det så bare handler om en halv time i karbad. Lade støvsugeren stå til i morgen, eller bare sige, jeg gider sku ikke lige i dag.

I min iver efter at få genskabt den smukkeste drømmehave, efter jeg overtog en fuldstændig vildtvoksende have. Kunne jeg ind imellem blive så besat af at få gjort alle de skønne ting jeg så som de smukkeste, indre visioner. At jeg nogle dage næsten helt kunne glemme det jeg elskede mest. Nyde synet at alle de skønne blomster og planter. Iagttage enhver lille skabning der flyver, hopper eller danser rundt. Mærke den livskilde vi alle er en del af, fra moder jord, varmes igennem af solen, og se skyerne svæve rundt på himlen.

Det er det ENESTE jeg dybest set behøver, og reelt set, kunne jeg formentlig have gjort det i den gamle have også, uden at have lavet en skid.

Men nu elsker jeg jo også alt det andet, og hele den fantastiske, kreative udfoldelse. Men ikke fra et sted hvor det hele bare skal fikses og overståes. Ikke fra et sted, hvor det føles som en belastning, hvor det føles hårdt og som noget man trækker efter sig i dage, uger eller måneder, som uafsluttede projekter.

Men som en her og nu, sprudlende og energifyldt, kreativ ide. En ide der er så fantastisk, at man straks må gå igang. En ide der udfolder sig til virkelighed med lynets hast, fordi energien, lysten og kreativiteten er så høj, at man slet ikke kan vente med at se det færdige resultat.

Hvem vil ikke gerne gøre sit bedste ? Hvem vil ikke gerne have succes, blive anerkendt og opleve at lykkedes med alt det vi går og drømmer om?

Og hvem kender så ikke samtidig til frygten for at fejle ?

Er frygten for at fejle så stor, at vi aldrig tør sætte nye ting i gang. Klamrer vi os fast til det velkendte og illusionen om trygheden i det, så vi ender med at bremse os selv, gang på gang, i alt det vi går og længes efter.

Hvad nu hvis frygten blot er en form for illusion, der gør os bevidste om, at vi har stor værdig i livet, vi for alt ikke ønsker at miste. Hvad nu hvis frygten blot minder os om, at vi er i færd med at begive os ud på ukendt tærræn, og derfor har brug for alle de ressource, vi har til rådighed.

Hvordan finder vi overhovedet ud af, om vi har det der skal til, hvis vi aldrig kommer i gang, gør et forsøg, eller prøver os lidt frem. Måske er der ikke kun risiko for fiasko, men samtidig “risiko” for stor succes. Måske er en række fiaskoer blot en nødvendig regulator for, at vi kan finde den helt rette metode, den helt rigtige kurs, og komme til at ende det helt rigtige sted. I stedet for, at vi giver op efter første forsøg.

Det er næsten som den nybagte mor jeg var, for godt 8 år siden. Skulle jeg give op efter første forsøg da han skreg, men ikke var sulten ? Jeg lærte lynhurtigt at justere ind. Men kun fordi jeg forsøgte igen og igen, og tillod mig selv at stille mig 100% til rådighed i en ellers ukendt rolle, som mor. Ikke via bøger, gode råd og ammehistorier, men ved at vide, dybt i min sjæl, at jeg allerede var den mor mit barn havde brug for. Jeg kunne allerede kommunikere med ham, uden ord. Jeg kunne allerede mærke hvad han havde brug for, helt instinktivt, fordi alle hans celler og dna var lagret dybt i mig, resten af mit liv. Var jeg gået direkte i frygt for at fejle, havde jeg samtidig lukket fuldstændig af for den smukkeste forbindelse jeg havde til hans databank, fordi jeg var hans mor. Jeg havde aldrig fundet ud af, hvor meget bedre en mor jeg kunne være, for ham, når blot jeg lænede mig dybt ind i tilliden til, at jeg allerede havde alle de ressourcer, jeg havde behov for.

Og nej. Det giver fortsat frygt for at fejle, når vi står overfor nye beslutninger, der omhandler dem vi elsker højst og vil beskytte, for alt i verden. Man kan stadig møde tvivl, og det kan føles svært eller overvældende, når man ved man er nødt til at træffe valg der ikke er i alles interesse. Men hvad er det værste der kan ske, når du VED du har truffet det bedst mulige valg. Du kan ALTID justere ind, du kan ALTID prøve noget andet, og du bliver ALTID klogere på dine egne erfaringer.

Gør du ingenting, så sker der absolut intet nyt.

Sidder du fortsat og venter på, at dit liv for alvor skal gå i gang.

Lige engang når du har tjent penge nok. Lige engang når du har fået energi nok. Lige engang når omstændighederne på magisk vis har forandret sig til det bedre.

En bedre bolig, en bedre løn, et bedre job, en bedre krop, en bedre mand, eller hvad du nu ellers render rundt og bruger som undskyldning.

For det bliver ALDRIG til andet, end undskyldninger, du fortæller dig selv. Det virker måske langt lettere at blive siddende på bænken, end at begynde at gå efter alt det du gerne vil have i dit liv.

Det kan måske virke langt lettere, at give alt eller alle andre skylden, i stedet for at skulle tage ansvaret for alt dit lort selv.

Dybest set kunne det jo være fuldstændig ligegyldigt. Hvis du foretrækker at blive siddende på bænken, hvis det føles lettere at være offer i sit eget spind, og ikke gøre en skid. Så er det fuldstændig dit eget valg. Så erkend dog bare, at du ikke orker at røre dig ud af flækken. Men hvorfor så fortsætte med at give alt og alle, formentlig indklusiv dig selv, skylden for det.

Hvis du derimod virkelig ønsker at forandre dit liv. Hvis du virkelig ønsker af skabe et federe liv. Så er der efter min mening kun ET sted at starte, og det er via sandheden. Det er derfor jeg ELSKER ærlighed og ærlige mennesker, så højt.

Det er det, der giver mig blod på tanden og styrken til, at forandre den virkelige sandhed. Det er det der bortvasker alle slør, og skaber et fuldstændig sandfærdigt billede af min virkelighed, således at jeg kan navigere korrekt, og ved præcis hvilken vej jeg skal gå. Det er det der gør, at selv om jeg i første omgang måske mærker frygt og usikkerhed omkring det ukendte. Så mærker jeg en anden vision der ligger og venter på mig, i min virkelighed. Jeg VED, at det er tilgængeligt for mig, i min egen virkelighed. Fordi jeg kan se det så klart, fordi jeg kan mærke det så tydeligt, og fordi mit hjerte på magisk vis åbner sig for nye muligheder, således at jeg kan mærke hvilken vej jeg skal gå.

Vel og mærket min egen sandhed. Det der virker som sandfærdigt og som det helt rigtige for mig. Det der vækker min begejstring og min indre ild. Der hvor jeg mærker det perfekte match, fyldt med kærlighed, skønhed og magi, for mig. Det er der, hvor alle andres mening, på magisk vis, forsvinder, som dug for solen på en varm sommerdag. Fordi jeg VED, at det er MIN sandhed. Fordi jeg VED det er det helt rigtige, for mig. Fordi jeg VED, at jeg er den ild der på magisk vis skal tænde det bål og få lortet til at brænde. Jeg er den drivkraft, der skal få magien til at ske, og uden min sandhed, ingen ild og derfor kommer lortet heller aldrig til at brænde, uden den.

Livet kan ind imellem føles som en test, hvor du føler du får serveret udfordringer, prøvelser og uønskede tilstande, du ikke selv har bedt om.

Livet kan føles som en uretfærdig kamp, hvor du konstant må kæmpe for alt det du gerne vil have til at lykkedes, i dit liv, og hvor intet føles at komme let og ubesværet.

Hvad vi måske ind imellem ikke helt har set komme, så får vi ofte nøjagtig det vi har gået og bedt om.

Vi har fokuseret på at elimenere mængden af udfordringer, prøvelser og uønskede tilstande. Men fortsætter ubevidst med at fokusere på det, også selv om vi inderligt drømmer om noget andet. Men stadig med vores fokus rettet mod vores udfordringer, vores prøvelser og vores uønskede tilstande.

Vi går stadig rundt med en konstant sværm af elendighed i vores tanker, hvorfra vi leder med lys og lygte efter svar, efter løsninger og efter nye muligheder.

De ligger bare aldrig der, midt i alt elendighed. De ligger ikke der, i den suppe vi i årevis har kogt på vores pinsler og alt det forfærdelige vi har dannet hele vores livsoplevelse ud fra. Der ligger ingen forandring i det velkendte, det fastgroede og alt det forfærdelige der er hændt os.

Men det gør der derimod i forandring, det gør der i nye positive drømme om en fantastisk fremtid. Det gør der i nye muligheder, det gør der i nye tilstande og det gør der i den nye livsoplevelse.

Den livsoplevelse hvor du ikke længere render rundt og opfatter dig selv som et offer. Det gør der i den verden hvor du ser nye muligheder i din fremtid, i stedet for begrænsninger fra din fortid. Et fokus på alt det du ikke har formået i din fortid, kommer aldrig til at skabe nye muligheder og omstændigheder i din fremtid.

Nogen mente måske jeg var lidt for meget. Men hvem fanden har bestemt, hvor meget man må være ? Er der en øvre grænse for, hvor meget man må være, og i så fald, hvordan bedømmer man så det, hvor går grænsen, og hvem har i sidste ende retten til at sætte denne øvre grænse ?

Er man så ikke også lidt for snerpet, hvis man har så travlt med at sætte etiketter på alle andre, der spiller udenfor det mest “korrekte” reglement. Er man så ikke også lidt for meget rundt og pille i alle andre mennesker, der ikke har bedt om analyser og løftede pegefingre fra Gud ved hvem. Burde det ikke være helt lavpraktisk og logisk intelligens, at man lige tog sig af sig selv først ?

Hvad så med alle dem der er for lidt ? Er det så ikke lige så slemt at gå i et med tapetet ? Ikke turde sige sin ærlige mening, og i stedet rende rundt på en løgn. Være bange for at sige alt det andre måske ikke syntes om, men som man ved man selv elsker højt. Leve sit liv på andres præmisser, fordi man skal please alt og alle, og derfor ikke tør gå efter alt det man gerne vil have.

Hvorfor er det, at man ikke må have en sprudlende lyst og passion for livet, der nærmest som en magnet trækker en imod det man vil have, og ikke er bange for at sige nej tak til det lort man ikke gider.

Hvorfor er det, at man ikke må have en lidenskab og en indre ild for alt det man brænder for, og gå efter alt det man vil have, uden skyld og skam. Det er ligesom et biodynamisk og innovativt samfund, man kasserer sku da heller ikke alt det der kan bruges til noget, vel ? Havde vi kasseret solen alle de gange nogen havde brokket sig over varmen, så var vi for længst en uddød art, og havde aldrig forstået de ressourcer vi kunne skabe, ved hjælp af dens kraft.

Hvorfor er det bedre at lyve for at passe ind eller møde forståelse, i stedet for at tale sin egen sandhed. Jeg vil gerne have din sandhed serveret, pakket ind i en lille løgn, så jeg kan forholde mig til det, og fortsætte med at leve i den illusion jeg befinder mig i – det er nøjagtig det du får.

Hvorfor skulle man lade sig fængsle i en farveløs og trist verden, når den er fuld af farver, skønhed, magi og stjernestøv. Du bestemmer fuldstændig selv, hvor du har lyst til at placere dig.

Jeg vil laaangt hellere være for meget, og møde modstand, kritik og fornærmede mennesker resten af mit liv. End at slukke min egen ild, skjule mit eget shine og forsøge at servere mig selv i tålelige bidder, for alle. For jeg behøver ikke være der for alle, men jeg skylder mig selv, at være der 100 % for mig selv. Jeg er det unikke liv universet har skabt, præcis som jeg er. Nøjagtig lige som du er – så du kan begynde at leve dit liv, som det unikke liv, du er.