Nu skrev jeg godt nok, at jeg ikke længere havde så travlt med at komme på plads. At jeg havde givet det op, fordi alle de udtænkte løsninger og ideer ikke længere passede ind virkelighedens verden. Men som jeg også skrev, så er det ofte det der skal til, når det ser aller mest håbløs ud. Som om det ikke er slemt nok at se alle ideer smuldre langsomt væk, du er oven i købet nødt til at erkende, at du ikke rigtig har nogen løsning på problemet.

Ærlighed, det er altså det du får fra mig, og Gud hvor jeg ind imellem hader den her lejlighed. Jeg hader at pladsen er så trang, så når junior leger med LEGO, så fylder det samtidig i det meste af stuen. Jeg hader, at der endnu ikke er et sted, hvor jeg kan være 100 % mig selv. At kontoret stadig mangler opbevaring, så alle mine bøger står stablet i stakke på gulvet, og jeg hader at der ikke er plads til et ordentlig stort skab hvor jeg kan have alt mit tøj, og jeg i stedet må have noget i gangen, noget i soveværelset, og det sidste i et skab på kontoret. Men jeg kunne måske også bytte rundt på de to værelser, så ville størstedelen af problemerne måske være løst.

For det er faktisk også det der gør mig opmærksom på, hvor jeg skal lægge de fleste af mine kræfter få at få maksimal udbytte ud af mine anstrengelser. Det der med at give det op, og ikke længere have så travlt. Der gik faktisk ikke længe før en masse ting pludselig hoppede på plads, næsten helt af sig selv. Andre løsninger der pludselig indfandt sig, og nye åbninger på ellers irriterende og fastlåste ting dukkede pludselig op.

Har du nogen sinde prøvet at tænke lidt ud af boksen ? Vi har nemlig lidt en tendens til at kigge de samme steder hver gang et problem opstår, og vi skal finde løsningen. Men det kunne måske løses på helt andre måder, og i stedet for at se begrænsninger, er løsningen ind imellem at kigge andre steder, være mere nysgerrig, og åbne op for helt andre muligheder. Tænk bare på dengang man var overbevist om at jorden var flad, og oven i købet mente at der i Atlanterhavet levede søuhyre, som kunne sluge hele skibe, og at Oceanet endte i et kæmpe vandfald, hvor man styrtede ned i en afgrundsdyb intethed. Selv om æren ofte tilskrives Colombo, der i øvrigt blot forsøgte at finde en søvej til Indien, og formentlig allerede vidste besked. Undrede en astronom i oldtiden sig over forskelle på solens højde i Alexandra og Syene, fordi samme genstand kastede forskellige skygger, og konkluderede derfor, at jordoverfladen måtte være krummende.

Jeg er stadig et stykke fra målet. I dag kommer de og brækker mit badeværelse ned, og jeg glæder mig bare til de bliver færdige igen.

Jeg elsker at hjælpe andre med at skabe et skønnere hjem. Det er ikke fordi et hjem skal være specielt “perfekt”, indeholde bestemte, moderigtige møbler og interiør eller på nogen måde se Bo Bedre agtigt ud for at være skønt. Men dit hjem er det sted hvor dit liv leves, der hvor du nyder samværet med familie og venner, og der hvor du kan være sig selv. Eller det burde det i hvert fald være, for hvis ikke du kan det i dit hjem, hvor skal du så lige gøre det ?

Når jeg bliver booket til en Happy Home Therapy session, er det ofte fordi folk har et eller andet der ikke helt fungerer i deres hjem. Uanset om det kan være problemer med parforholdet, karrieren eller såmænd bare lidt fastlåste situationer, hvor man ikke helt føler man kommer i mål, så er der stort set altid et problem der gør sig gældende. Der mangler personlighed, ting der afspejler de personer der bor der og er i overensstemmelse med det liv de ønsker at leve. Det er bare ikke altid at man kan se det selv. For det første er vi ret ofte indkodet til at købe det mest praktiske. Tænk bare på en mørk og vaskbar sofa, med plads til hele familien på samme tid, hvem ville ikke vælge den ? Men hvis vi i virkeligheden hader at sidde i denne kolde og hårde sofa, er ved at gå til med stress, fordi vi aldrig kan slappe af, og i virkeligheden ville have meget lettere ved at beholde røven i sædet og slappe af i en blød veloursofa med bløde puder. Så kunne det måske hjælpe med et par små ændringer, eller forsøge at skabe plads til afslapning et andet sted.

Alting tager udgangspunkt i dig, dine behov og dit liv. Derfor vil der heller aldrig være samme svar, samme løsning eller samme behov. Det er også derfor vi sjældent får den ønskede, fede effekt ved at gå ud og kopiere magasinernes, butikkernes, eller naboens stil. Dine ting må også gerne have en eller anden form for forbindelse til din sjæl. Som det musselmalede porcelæn, sølvbestik og krystalglas der altid var dækket op med når i skulle samles til familiemiddag hos dine bedsteforældre. Eller boblerne og det skønne, varme vand der nærmest gav dig et kram når du kravlede ned i badekaret som barn. Alle disse skønne minder, om samvær, glæde og tryghed. Det er dem du skal finde og derved skabe et endnu skønnere hjem. Selvfølgelig blandet godt sammen med det der afspejler den du er i dag, og det liv du lever lige nu.

Jeg har en søn på fem, ind imellem, lige inden han skal sove, kommer der dybe tanker omkring livet. Ligesom andre børn på hans alder, er han stadig overbevist om, at han skal bo hos mig for altid. Han siger, at han aldrig vil forlade mig før jeg dør. Han ved nemlig godt, at når man bliver gammel, så skal man dø. Han ved også, at jeg bliver gammel før ham, og formentlig skal herfra før han skal. Han har derfor spurgt mig, om jeg ikke godt vil give ham det største farvelkram inden jeg dør. Jeg ville ønske, af hele mit hjerte, at jeg kunne garantere ham dette, det kan jeg bare ikke.

Til gengæld, så kan jeg garantere ham, at jeg vil give han det aller største kram, hver evig eneste dag. Så han aldrig føler at han kommer til at mangle det største  farvelkram.

Hvis jeg skal nævne en fantastisk gave jeg har fået som barn, så er det at kunne rumme døden. Det er ikke ensbetydende med, at døden for mig ikke medfører dyb sorg, og gør ondt. Men jeg mødte ikke en eneste kollega, da jeg arbejdede som sygeplejerske, der som jeg kunne rumme det, når de skulle arbejde med døende patienter. Alligevel er det noget alle ved der sker en dag, for os alle. Men er det ikke det der gør, at vi tør leve livet fuldt ud ? Det der giver os modet til at handle på vores inderste drømme, ikke vente med det der er virkelig værdifuldt, til i morgen ?

Hvis det er den gave jeg kan give videre til min søn, at han kan leve et liv i overensstemmelse med de ting han drømmer om, og som er vigtige for han i hans liv. Så tager jeg gerne snakken igen, og igen. Så svarer jeg gerne på dybe og alvorlige spørgsmål. Også selv om det giver tårer i øjnene, og gør ondt i hjertet, når det minder mig om, at jeg en dag skal forlade ham. Det giver mig styrken og modet til at gøre det bedste jeg kan, både for hans liv, men bestemt også for mit eget. Så jeg ikke en dag fortryder, at jeg ikke gav ham det største farvelkram.

Jeg tror jeg gav op, eller i hvert fald gav jeg det op. Ikke som at sætte sig ned med hænderne i skødet, og bare vente. Men som i at smide alle forventninger og planer overbord. Som i at glemme alt, om alt det jeg skulle, alt det jeg burde og alt det der var nødvendigt for at komme i mål. Forskellen og årsagen var helt klart, at jeg pludselig indså, at alt det jeg troede jeg skulle, ikke længere var muligt og indenfor rækkevidde. Jeg kunne ikke komme i mål sådan som jeg gerne ville og med samme ihærdige og lynhurtige tempo, som jeg ellers var vant til. Men der ligger en væsentlig forskel i det at give op, og i det at give det op.

At indse, at det du har strikket sammen begynder at trævle og at resultatet aldrig bliver godt, fordi du allerede har tabt for mange masker. Det er også at give slip på alle de forventninger, ideer og planer du render rundt med. Ind imellem, er det først i det øjeblik du giver slip, at du i virkeligheden skaber plads til at nye, skønne løsninger ganske langsomt kan finde frem til dig. Holder du fast, og nægter at give slip, også selv om du inderst inde godt ved, at det ikke længere er det du har brug for, så lukker du samtidig lidt øjnene for nye muligheder.

Vi er rigtig gode til at klare alting i vores lille hoved. Samtidig har vi gerne styr på det hele, kontrol over alting, og hver en lille løsning er gennemtænkt ned til mindste detalje. Ind imellem er vi alligevel bare nødt til at give lidt slip, træde et skridt tilbage, og bare lige lade tingene finde på plads, lidt af sig selv. Give plads til vores fornemmelse, vores intuition og det at kunne mærke tingenes tilstand. Kvinder er sindsyg gode til at styre det hele på øverste etage, jeg er i hvert fald, uden tvivl, så meget, at det ind imellem kører total overload. Men egentlig, er en af kvinders største egenskab, evnen til at føle og fornemme. Det er ikke uden grund, at vi fra naturens side er udstyret med evnen til at aflæse stemningsudtryk hos andre mennesker. Tænk bare på det lille nyfødte barn, hvis overlevelse ene og alene er afhængig af dens evne til at udtrykke sine behov, og moderens evne til at aflæse det.

Jeg har lavet en aftale med mig selv; ikke at lave flere aftaler med mig selv. Ikke flere løftede pegefingre om, at det må du ikke. Det lyder måske lidt for åndssvagt, men helt ærligt, jeg gider ikke lave aftaler, som jeg så bagefter får dårlig samvittighed over alligevel ikke at have overholdt.

Jeg har faktisk bestemt mig for at gribe det helt anderledes an fremover, jeg vil nemlig gerne skabe et skønt samarbejde med mig selv i stedet for. Hvis det lyder alt for åndssvagt i dine øre, så forstår jeg måske godt en lille smule hvorfor. Det er sku lidt småtosset, lidt som at sidde og tale med sig selv. Jeg er altså hverken skitzofren eller lider af personlighedsspaltning. Men det er altså lidt ligesom med børn, tror jeg på. I det øjeblik jeg stiller mig op, og irriteret spørger junior, om han ikke godt gider lade være med at daske til mig eller sætte sine sure fødder op i mit hoved, så gør han det ganske prompte med det samme igen. Fortsætter jeg med at bede ham om at stoppe, sådan lidt, det må du altså ikke, for det gør ondt eller er mega irriterende, så gør han det mindst lige så mange gange som jeg beder ham om at lade være. Det er ganske enkelt en kamp jeg umulig kan vinde, med mindre jeg enten vælger at skælde så meget ud, at han bliver ked af det og begynder at græde eller går min vej. Den sidste løsning kunne være en mulighed, det andet ønsker jeg overhovedet ikke at benytte mig af. Men jeg kunne selvfølgelig også bare forsøge at lytte til hvad han havde at sige om sagen. Hvorfor jeg pludselig skulle lugte til hans skønne, bløde tæer, når jeg nu ikke ligefrem just havde bedt om at få lov. Måske var der en virkelig god forklaring, måske var han lige fløjet til et andet univers.

Men hvad har det så lige med mig og mig-selv at gøre. Jeg kan jo sagtens finde ud af at formulere mig, at sige fra og give udtryk for hvad der sker i min indre verden. Men er det måske lige altid jeg husker at få spurgt ?

Når jeg nu for tredje aften i træk ikke kommer tidlig nok i seng, og hader mig selv den efterfølgende morgen. Eller fem minutter efter vi er kørt hjemmefra om morgenen kommer i tanke om, at jeg igen har glemt at spise morgenmad, fordi min mave pludselig brokker sig. Indrømmet, det er fandme mine meget mørke og dystre sider, som jeg gerne ville undvære. For jeg lærer det sikkert aldrig helt. Til gengæld, så ved jeg også, at det altid kun er i korte perioder af mit liv det sker. Det kommer og går. Men altid på grund af en helt anden årsag. Det er jo så ofte lige der jeg glemmer at få spurgt… For det er måske det der gør, at jeg lige får lidt mere fra hånden i de perioder hvor det er nødvendigt. Hvor mit fokus er langt mere skærpet i forhold til nogle andre områder, der måske har brug for lidt mere opmærksomhed i nogle perioder. Det er måske i virkeligheden det lim der gør, at det hele ikke falder fra hinanden når lokummet brænder. Som vores kære kamp/flugt hormon der træder til, når løven pludselig står og ånder os i nakken. Det er vel i virkeligheden ikke så mærkeligt, at alle tænkelige aftaler med mig selv ikke skal aftales i en flugttilstand, hvis det skal lykkedes at overholde dem.

Jeg arbejder stadig på at skabe et skønt hjem til min søn og jeg. Sandheden er, at jeg faktisk ikke har helt så travlt længere, hvilket er meget underligt, og uvant for mig. Jeg plejer gerne at skulle være færdig med et projekt næsten inden jeg er gået i gang, og har altid det færdige billede klar på nethinden. Det har jeg bare overhovedet ikke længere.

En ting er alle de ting der skal finde deres retmæssige plads i mit nye hjem. Noget helt andet, det er mit badeværelse, eller rettere badeværelser, for jeg har nemlig hele to. Et med brus og håndvask, et andet men håndvask og toilet, der ligger side om side. Badeværelserne er ud over total mangel på nogen som helst form for opbevaring, udstyret med små mellemblå mosaikfliser på gulvet, kvadratiske grå fliser på væggen i cirka en meters højde, resten hvide vægge samt loft, og så et vinduesparti der fylder hele væggen på det ene. Der er hverken bruseforhæng eller anden praktisk foranstaltning, for at forhindre vandet i at flyve rundt over alt i det rum. Men jeg har ikke gjort noget som helst ved det, og det har boligforeningen formentlig heller ikke gjort siden de byggede det engang omkring 70’erne.

Jeg er nemlig flyttet ind, midt i en gennemgribende renovering og sammenlægning af alle badeværelser. Med anlæggelse af gulvvarme, bruseniche, vaskesøjle og en lille smule skabsplads. Men jeg har også været nødt til at skabe nogenlunde tålelige forhold, indtil de går i gang. Jeg skal ligesom have det til at fungere alligevel, hver eneste dag. For det der med at flytte for meget rundt på ting, pakke ud og væk igen, en til to gange hver eneste dag, det gider jeg overhovedet ikke. Det er lidt ligesom at pakke kufferten til en skøn ferie, med kun det jeg har brug for, og så selvfølgelig lige tilsat et par “billige” tricks af det der virker hver gang, til at løfte energien lidt i det rum.

Hvad virker så egentlig hver gang, ja det er jo selvfølgelig fuldstændig afhængig af dig og den du er. Men for mig er der altså en ting der altid virker. Guld… Ikke sådan voldsomt og over alt, men enkelte, virkelig skønne ting der lige tilføjer lidt ekstra til rummet. Sammen med lidt lækre ting som håndklæder, duftende sæber og grønne planter.

Jeg glæder mig til det hele er overstået, så jeg kan få rummets indretning helt på plads. Jeg glæder mig knap så meget til håndværkerbesøg fra 7.00 til 16.00 hver dag, med brus og toiletvogn i baggården mens det står på. Men jeg har selv fået lov at vælge fliser til rummet, altså ud fra tre forskellige mulige. Ellers havde jeg nok valgt nogle smukke marokkanske af slagsen.

Jeg glæder mig også til at få min helt egen vaskemaskine. Tro mig, man lærer pludselig at savne alt det man før tog for givet, når det pludselig forsvinder igen i ens liv. Der findes i øvrigt et udemærket vaskeri ikke ret langt fra vores opgang, men jeg forstår altså godt at foretagenet giver underskud. 11 kr for en vask, og en 20’er for en omgang tørring. Ud over, at varmen i denne lejlighed er komplet umulig at styrre, fordi man har placeret alle varmerør i loftet, og varmen stiger jo som bekendt opad, så er det umuligt at tørre tøj nogen steder i lejligheden. Selv i min udestue tager det op til to dage for alm. bomuldskvaliteter at tørre, selv om solen varmer det op i løbet af dagen. Jeg skulle endda være en af de heldige, fordi jeg bor imellem stue og 2.sal, og derfor skulle få gavn af min underbo. Nu får jeg så både rigtig gulvvarme på badeværelset, og vaskemaskine, og ikke mindst en rigtig opmuret bruseniche, så jeg kan tage bad uden at overbruse resten af rummet. Det skal bare lige overståes først.

Det er sjældent at vi bevæger os i direkte linie, fra A til B. Vejen er ofte snoet, med et par omveje eller en forkert afkørsel, der pludselig forhindrer os i at komme der hen hvor vi ønsker os. Men det betyder altså ikke nødvendigvis, at vi skal give op. Det betyder ikke, at det valg vi tog, var forkert. Nogle gange kommer vi stadig frem til det ønskede sted, om ikke andet, så i hvert fald en del skønne erfaringer rigere. Andre gange, så når vi slet ikke der hen hvor vi ville, men måske et endnu bedre sted. Denne her flytning er om noget et meget godt billede på dette. Jeg har gjort alt i hele verden for at komme på plads, og alligevel er jeg overhovedet ikke kommet i mål. Alt hvad jeg troede jeg skulle, det holder overhovedet ikke en meter alligevel. Jeg har fået skabt nogle virkelig skønne steder i mit hjem, som fungerer optimalt, men alt andet omkring mig, det er total kaos. Men jeg har valgt at acceptere, at det er sådan det er. Jeg har valgt at acceptere, at jeg er nødt til at starte helt forfra igen med min indretning, tage stilling til hver eneste lille ting jeg har, en gang til. Det tar tid, men det har det fået lov til at gøre. Ellers bliver jeg aldrig tilfreds i mit nye hjem.

Mine store skønne puder i sofaen, som jeg havde svoret aldrig skulle erstattes, de var så skønne i den kæmpe store sorte lædersofa. Men i min lille beigefarvede trepersoners, med en lille puf, der dur de overhovedet ikke. Mine lækre, rustikke potter, i den smukkeste mørkrosa farve, de virker alt for voldsomme sammen med mine skønne unika træting og udstoppede fugle. I min forholdsvis store stue, hvor der både skal være plads til sofa, spisebord, læsehjørne og skabsplads, står alt alligevel så tæt, at jeg er nødt til at afstemme det hele, så det passer sammen. Alt det der visuelt larmer for meget, i forhold til alt det andet, det kommer hurtigt til at virke som rod i mine øjne. Hvor jeg før har måtte dele tre – fire funktioner op, i vores næsten 80m2 store køkken/alrum/stue, for at skabe mindre rum i det store rum. Så er jeg nu nødt til at få hele orkestret til at spille smukt sammen, i harmoni.

Heldigvis, så har jeg nogle andre smukke puder som jeg er ret sikker på vil passe perfekt i sofaen. Jeg elsker farven på mine potter så meget, at jeg allerede har noget det passer til i soveværelset, og så må jeg bare igang, en gang til. Det er jo overhovedet ikke noget problem, for jeg elsker at indrette mit hjem. Men det kræver, at jeg giver plads til at kreativiteten kan springe ud og blomstre med helt nye ideer. Det kræver accept af at det tager tid,

Alle jer, der har fuldt lidt med der ude, ved formentlig godt hvor højt jeg har elsket alle mine blomster i haven. I ved sikkert også, at det har gjort mere end ondt at skulle forlade dem alle, i forbindelse med min flytning. Jeg har nærmest fået det ind sammen med modermælken, og altid hjulpet til i haven, både hos begge mine bedsteforældre, min mors faster, og hjemme hos mine forældre. Den glæde kan man altså ikke bare lægge låg på  igen. For det lykkedes ikke lige i første omgang, at finde et nyt sted med have. Men jeg har til gengæld fået en lille udestue i min nye lejlighed, og det tog mig absolut ingen tid at fylde den op med skønne krydderurter, pelargonie, oliventræer og tomat, melon og peberplanter til junior.

Som i sikkert også har bemærket, så er temperaturerne steget ret kraftigt i løbet af den sidste uge. Sjovt nok i den samme uge, som jeg befandt mig på en lille græsk ø. Hvilket betød, at jeg vendte tilbage fra ferien til en omgang solsvedne planter. Alle de skønne krydderurter jeg havde stående i den lange vindueskarm var fuldstændig knastørre. Jeg havde ikke et eneste sekund tænkt på, at det kunne ske, for det hele var omhyggelig vandet inden vi tog afsted. Til gengæld, så var alle juniors planter vokset til det tredobbelte, fordi de havde stået i skygge. Heldigvis havde jeg, ganske optimistisk, nået at sætte en ekstra lang banbuspind ved hver plante, så de ikke skulle nøjes med den meget beskedne og korte grillspyds-lignende  pind planterne var købt med. Han syntes det var ret sejt, og venter spændt på de første blomster der så småt begynder at vise sig i planterne. Han drømmer allerede om tomatplanter helt op til loftet, for han elsker tomater, og mine optimistiske bambuspinde, de holder ikke ret længe.

Men jeg kom også tilbage fra ferien med en masse ny inspiration, som du kunne læse om i mit forrige indlæg. Så i stedet for at lave fantastiske gastronomiske udfoldelser med alverdens forskellige krydderurter, så må jeg nu redigere lidt i mine planer. Selv om det er død ærgerligt, så skaber det samtidig plads til nogle helt andre muligheder. For krydderurter i vindueskarmen, hvor solen formentlig hele sommeren vil stege hedt, det er i hvert fald ikke en mulighed.

Så er jeg tilbage igen, efter ferien. En hel uges ferie på Rhodos, med hele familien, og med både regn, torden og solskind. Vi har også slappet at, hygget os og lavet ingenting. Det er vist det, det handler om, når man holder ferie med både bedsteforældre og alle vores samlede fem børn.

Selv om det altid er rart at komme lidt væk hjemmefra. Holde fri fra jobbet, de daglige pligter og de ind imellem lidt trivielle hverdagsprojekter, så sker der også altid noget meget magisk når jeg holder ferie. Det hedder inspiration, og det sker, uanset hvor i verden jeg kommer hen, uden at jeg behøver gøre noget som helst for at få det til at ske. Specielt hoteller er ret gode til den der effektfulde indretning, som kæmpe store lamper i loftet, lækre loungemiljøer og en stemning der opfordrer til at slå sig ned. Det er vel det der skal sælge varen. Jo flere glade mennesker der sidder og hygger sig i det øjeblik man træder ind af døren, og jo mere man bliver imponeret i det øjeblik man kommer ind, jo flere billetter tror jeg på man sælger.

Indrømmet, det er ikke altid man ville kunne holde til at bo der hver eneste dag, med det der nu er præsenteret. Men der kan være flere ganske skønne indretningsdetaljer at hive med hjem som inspiration. Selv om jeg ikke bor med høje, hvidkalkede vægge og temperaturer som på de græske øer, så drømte jeg straks om denne lille gårdhave med marokkanske fliser, oliventræer og den skønneste vandfontæne. Samt den skønne kombination af de forskellige materialer og mønstre.

Flere steder indendørs, var der i øvrigt lavet skønne områder med sofaer, mønstrede puder, grønne palmer i flettede kurve, og store lamper i bambus. Enkelt, og med et skønt miks af få, men meget velvalgte materialer. Farverne sort, hvid og beige, enkelte steder en støvet blå/grøn farve på væggen, lyst træ, grønne planter og lidt hamret sølv. En virkelig smuk og velvalgt kombination man aldrig går helt forkert i byen med. Lækre detaljer som kvaster, frynser, pomponer og mønstre på puderne, lækre, store planter og en lampe der kan ses, så gør de små, men velvalgte detaljer at det ikke kommer til at fremstå som kedeligt. Jeg lurede på et tidspunkt lidt nærmere på puderne, og fandt ud af, at de var købt i h&m, så det behøver altså ikke nødvendigvis koste en formue.

Jeg skriver egentlig bare for at ønske dig en rigtig god uge. Jeg har taget en velfortjent uges ferie, ovenpå flytningen. Jeg er naturligvis tilbage igen om en uge. Med masser af ny energi, og forhåbentlig lidt mere overskud. For helt ærligt, det har været ren tortur med alt den flytning. Ikke at det ikke har været spændende og skønt at indrette et helt nyt hjem. Men jeg trives så dårligt i rod, og det er nok de færreste der lige klarer en flytning på et par dage. Jeg gør i hvert fald ikke.

Jeg syntes jeg har flyttet rundt på kasser og rod konstant, pakket ud og sat på plads. For ind imellem at flytte rundt på det samme igen, bare en dag eller to efter. Jeg kan desværre ikke bare sætte mine ting op, og så lade det stå, hvis det ikke føles rigtigt. Jeg kan ret hurtigt fornemme, hvis der er noget der ikke lige duer. På den anden side, så er det lige præcis også det der gør, at mit hjem det føltes så rart for mig at være i. At det nærer min sjæl og fylder mig op med energi hver eneste dag, når altså bare ikke det roder alt for meget. Men det der med at kunne mærke sit hjem langt ind under huden, det gør altså ind imellem også processen lidt mere besværlig, i hvert fald lige indtil man knækker koden.

Et nyt hjem skal også mærkes, det skal lige have tid til at fortælle sin historie. For bare fordi man syntes at tingene skal stå på en bestemt måde, så er det ikke altid tilfældet når det kommer til stykket. Det er altså der Feng Shui er aldeles genialt, for er man fuldstændig håbløs i tvivl, så er der altid en skøn værktøjskasse der følger med, som man kan tage frem som kan hjælpe en lidt på vej. Men det kommer jeg altså ind på senere.