I dag er det den 24. December, dagen for den store forløsning. For det er i dag det sner, eller måske ikke helt endnu. Uanset om du skal have huset fyldt med gæster eller fejre julen ude, så er der måske noget der fylder, forventningens glæde. For vi glæder os, gør vi ikke ?

Som barn kan jeg huske, at der altid var bestemte ting man så frem til, ting der ligesom hjalp på at dæmpe uroen lidt. For hold op hvor var man spændt, fik man nu de gaver man havde ønsket sig. Vi så altid Disney tegnefilm i fjernsynet, nogle gange var der også sådan noget juletv i løbet af dagen, derefter var det gudstjeneste i kirken, og så endeligt. Når vi kom hjem fra kirken igen, var der ikke så lang tid tilbage.

Uanset hvor god du er til at stresse rundt, miste overblikket eller gå lidt kold, så håber jeg du har overskud til at finde roen igen. Det gør nemlig en kæmpe forskel. Render du først rundt og skælder ungerne ud, vrisser af manden og slår dig selv i hovedet med negative ord og tanker. Så skal der ikke meget til før bægeret flyder over. Hylende unger, skænderier og dit mesterværk på vej i afgrundens dyb, det skaber meget sjældent en glædelig jul. Det er faktisk ok, det du gør, det er faktisk godt nok. Du behøver ikke skabe årets kulinariske mesterværk, med usædvanlig artige børn, veltrænet, huslig mand og funklende hjem. På denne dag, hvor vi alle er så spændte og overfyldt med forventning, så er der altså nødt til at være plads til alle.

Jeg ønsker dig, af hele mit hjerte, en glædelig jul, fyldt med kærlighed, nærvær og samvær med dig selv og dine nærmeste. Må dagen og aftenen bringe dig et varmt hjerte, fyldt med masser af guf for sjælen. Det er i aller højeste grad det du har fortjent. En glædelig jul for sjælen, håber jeg har kunne hjælpe dig lidt på vej.

I dag er det den 23. December, lillejuleaften. I dag er det tradition at vi spiser risengrød og pynter juletræ hos far og mor. I hvert fald når det overhovedet er muligt. For mange år siden var jeg ikke hjemme den 23, og min far sagde efterfølgende, at det havde været så underligt at han skulle stå og hjælpe med at pynte træet, nu hvor jeg ikke var der. Det har altid været os tre søskende, og siden også svigerbørn og børnebørn der skulle gøre det. Før det, når vi skiftevis holdte jul hos vores bedsteforældre, tog vi ned til dem begge, og pyntede træet med dem. Den der glæde ved at stå til sidst, når træet er pyntet færdigt, og tænde for den elektriske lyskæde, som også skal lyse træet op i juledagene, det er noget helt specielt. Kun den 24 tændes de rigtige lys i stearin, og vi kæmper alle om at vælge det lys der sidst brænder ud. I år skal vi holde jul her hjemme, med vores børn og bedsteforældre. Sidste år var vi søskende samlet hos vores forældre, så vi skiftes hvert andet år. Så vi både får samlet børn og bedsteforældre, fætre og kusiner, mindst hvert andet år, til hyggeligt samvær med familien.
Så er du klar til jul, stresser du stadig rundt efter de sidste ting, eller måske bare et par enkelte småting ? I går kom juletræet pludselig dumpende ind i vores indkørsel, meget belejligt. Jeg skulle nemlig have haft junior med lidt længere nede af vejen og købe et i forgårs efter arbejde, men vi fik gæster til kaffe, og det blev hurtigt mørkt, så vi besluttede os for at vente til i går med at hente det. Pludselig stod en meget venlig mand og læssede det fineste træ af ved fordøren inden jeg skulle afsted på arbejde. Min kære mand havde selvfølgelig haft en finger med i spillet, og jeg havde da også lige fået en hurtig besked om det på mobilen. Men den meget venlige giver var bare så lykkelig over, at han kunne få lov at forære os et træ, der oven i købet kunne bruges. Og træet, uanset udseende, så var det, det perfekte træ til os. Det måtte det jo være, siden det landede lige her. Dine små hjælpere, engle, nisser, kald det hvad du vil, de står klar i kulissen til at hjælpe dig på vej. Men det kræver at du giver slip, sænker paraderne lidt, for ellers kan de ikke komme til. Jeg modtog i øvrigt, på samme tid, den skønneste lille julegave til mig selv, med et lækkert iPhone cover fra min favoritbutik. Havde deltaget i en lille julekonkurrence, hvilket jeg faktisk ret sjældent gør, nok mest fordi jeg alligevel ikke rigtig plejer at vinde noget. Men i denne søde juletid er der bestemt både engle og nisser på spil.

I dag går vi på juleferie, og bort set fra maden den 24 og en enkelt lille tur med støvsugeren, så skal vi bare hygge os. Det handler nemlig ikke om den perfekte jul, med det perfekte hjem, den perfekte mad og det der perfekte ydre vi nogle gange tror vi skal skabe. Men om hygge, samvær og nærvær. Om glæde, leg og at kunne slappe af med sig selv og familien, med en glædelig jul for sjælen.

I dag er det den 22. December, og der er to dage tilbage til juleaften. Jeg vil gerne holde jul for sjælen, jeg vil gerne skære ind til benet og stå tilbage med de ting jeg elsker aller mest, alt det der giver mening. Det lyder måske ikke altid lige nemt, og det sker desværre heller ikke lige fra den ene dag til den anden. Det at finde roen til at nyde dagen uden stres og jag, og kun med de aller vigtigste ting tilbage. For selvfølgelig kan jeg også blive lidt småstresset, når der både skal laves brunede kartofler, skæres and og kalkun og gæsterne dumper ind af døren. Men for mig har det helt klart handlet om at stoppe alle forventningerne til mig selv. Måske syntes dine gæster ikke du har pyntet nok op, eller er for fedtet med kun to slags småkager. Men so what, det er fuldstændig underordnet, det er dig der holder festen og derfor din dagsorden der gælder. Jeg har også prøvet at rende febrilsk rundt fordi det hele skulle være perfekt, men jeg vil gerne passe rigtig godt på mig selv, og gider ikke være fuldstændig udmattet, sur og tvær som straf for at presse mig selv.

Som enhver anden udfordring, så må du gøre op med dig selv, hvad det er du vil. Gider du køre på, med det sædvanlige ræs eller er du i stand til at sænke ambitionerne lidt. Bare en lille smule gang for gang. For som jeg startede med at sige, så sker det altså ikke bare lige natten over. Men det sker, når bare du holder fast. En dag vil du pludselig kunne se dig tilbage og tænke, yes, sådan, jeg gjorde det, og jeg kan mærke, at jeg er ved at være der hvor jeg gerne vil være. Du kan nemlig først og fremmest mærke det. Når du er i stand til at sidde stille, og nyde aftenen, uden hele tiden at tænke på alt det du skal om 5 minutter. Men være fuldt tilstede i nuet.

Men at finde roen i dig selv, at være godt nok tilfreds med det du gør og som du nu har lyst til. Det er bestemt en kunst. Du må finde en næsten jordnær styrke i dig selv, som det der store træ med rødderne dybt begravet i jorden. Du må have stærke rødder, et solidt fundament der kan stå fast i alt slags vejr. Og troen på dig selv, dine værdier og det der er vigtigst for dig.

I dag er det den 21. December, og selv om julen er lige rundt om hjørnet, vil jeg gerne lige holde en lille pause. En lille pause fra julen. Jeg syntes nemlig det er utrolig vigtigt, i denne tid, at vi også giver os selv lov til at tænke på noget andet. Der er julelys, nisser og gran over alt, og nogle er altså næsten ved at kaste op over alt det jul. Folk overalt i byen, der slæber rundt på enorme bæreposer proppet med gaver.

Men hvad gør man så lige, hvis man ikke må tænke på jul ? Ja, hvad gør du normalt når du skal forkæle dig selv ? Jeg kunne forkæle mig selv med en skøn bog,  lidt ekstra tid alene på badeværelser eller se en børnefilm med junior. Du kunne også rydde op i klædeskabet, pudse alle dine vinduer eller feje blade væk i indkørslen. Dette foreslår jeg ikke for at stresse dig yderligere, i denne måske i forvejen meget pressede tid. Men alle disse tre forslag vil skabe en fantastisk forandring i dit hjem og derfor også i dig. Det er nemlig alle ting der vil forbedre energien i dit hjem. Det at fjerne snavs og skidt på dine vinduer, det vil formentlig efter så mange dage med regn og blæst, få dem til at skinne igen, og lyset vil atter strømme uhindret ind i dit hjem. At feje blade væk i din indkørsel vil sætte bevægelse i gang udenfor dit hjem, og derfor også forbedre energien i de lidt døde områder igen. Og klædeskabet, enhver kvindes drøm, eller måske mareridt. Jeg elsker at rydde op i mit klædeskab. Ikke fordi jeg roder enormt, men jeg elsker bare at det ser smukt ud, måske en last efter 5 år i modebranchen. Jeg elsker også, at jeg løbende kan få fjernet alt det jeg ikke længere har brug for, det garanterer, at jeg stort set aldrig får fat i noget jeg ikke gider tage på alligevel. Det inspirerer mig til at bruge ting jeg måske lidt kan have glemt. Jeg er nemlig sådan indrettet, hvilket jeg i øvrigt tror er meget normalt, at jeg oftest tager det der ligger først for. Jeg skifter selvfølgelig lidt rundt på placeringen af tøjet i forhold til årstiderne. Men jeg udfordrer også mig selv lidt, ved at ligge ting forrest jeg gerne vil blive bedre til at bruge, så det ikke altid kun er de samme genkendelige ting der ryger på hver gang.

En meget sjov lille opgave kunne være, at lægge alt til side. Alle to doo lister, alle de tanker om alt det du burde, og i stedet finde de tanker frem, om det du længes aller mest efter lige nu. Det er måske lidt svært at nå en tur sydpå inden jul, hvis det er det du længes efter, men mindre kunne sikkert også gøre det. Prøv at finde noget du virkelig drømmer om, og som ville være muligt, og giv dig selv lov til at gøre det. Ofte kan vi leve rigtig længe på sådanne skønne ting, og du risikerer ikke at falde omkuld af udmattelse den 24. med opladede batterier.

I dag er det den 20. December, vi tænder det fjerde og sidste lys i adventskransen, og der er 4 dage tilbage til juleaften. Er du en af dem der planlægger alt ned til mindste detalje, eller tager du alt som det kommer ? Det er egentlig fuldstændig underordnet, det vigtigste er, at du i det mindste sørger for dig selv. Jeg vil nemlig gerne opfordre dig til, allerede i dag, at forberede en lille lækker ting, og meget gerne flere til den 24. December. En lækker ting er, at sørge for at du måske har købt den der ynglingssnack du elsker så højt, frisk frugt, skøn the eller hvad du lige kan komme i tanke om ville gøre dig glad. Jeg ved nemlig med mig selv, at jeg har mange forberedelser og ting der skal klares den 24. December. Og har jeg ikke noget sundt og nærende, og gerne lidt ekstra forkælelse indenfor rækkevidde, så kan jeg godt gå lidt kold. Jeg glemmer måske lige at spise nok i min iver efter at få alle forberedelser klaret. Og hvad er chancen for at vi lige har  husket det,  mens vi står med juleindkøb af mad, gaver og andet. Ting som blandede nødder og rosiner, hjemmebagt knækbrød fra bageren eller druer, blåbær eller lignende kan du sagtens have stående på køkkenbordet mens du forbereder maden. Du skal måske oven i købet snuppe et par stykker afslappende musik fuldstændig uforstyrret i løbet af dagen, en lille gåtur i naturen, eller 10 minutter ekstra under bruseren. Jeg tror på, at det ikke er det, der får tidsplanen til at skride. Det kan altså gøre helt fantastiske underværker med sådan et lille pusterum.

Det kan dine egne ambitioner der i mod, altså få tidsplanen til at skride. Så vær realistisk ift det du kan nå, og det der er nødvendigt. Jeg har fx min mor til at sørge for at komme med risalamande de år vi holdet jul hos os. Hun har jo ingen forberedelser med maden den dag, og hun laver alligevel altid risengrød til os alle, når vi kommer hjem og pynter juletræet den 23. December. Til gengæld bager jeg pebernødder og vanilliekranse til hende hvert år, og kommer med konfekt de år vi holder jul hjemme hos dem. Jeg syntes det er en dejlig måde at fordele arbejdet på. Der er ingen der gider holde fest med en stresset værtinde der står i køkkenet konstant, så det er bestemt til gavn for alle.

I dag er det den 19. December, og det er blevet weekend. Jeg hhar stadig tre arbejdsdage tilbage inden juleferien, så i denne weekend skal jeg have bagt sidste portion vanillekranse og lavet konfekt.

I juniors børnehave hænger der en seddel, en seddel om tøffetid. Tøffetid er den der tid hvor vi ikke lige laver så meget. Tøffer lidt rundt sammen, ser lidt tv, snakker sammen eller keder os lidt. Det er det modsatte af besøg hos familie, ture i forlystelser eller andet. Og det er ikke spild af tid, som nogen måske føler. Det er tid til nærvær. Der vi får talt sammen, følt sammen og mærket tilstanden i vores familie og i vores børn. Det er der hvor vi får lov at være kreative og udvikle os. Fordi der simpelthen ikke er tusinde andre indtryk og oplevelser der fylder.

Junior og jeg er rigtig gode til tøffetid, vi elsker at tøffe rundt i weekenden uden planer, og bare være sammen. Vi elsker de dage, hvor der efter arbejde er tid til tøffetid, inden der skal laves mad, smøres madpakker, klares bad og putning. Men i et samfund, hvor vi gerne altid må have lidt travlt, hvor det anses for succesfyldt og som et godt liv, hvis du altid underholder med nye fantastiske oplevelser på arbejde, så kan det altså være meget svært at skabe plads til tøffetid. Måske fordi det af andre forældre ofte anses som om du har begrænsede økonomiske midler, hvis børnene ikke har været på alverdens ferier og oplevelser når de kommer tilbage fra ferien. Måske fordi man anses for doven og kedelig, hvis man bare sidder hjemme på rumpetten hele weekenden. Men hvordan skal vi nogensinde komme i kontakt med vores familie, vores børn og det sammenhold der styrker familien, hvis det altid er afhængig af dit og dat. Aktiviteter og nye oplevelser. For Gud hvor er det skønt med en tur hvor vi kan begejstres over nye oplevelser. Men hvis vi ikke kan være sammen uden der altid skal foregå noget andet samtidig. Så bliver det altså ikke nærværet, kommunikationen og vores lille familie der kommer i fokus. Godt nok er vi sammen om en god oplevelse, men med fokus på andre aktiviteter og oplevelser, hvor vi måske ikke lige får skabt den der nærvær som er så vigtig, både i forhold til vores partner, men også til vores børn, og hele den samlede familie.

Hvordan skulle din tøffetid se ud, hvad ville du ønske der var mere plads til i jeres hverdag, i jeres familieliv ? For at skabe mere nærvær og samvær i familien. Nogle tror, at børn har bedst af at være aktiveret konstant, have nye oplevelser og konstant på farten, men det er ikke korrekt. Sidder dine børn konstant og beklager sig over at de keder sig, så lad dem kede sig. Vær der for dem, så de oplever dit nærvær, men lad dem udvikle evnen til at tænke selv, skabe nye muligheder i deres liv og lære at være mere kreative. For det der med at kede sig, hvis de skal lære at tænke selv og finde på, uden du serverer alle løsninger for dem, det kræver, at de får lov at kede sig. Tro mig, ellers holder den evige plagen om hvad de skal lave aldrig op. Hvis du stadig ikke selv har lært det, det der med at kede sig, at se fornøjelsen i at lave ingenting. Så lav ingenting med dine børn. Sig til dig selv, at det er ok. De fleste af os arbejder måske 8 timer om dagen, så sover vi op til omkring de 8 timer også. Men resten af din tid, hvordan ser den ud. Er der balance mellem hvile og aktivitet ? Hvis du som mange sikkert er, er mere eller mindre konstant i aktivitet i de sidste 8 timer, så giver det overhovedet ikke balance i regnestykket. Der er ingen der siger, at du skal arbejde dobbelt så meget som du får hvilet. Ikke hvis du ikke på et tidspunkt skal ende med at blive meget træt, med alt det underskud der er kommet på bundlinien.

Så vi skal hygge os denne weekend, med masser af tøffetid. Jeg garanterer, at min søn, han nyder det lige så meget som mig. Jeg kan sagtens få ordnet vasketøj, gjort lidt rent eller andre ting der måske er havnet på to doo listen ind imellem. Mens junior sidder med næsen begravet i en skøn og kreativ leg med sit LEGO. Det er nemlig det der sker når kreativiteten får lov til at blomstre og udvikle sig. Børn der selv tager initiativ til en fantasifuld leg, som vi voksne alt for ofte har glemt.

I dag er det den 18. December, og har du også bemærket det ? Naturen der går sin gang, som den altid har gjort. De høje temperaturer har nærmest lavet kuk i kalenderen. I søndags, mens solen skinnende smukt fra himlen og enkelte fugle næsten sang deres sædvanlige forårsmelodi.

Både tulipantræer, syrener og sommerfuglebuske står med friske knopper og nye grønne blade. De første forårsstauder dukker op af den våde jord og jeg har endda de første forårsløg der spirer lystigt. Forleden dag blev jeg nødt til at fodre vores fisk på terrassen. De havde ellers for længst puttet sig under de visne blade fra åkanden, indtil næste år. Men de skønne solskindsstråler havde lokket dem op til overfladen igen, her i december måned. Dagen i går havde godt nok fifty shades of gray, men 11,5 grad stod temperaturen på, da jeg kørte hjem efter arbejde.

Måske har vi bare haft for travlt med at brokke os. Brokke os over vejret, der ikke er som det plejer, som vi lige forventer. For her i december vil vi altså gerne have snevejr, vi forventer at det skal være koldt og gerne med frostgrader. Så meget, at vi slet ikke kan glæde os over at vi hverken behøver hat, vanter eller tykt foer i støvlerne. Vi behøver ikke køreturen på spejlglatte veje eller at skovle sne på fortovet hver morgen inden vi tager på arbejde. Vi kan opholde os ude i den skønne natur uden at fryse til is, og oven i købet med nærmest forårsagtige bebudere. Hvor tit sker det lige i december ? Men vi har for travlt med at føle os deprimerede over vejret og mørket. Vi har allerede lukket øjnene, pakket os ind, både med sanserne, følelserne og mod kulden. Men der er stadig lang vej til foråret, så tag hvad du kan, af dette skønne vejr, mens du endnu kan.

I dag er det den 17. December, og julen handler jo i meget stor grad om traditioner. Traditioner vi alle har med os, i vores egen lille rygsæk. Men med dine, mine og vores traditioner, så kan det måske være lidt af et pudslespil at få til at gå op, specielt hvis der er alt for mange traditioner man hver især ser som absolut nødvendige.

Vi har fx altid hjulpet med at pynte juletræ, mig og mine to brødre. Fra da vi var helt små, og holdt skiftevis jul hos vores bedsteforældre, pyntede vi træet hos dem. Det betød også, at selv om vi skulle fejre jul hos det ene par, så havde vi også rigtig hyggeligt julesamvær hos det andet par. Når vi kom, stod alt det farvestrålende julepynt klar, med skønne gamle glaskugler, flettede hjerter og kræmmerhuse, musetrapper, Dannebrog og lametta. Hvert sted med sine egne helt unikke ting. Det ene sted var det en stor nisse der altid skulle sidde på stammen på vej mod stjernen, det andet, smukke glasfugle med klemmer, disse har min mor for øvrigt stadig liggende i hendes kasse med julepynt. Da vi som større begyndte at fejre julen i vores barndomshjem, fortsatte vi med at pynte træet, og vi gør det stadig. Kommer hjem den 23 og pynter juletræet. I år skal vi holde jul her hjemme hos os, med vores sammenbragte børn, junior og begge hold bedsteforældre. Derfor er det skønt at komme hjem og mødes hos mine forældre, med mine brødre, svigerinder og deres børn. Også selv om vi altid mødes igen en af juledagene, skiftevis hos mors søskende.

Da vi begyndte at holde jul selv, skulle vi fx tage stilling til om vi skulle spise and, som manden helst ville have, eller kalkun, som jeg helst ville have. Det endte faktisk med begge dele. Det var nemlig muligt i vores skønne 90 cm brede ovn og et par stegeposer, at have begge dele. Og med kalkunen har vi masser af kød til vores gæster og med anden får vi bare den bedste sovs til juleaften, og vigtigst af alt, alle er glade.

Uanset hvilke overvejelser du står med, hvilke traditioner du ønsker at have med til denne skønne dag, så mener jeg det vigtigste er, at det giver mening. At det giver den hygge og gode stemning du ønsker på dagen. Det er ikke kun hjerternes fest, men også børnenes, og for mig er det altså skønt at kunne give noget videre til næste generation. At kunne vise dem, at det er muligt at skabe en dejlig dag med skønne traditioner.

Som barn skulle jeg altid sidde og spise hos bedstefar, hvis jeg var heldig kom mandlen nemlig altid dumpende, ned på min tallerken. Vi fik nisseøl til maden, og der var absolut ingen sure miner sådan en aften. Der var masser af kærlighed, omsorg og nærvær, så meget at det kunne mærkes i hele rummet. Jeg er ret overbevist om, at det var lige præcis derfor julen altid føltes som noget helt særligt. Selvfølgelig var det fedt at få gaver, men forventningens glæde, om denne skønne aften, med de samme skønne traditioner, fyldt med denne nærmest magisk, fortryllende stemning, er det ikke det julen handler om ?

I dag er det den 16. December, og efter sådan en omgang med udfordringer og at overskride sine egne grænser vil jeg meget gerne tilbage til lidt tryghed igen, min comfortzone. Jeg elsker det udtryk, som jeg også tidligere har talt om på bloggen, nemlig livmoderkvaliteter. Tryghed, comfort og næring. Specielt i denne ofte kolde, blæsende og mørke tid føles det næsten som uundværligt at kunne putte sig i plaid og bløde puder.

For knap to år siden var jeg på jagt efter tæpper til vores nye stue. Vi havde fået lagt nyt olieret egetræsgulv, og uanset hvor meget jeg elskede den varme og gyldne glød på vores nye og meget smukke gulv, så havde jeg også brug for nogle tæpper. Jeg havde tidligere haft et lækkert, lyst ryatæppe ved sofaen. Det var dog efterhånden blevet plettet, og jeg måtte have noget nyt. Jeg elsker at begrave tæerne i sådan et blødt, langhåret tæppe.  Det var bare fuldstændig umuligt af finde. Jeg ved snart ikke hvor mange tæpper jeg fik lånt med hjem, uden at finde et eneste jeg kunne bruge. Heldigvis er vores indretning blevet lidt blødere igen, og det er blevet populært med tæpper i boligen igen. De der glatte overflader vi indretter os med. Det er næsten som en tur på skøjtebanen, fuldstændig umuligt at stå fast. Der er ikke tid til at stoppe op, mærke sig selv og fornemme tilstanden. Vi glider videre til det næste, altid på farten.

Det er det alle de der bløde textiler kan bidrage med til din bolig, til dit hjem. Det får dig til at standse op, og giver dig lysten til at blive lidt længere. Tænk bare på forskellen på en hård skalstol ved spisebordet kontra en blød, stofpolstret velourstol. Og ja det er måske praktisk, meget pænt og ingen spildtid i en presset tidsplan, for du har sku ikke lyst til at blive siddende ret læng. Jeg har i hvert fald ikke, og jeg har endda både læderhynde og lammeskind på min stol. Men jeg siger dig, sofaen kalder, med sine store bløde puder og varme plaid efter et måltid på sådan en hård stol.

I dag er det den 15. December, og jeg er for alvor blevet udfordrer. Vi bliver udfordret konstant gennem hele livet. Nogle gange byder vi det kærligt velkommen, og andre gange løber vi skrigende væk og forsøger for alt i verden at undgå yderligere konfrontation. Der er næsten en form for alarmberedskab i kroppen der prompte går i gang, vi afviser med det samme, endda uden at tænke nærmere over hvad det er vi afviser. Men nu er det jo sådan, at nogle af de aller værste udfordringer vi får i livet, det vi føler ligger aller længst væk fra det vi tror vi går og ønsker os her i livet, det er nogle gange der, der ligger de aller største sejre. Der er der der ligger et kæmpe potentiale til at udvikle sig, blive klogere på sig selv, eller måske overvinde en forhindring i livet som får os meget tættere, eller endda helt i mål, til det vi går og drømmer om.

Min søn går rigtig meget op i farver lige for tiden. Han bliver 5 år til marts, og der diskuteres voldsomt drengefarver og pigefarver. Han har efter eget ønske fået malet en smuk støvet grøn farve på værelset, grøn har nemlig så længe han har kunne give udtryk for det, været hans yndlingsfarve. Men nu har han pludselig fået en ny. Han er heldigvis ikke hoppet af den grønne, men pludselig elsker han, på trods af drengefarver og pigefarver, farven rød. Han blev en dag sur på moderen, fordi hun ikke havde taget røde roser med hjem, men de sædvanlige rosafarvede. Hans nok så yndig indpakkede pakkekalender, som jeg nok så smukt havde pakket ind i papir med både birketræermotiver og glimmerbånd, fordi jeg ved han elsker træer, og i særdeleshed grene, det skulle pludselig være rødt. Han var godt nok utilfreds med moderen, meget utilfreds. Måske forstår jeg egentlig godt, at han er tiltrukket af farven. Han er sådan et barn, der altid bemærker hvordan vi andre har der. Kærlig og omsorgsfuld.

Det er måske ikke den værste udfordring i verden, men når man nu har et mindre, eller rettere ret stort issue omkring rødt, så føles det som lidt af en udfordring. Specielt fordi jeg ret tit er sådan en mor, der ikke gider diskutere småting. Jeg gider ikke spilde min energi og skabe dårlig stemning på ting der måske ikke er så vigtige, bare for at få ret. Jeg forsøger altid at vælge mine kampe med omhu, specielt fordi jeg ved, det alligevel ikke giver nogen mening at stå at diskutere med en umoden hjerne. Der går formentlig mange år endnu, inden fornuftsdelen i hans hjerne kommer til at være den styrende. Så, så længe jeg ved, at jeg alligevel får puttet så mange af de “rigtige” ting ind til lagring og senere anvendelse, så pyt.

Så med rødt gavepapir under armen, en buket røde roser og endda et bundt røde amaryllis tog jeg udfordringen op, og jeg er overhovedet ikke død af farveforgiftning, endnu. Men det var også helt sikkert en af de lettere udfordringer. En af dem, hvor man tænker, hvor kom det lige fra, og hvorfor skulle jeg lige have den ? Men det  er altså sådan det er. Du kan aldrig nogensinde vide hvad der ligger bag en udfordring. Selvfølgelig er der både store og små, og nogle er vi selvfølgelig også nødt til bare at lade ligge. Men potentialet, det der ligger og venter på dig på toppen af bjerget, på den anden side af forhindringen. Det er aldrig til at vide hvilke skatte der måske ligger gemt til dig der. Så tør du tage udfordringen op ?