Vi vil rigtig gerne have styr på vores liv, planlægge, ind imellem ned til mindste detalje. Desværre er det ikke altid muligt. Vi kan ikke planlægge os ud af alting. Nogle gange må vi også have tiltro til, at tingene sker, når det er meningen. Måske skal vi vente til omstændighederne er de rette. Indtil vi er modtagelige og åbne og har tiltro til, at der sker det der skal ske, når det skal ske.

Da junior var lille, og jeg skulle til at begynde at vænne ham til at spise mere fast føde, kan jeg huske det bekymrede mig rigtig meget, hvordan jeg nogen sinde skulle få vænnet ham fra  at få bryst. Han havde ret tidligt komplet tandsæt, hvilket til tider gjorde det lidt udfordrende at skulle amme.  Han var et meget godt brystbarn, som min sundhedsplejerske kaldte ham. Hun sagde også, at rigtig mange børn, hvis de ellers fik lov, ofte selv sagde fra når de var klar. Hun fik ganske ret, da der var godt gang i den faste føde gennem længere tid, og der stadig var tryghed og nærvær tilstede på anden måde også, så sagde han pludselig fra, næsten fra den ene dag til den anden.  Senere i børnehaven kom han selv og gjorde pædagogerne opmærksomme på, at han ikke længere ønskede at sove til middag, han ville hellere lege med de andre børn. En dag mente han pludselig ikke længere han behøvede at bruge ble. Og de forfærdelige sutter, han helst skulle have en helt håndfuld af, når han skulle sove, dem smed han pludselig en dag i skraldespanden, hver og en. Han klynkede ikke bagefter, en eneste gang. Han savnedede dem godt nok lidt, og kom til at spørge lidt til dem, hvorefter han straks kom i tanke om at de var borte. Men det var helt ok og i orden at savne dem lidt, nu hvor de var væk.

Jeg har hørt om børn der er blevet skræmt fra vid og sans pga trusler om uønskede lortebleer, eller har været tvunget til at sidde konstant på toilettet for at få dem til at smide bleen. Det bliver bare til mange skæld ud og timer på badeværelset, hvis man planlægger at barnet skal smide bleen som to-årig og hjerneimpulserne hos netop dette barn først fungerer når det er tre.

Planlægning er super godt, når vi gerne vil nå et bestemt mål. Sikre os, at vi ikke mister fokus, og at vi holder energien oppe. Men for megen planlægning kan i værste fald resultere i, at du måske overser noget andet vigtigt i dit liv. Der skal også være plads til lidt slinger i valsen, dage hvor du bare gør noget andet, eller lader tinge komme af sig selv. Tænk hvis du får planlagt dit liv så fastlåst i et bestemt spor, at du ikke ser alle de andre skønne muligheder der passerer på din vej.  Tænk hvis du har fået sat barren så lavt, undervurderet dine egne evner og det du er i stand til at manifestere i dit liv, at du går glip af noget endnu bedre. Der sker det der skal ske, i dit liv, når det skal ske, hvis du giver lov.

Tør du bruge din stemme, tale det du tænker, føler og har lyst til, uanset hvad andre måtte tænke ?

Da jeg var barn, voksede jeg op i en mindre by i Jylland. Vores klasse var til gengæld ikke specielt lille. Vi var på et tidspunkt, i underbygningen, 23 elever i den samme klasse. Dengang var det lige på grænsen til at blive delt til to klasser. Men vi var en klasse med så mange stærke individer, at jeg tror man valgte at bibeholde os alle samlet, for på den måde i hvert fald at holde os lidt afgrænset. Vores klasseværelse var anbragt sådan lidt væk fra de andres, imellem to etager, efter sigende fordi det var det største. Men jeg hørte også et par lærer nævne, at det var fordi det lå lidt væk fra de andres. På et tidspunkt var der faktisk et par drenge der mente, jeg skulle være offer for deres ret irriterende drillerier. Som så ofte, så hoppede en masse andre hurtigt med på legen. Det var lige op til generalprøven på et skuespil klassen skulle opføre til skolefesten. På selve dagen fik jeg nok, tog min cykel, og cyklede hjem, lige inden generalprøven. Vi skulle spille Orla Frøsnapper, og jeg havde rollen som smeden, så det kan nok være der var nogle der blev bange for, at jeg ikke ville komme tilbage. Men jeg ville ikke være med på de betingelser. Jeg vendte dog tilbage i tide til generalprøven, men havde fået sagt så tydeligt fra, at de forstod. De fik oven i købet skæld ud af vores lærer, da de måtte forklare, hvorfor jeg pludselig ikke var til stede.

Det er ikke fordi jeg husker skoletiden som specielt dårlig, men der har helt klart været nogen i klassen der har haft dårlige oplevelser. Dengang måtte man tale højt for at blive hørt, ikke være bange for at bruge sin stemme. Hvis man ikke var med, så var man ude. Jeg husker senere i overbygningen, min tysklærer roste mig ofte for min stemme. Fordi jeg ikke var bange for at sige noget i en forsamling af mange ord og meninger.

At turde bruge din stemme, ikke være bange for at sige din mening, uden at frygte hvad andre tænker og mener, det er en gave du bør give dig selv. Det giver dig kraft og styrke til at være dig selv og stå ved dig selv. Kun ved at tale vores inderste ønsker i livet, sige fra eller til, kan vi skabe det liv vi drømmer om.

I juniors børnehave skiftes børnene til at ” have dagen”. Det betyder, at man den dag skal stå oppe foran alle de andre børn, og fortælle om dagen i dag. Om det er mandag eller måske torsdag. Kigge ud af vinduet, og fortælle hvordan vejret er, årstiden osv. Jeg syntes at det er genialt. At lære at bruge sin stemme overfor sine venner, selv om man måske er lidt genert eller bange for at lave fejl. Der sker nemlig det med børn, at de vokser med opgaven. De bliver bedre og bedre for hver gang, og gennem succes lærer de, at det ikke er farligt eller flovt at stå der og tale, mens man er midtpunkt og alle kigger på en.

På samme måde kan du faktisk blive bedre til at bruge din egen stemme. Øve dig i at tale i større forsamlinger. Stille og roligt blive bedre og bedre til at sige din mening, sige fra eller til, uden frygt, selv om andre mener noget andet. Som løven der brøler af alt sin kraft for at vise sin styrke, det er absolut nødvendig for at den kan overleve i naturen. At den viser alle omkring sig, alt sin styrke og kraft. Du behøver ikke engang være agressiv, faretruende eller vise tænder. Bare bruge din stemme til at fortælle verden, hvem du er.

Forleden dag havde jeg et tidligt eftermiddagsmøde, hvilket betød, at jeg havde knap en time til overs, inden jeg skulle hente junior i børnehaven. Jeg har den sidste uges tid haft lyst til at skabe ny energi på badeværelset. Så jeg fik vasket håndklæder, bademåtte og bruseforhæng. Gjort rent, pudset vindue og vasket gulvet. Men jeg startede med at tømme hele rummet, for stort set alt. En ting er, at det er meget nemmere at gøre rent og vaske gulv når rummet er tomt. Men jeg elsker faktisk ret meget det der med at indrette mine rum på ny. Få et overblik over rummet uden ting og sager, og på ny tage stilling til, hvad jeg ønsker at have i rummet. Jeg var egentlig udemærket tilfreds med rummet, og har udelukkende ting jeg elsker i det rum. Men tingene har nogen gange brug for ny energi, et andet sted, sammen med noget andet, eller måske oven i købet holde en lille pause.

Når du skal indrette et rum helt på ny, så start med at danne dig et overblik over rummet. Vi har ofte en tendens til at stille tingene tilbage på nøjagtig samme sted, det har jeg også selv. Specielt hvis tiden pludselig render fra mig, eller jeg ikke lige har overskud til at tænke mig om, når der pludselig løber andre projekter til. Jeg kan faktisk godt finde på at trække projektet lidt ud. Specielt hvis jeg kan mærke, at jeg har brug for lidt forandring. Derfor starter jeg også ofte med, kun at flytte ca halvdelen af mine ting tilbage igen. I hvert fald lige i en dag eller to. Så kan jeg nemlig lige gå og fornemme lidt, hvad det er der måske mangler, eller flytte lidt rundt på det der allerede er sat tilbage i rummet. Er rummet først fyldt op med ting igen, så kan det være næsten umuligt at se nye muligheder. Det behøver ikke være noget særligt, der gør en verden til forskel. Bare det at få fjernet nogle enkelte ting, der måske ikke skal være i rummet mere, vil med det samme skabe ny energi. Jeg har sådan nogle kludetæpper i læder. Bare det at bytte det sorte ud med det brune eller det beigefarvede jeg har liggende andre steder i huset. Måske skifte et par blomsterpotter i brune ud med et par sorte og så måske en eller to nye potteplanter eller nogle jeg har stående et andet sted i huset, så har jeg uden noget særligt skabt skøn ny energi på badeværelset.

Har du ikke lige overskud eller tid til badeværelset, så start med spisebordet, køkkenbordet eller et hjørne i stuen. Men gør dig selv den tjeneste at tømme og rengøre området først. Resultatet vil føles langt skønnere uden nullermænd. Ellers kan det let komme til at føles lidt som at gå beskidt i seng, i dit skønne nyvaskede sengetøj. Det holder ikke ret længe.

Nytår betyder ofte nye drømme. En nyt år, lidt som en ny tid, et skæringspunkt hvor næsten alt er muligt. Som den sprit nye kalender for det nye år. Fyldt med nye blanke sider til at skrive alle dine skønne ønsker og drømme.

Men hvis det er sådan det føles, hvorfor er det så vi ofte ikke kommer helt i mål. Hvorfor går vi død i projektet, mister lysten, energien eller målet. Jeg hørte forleden et indslag om netop disse nytårsforsæt, som mange ofte giver sig i kast med efter nytår. Hvordan vi ofte meget ambitiøse går i gang, måske med alt for høj hastighed, for derefter at miste pusten efter kort tid. For måske handler det i virkeligheden mere om at sætte barren lidt lavere, være lidt mere realistisk og så måske hellere bruge lidt længere tid på at nå i mål. For hvad betyder det egentlig, om du kommer lidt senere i mål, hvis bare du når i mål til sidst.

Du er altså nødt til at kunne se guleroden foran dig. Vi bliver alle overvældet af livet, af hverdagen. Så du er simpelthen nødt til at gøre det så synligt som overhovedet muligt, hvad det er du skal nå. Det må meget gerne føles som en kæmpe gave, det du får, når du har nået målet, i stedet for at du dagligt føler afsagn og straf for det du måske må give afkald på. Positiv tænkning var på et tidspunkt meget oppe at vende, og det handler måske i virkeligheden rigtig meget om, at du bliver endnu mere bevidst om alle de positive forandringer du skaber for dig selv, i stedet for alt det du finder negativt. Vi er desværre så fandens gode til at gokke os selv i hovedet konstant, med janteloven, med undskyldninger og at få ondt af os selv når vi syntes det bliver lidt for hårdt. Men det er ok, så længe du forstår, at hvis du virkelig ønsker dig den der lækre gulerod. Så må du altså fortsætte fremad.

Dit liv handler om alle dine valg. Tilvalg og fravalg. Vi vælger til og fra hver eneste dag. Til, i forhold til det vi gerne vil, det vi ønsker os i livet, og vælger fra i forhold til det vi ikke vil. Men det er faktisk også muligt, at vælge alt det til vi egentlig ikke ønsker os. Når livet bliver en illusion på alt det vi ønsker os og gerne vil have, men som måske ikke gavner os i vores liv. Ikke hjælper os der hen hvor vi gerne vil være, gør os glade og lykkelige. Eller når vi ikke får gravet dybt nok ned i vores indre, for at finde de helt rigtige svar. Eller vi ikke får set, at vi ikke har fået ændret på vores omgivelser i takt med at vi selv har ændret os. Men hvorfor vælger vi det så stadig til, hvis det ikke er det vi vil. Hvorfor kan det være så svært at erkende at det som var, ikke er her længere. At det vi ønsker os egentlig ikke støtter os, eller at vi undervejs har glemt at spørge os selv, om det stadig er det vi ønsker os.

Vi ser konstant på omverdenen med vore øjne, på vores nærmeste og vores omgivelser. Det er så nemt at pege fingre af alt det vi ikke bryder os om, forsøge at rette på det vi gerne vil have ændret. Langt hen af vejen er det måske også muligt at ændre på vores omgivelser og måske også på vores nærmeste. Men hvis vi aldrig får kigget indad, hvis vi glemmer at kigge på os selv, så finder vi sansynligvis heller ikke den splint der sidder og forårsager problemet. Så hjælper det måske aldrig helt, at møblere rundt i stuen igen og igen, købe nye møbler og lækkert interiør, hvis du ikke først har gjort et grundigt forarbejde med dig selv, og fundet ud af, hvad du virkelig længtes efter og har brug for. Det hjælper også sjældent at få ungerne opdraget til små engle og manden til en servicerobot, hvis du ikke først har fundet ud af, hvad det i virkeligheden er du har brug for og sætter størst pris på i familielivet. Hvad var det for en drøm du havde om familieliv og parforhold, da i startede med at stifte familie. Var det et “se pænt ud” glansbillede , eller et hjem fyldt med glæde, leg, latter og hjerterum.

Det kan være så fandens svært at erkende, at du kan være nødt til at justere lidt. Indrømme at du må lave noget om, som om du næsten har lavet en fejl. Vi er jo opdraget til ikke at fejle. Gennem prøver og tests gennem hele uddannelsesforløbet, og formentlig også gennem hele dit arbejdsliv. Men det er faktisk ok at ombestemme sig, det er ok at blive klogere på sig selv og livet, mere erfaringsrig eller opdage nye muligheder. Det er aldrig for sent at skifte spor, aldrig for sent at finde nye drømme, eller få lyst til at udforske nye oplevelser.

Jeg havde i mange år en drøm om at bo i en smuk gammel patriciavilla. Med højt til loftet, stuk og gamle rokokomøbler. Jeg forsøgte endda igennem flere år, at tilføre det jeg kunne til den kun 15 år gamle bolig vi bor i, og for flere år siden var vi også ude og kigge på en meget fantastisk en af slagsen, der var sat til salg. Men jeg fandt ud af, at jeg inderst inde er meget mere til noget helt andet. Jeg elsker at opholde mig i naturen, og det, det giver mig, at omgive mig med ting fra naturen, og mine smukke blomster og planter i haven. Ting med historie, patina og rustikke, autentiske ting, det giver mig langt mere end rokokomøbler og stuk, uanset boligens udseende. Det giver mig en ubeskrivelig ro, at have naturens materialer, ting fra dyr og planter omkring mig. Det er i virkeligheden det mest fantastiske. For i stedet for at gå og sukke efter en helt bestemt type bolig, ved jeg nu, at jeg ville kunne skabe samme fantastiske nærende hjem, bare ved hjælp af de ting der nærer min sjæl.

Det er først for sent den dag du fortryder, at du ikke fik det gjort i tide. At du ikke fik lyttet til dig selv og droppet alt din søgen rundt omkring i alle dine omgivelser, i stedet for at finde svaret hos dig selv.

Så blev det januar, og næppe er vi trådt ind i det nye år, før butikkerne bugner af frisk frugt og grønsager samt slankeprodukter. Vi går nemlig altid lidt amok her i januar. Alle vil gerne være sunde, friske og slanke, måske oven i købet med lidt ekstra kilo efter julemiddagen. Jeg er hverken ernæringsekspert eller speciel fanatisk. Da jeg arbejdede som sygeplejerske var behovet begrænset til, groft sagt, at fede småtspisende patienter op, fjerne sukkeret til diabetespatienter, holde maden i anoreksipatienter og øge kalkindtaget hos patienter med knogleskørhed. Der var ikke ret megen tale om kemi i maden, hvordan sukker og alkohol kunne påvirke vores velbefindende eller hvorvidt vi burde vælge ubearbejdede fødevarer frem for bearbejdede.

Jeg mener, at man bør vælge ud fra sin egen overbevisning og en god portion fornuft. Jeg bliver fx med garanti dårlig hvis jeg spiser fast food. I juniors børnehave står de af og til undrende, når junior siger nej tak til kage og flødeboller, fordi han ikke kan lide det. Jeg har altså ikke har gjort noget for at få ham til at spise det. Han vil hellere have lækre grønsagsstave, tomater eller andet, og kan nemt få krudt i måsen uden et sukkerchok.

For mig handler det udelukkende om det resultat jeg kan forvente at få ud af det jeg putter indenbords. Hvad kan jeg forvente af lækker hud, udstråling og god energi med sunde og nærende råvarer kontra færdigretter, sukker og hurtige kulhydrater. Hvad vil jeg byde mig selv og min krop, som brændstof til maskineriet, i forhold til den præstation jeg forventer jeg kan yde.

Det er lidt lige som det vi putter ind i vores bolig. Hvis vi bare halvhjertet og lidt ligegyldig fylder vores hjem med bras, så er det måske ikke så mærkeligt at vi ikke føler os rigtig hjemme. At vi ikke glædes over synet hver eneste dag, når vi slår øjnene op. Hvis vi ønsker os et skønt hjem, så må vi som minimum begynde at putte skønne ting ind i det også, og samtidig forsøge at bringe antallet af ligegyldige ting ned. Ellers sker det formentlig aldrig.

Jeg har netop været i gang med at rydde op i klædeskabet, for det er unægtelig det der er afgørende for hvad jeg hopper i hver eneste morgen, altså hvordan det ser ud i klædeskabet. Efter fem år i modebranchen, hvor jeg hver dag solgte tøj til kvinder i alle aldre, så ved jeg udemærket godt, hvor meget det betyder at vi føler os lækre i det vi tager på. Dengang var mit skab fyldt med lækre kjoler, skønne små nederdele og toppe, og meget andet i en masse smukke farver. Det var ligesom meget legalt og passede perfekt ind i mit job. Jeg passede jo ind i butikkens udseende, og det var ikke noget der skilte sig ud, hvis jeg hoppede i en blomstret kjole eller orange top. Det hang jo på bøjlerne også. Men hvordan ser det lige ud i en verden hvor vi gerne må passe ind og følge med strømmen ?

Jeg indrømmer gerne, at kjoler og nederdele ikke er øverst på indkøbssedlen længere når jeg køber tøj. Det matcher ikke rigtig den person jeg er i dag, og jeg kan ikke rende rund i smukke silkekjoler på arbejde. Men mine bukser er altså stadig mønstrede, med både striber, pletter eller blomster. Hvis det er den farvede bluse jeg falder for, så er det altså den jeg køber, i stedet for den sorte, hvide eller mørkeblå. Og selv om jeg også har mange af de neutrale ting i mit skab, for det er faktisk ofte det eneste valg der er. Så elsker jeg at hoppe i de farver der løfter mit humør. Jeg elsker dyreprint, glimmer og pallietter,  både på sko, bukser, bluser, tørklæder og jakker. Det er nemlig det der gør forskellen, når jeg igen kommer hjem med en sort t-shirt elle blå bukser. Det er det der giver det festlige indslag i hverdagen. Og jeg gider altså ikke passe ind og følge strømmen. Jeg vil gerne passe ind i mit eget liv og følge min strøm, min vej. Det er nemlig det der gør, at jeg kan være mig, som den jeg er. Med ting der skaber glæde i mig og som løfter mig op om morgenen når jeg skal klæde mig på.

Ligesom vi iscenesætter vores liv, vores hjem og vores børn sådan som vi gerne vil have omverdenen skal se os og tro vi er, sådan som vi gerne vil være. Sådan iscenesætter vi også os selv, med det vi gerne vil have andre skal tro og mene om os. Men matcher det ikke det vi i virkeligheden er, så ender det ofte som et hult silhuet, af anstrengelser og kampe om noget du i virkeligheden slet ikke kan leve op til. Leve op til forventningerne til dig selv om hvad du burde være. Du skal bare være dig selv, som den du er inders inde. Der er så mange kampe du måske bliver budt på i løbet af dit liv, som du ikke er i stand til at kontrollere. Så stop kampen mod dig selv, og gør det der føles bedst for dig.

Jeg har, en efterhånden syv år gammel bog liggende. Den handler om hvordan man finder sin egen helt personlige stil. Hele essensen kan groft sagt koges helt ned til, at vi først må kigge indad, finde ud af hvem vi er, inderst inde, inden vi kan matche vores påklædning med den vi er. Jeg mener det hænger sådan sammen i stort set alle aspekter af vores liv. Vores job, vores hjem, vores klædeskab, det liv vi lever og den måde vi handler på. Vi må først finde ud af hvem vi er, for at vi kan være sikre på det perfekte match. Desværre gør vi ofte det modsatte. Spejler os i vores omgivelser, moden og alt det vi ser omkring os. Det kan selvfølgelig godt lade sig gøre at ramme plet, i et forsøg på at kopiere noget smart vi har set andet steds. Men jeg tror på, at alt det vi går glip af. Alt det potentiale der ligger gemt, som vi endnu ikke har fundet inde i os selv. Det rummer så uendelig mange muligheder for et skønnere liv, mindre frustrationer og mindre kamp mod at være noget der måske dybest set slet ikke er os. Så stop kampen mod dig selv, og vær dig selv. Det er uden tvivl det du er skabt til, det der vil give dig størst glæde og succes i dit liv.

Jeg modtog en mail, det handlede om, hvordan børn blev mere kærlige ved at blive mødt med kærlighed, forståelse og indlevelse. Det gør vi alle, for kærlighed er meget ofte vejen.

Jeg er velsignet med det mest kærlige barn på jorden, sådan føles det i hvert fald ofte, når junior kommer og giver mig knus og kram, søde ord som, jeg elsker dig og at jeg er den bedste mor i hele verden. En dag i børnehaven fik han endda råbt til bedste vennen der sad i bilen ved siden af vores, klar til at køre hjem, at han elskede ham. Jeg har været ret stolt af, at han i så tidlig en alder var i stand til at vise så stor kærlighed og omsorg for andre mennesker. Men for nogen tid siden slog det mig pludselig, nok mest fordi han var begyndt at gentage en del af mine udtryk og sætninger i forskellige situationer, at alt den kærlighed og omsorg, den kommer fra mig. Den kommer fra alt den kærlighed og omsorg jeg har givet ham, alle de rosende ord, opmuntring og anerkendelse han har fået. Jeg finder det overhovedet ikke svært at møde ham med kærlighed, selv om han selvfølgelig også kan være på tværs og ikke gide høre efter.

Jeg ved til gengæld også, at når man er så god til at dele ud af alt sin kærlighed og omsorg,  så er man nødt til at passe lidt ekstra på sig selv. Man må lære at sige fra og gøre noget godt for sig selv. Der er nemlig næsten ingen grænser for, hvad man ikke vil gøre for alle andre, så meget at man næsten kan glemme sig selv. Det er altså bare absolut nødvendigt, at fylde din egen kærlighedsbeholder op, hvis du vil blive ved med at have overskud til at give andre. Derfor bliver junior også hørt, når han i nogle situationer siger fra. Han skal selfølgelig op og i børnehaven, de dage han hellere vil holde fri, eller andre vigtige ting der ikke bare kan laves om. Men i de situationer han bliver spurgt om han har lyst, og siger nej, så bliver han ikke presset til det alligevel. Jeg respekterer også, hvis han har brug for fred og ro på værelset, fx efter en dag i børnehaven, og gerne vil have døren lukket.

Der er et gammelt ordsprog der siger, at du skal være mod andre, som du ønsker de skal være mod dig. Så vil du gerne have mere kærlighed i dit liv, kærlige børn, partner, familie og venner. Så husk at kærligheden meget ofte er vejen. Hvis du vrissende render rundt og beordrer mere kærlighed fra alle andre, så får du kun samme vrissende ord tilbage. For vejen er kærlighed.

Så er det galt igen. Jeg har flyttet rundt i stuen, ryddet garderobeskabet og kørt ting på genbrugen, non stop. Det der med at lave et enkelt projekt, og så holde pause, inden jeg går i gang igen, det har jeg simpelthen ikke lært endnu. Jeg har ellers næsten holdt pause i 1 1/2 måned, efter jeg gik en smule amok med maling og pensler. Fik malet de sidste fire lofter i huset hvide, malet vægge på de fire værelser, baggang samt en væg i stuen, så pausen var nok meget sundt.

Eller jeg har i hvert fald sat farten lidt ned igen, for helt pause, det holder jeg nok aldrig helt. Jeg har lige haft et par kreative projekter kørende, bagt til jul, pyntet op og bundet kranse for min mor og moster. Men næppe har jeg afsluttet et projekt før ideer til nye dukker op. Det er det der med forandring, det spreder sig som ringe i vandet. Og selv om det ikke er alle ideer der skal realiseres, så giver det mig bare enorm stor tilfredsstillelse af føre mine ideer ud i livet. En ting er de forandringer der skabes, det er lidt ligesom at finde noget endnu bedre. Jeg nyder mit hjem endnu mere. Jeg går nok egentlig og laver lidt om hele tiden. Ligesom jeg går og rydder op og gør rent løbende i mit hjem. Så skaber jeg også små forandringer hver eneste dag. Om det så bare er en ny buket blomster der kommer med hjem, eller de nye skønne philodendron planter jeg endelig fik fat i til mit hjem. Samt den skønne tur jeg tog til Sjælland, med en shoppetur i et par fantastiske interiørbutikker. Jeg behøver faktisk slet ikke at shoppe i timevis op og ned af strøget i samtlige butikker, for at føle mig lykkelig. De rigtige butikker, med skønne oplevelser, ting der taler til min sjæl, ja så kan jeg bruge timevis i den samme butik, og efterfølgende både føle mig dybt inspireret og mæt. Det er lidt som at komme en tur på sådan et fantastisk marked som jeg engang var i Marrakech. Farver, dufte, materialer, mønstre og fyldt med autentiske ting, mennesker og stemning der fortæller deres egen autentiske historie. Det er nok også derfor jeg er så tiltrukket af autentiske ting i mit hjem. Ting med historie, ting der har levet deres eget liv, der på en måde fortælles videre på i mit hjem. Det får man altså ikke fra nyproducerede ting. Samtidig har de ting der taler til vores sjæl ofte en lidt længere levetid, som en rigtig god investering, der holder i rigtig mange år. Den er nemlig ikke købt ud fra modeluner og tidens trend, eller af nød fordi du ikke kunne finde andet, den er købt med dit hjerte.

Og nej, det skal ikke opfattes som om det er nødvendigt at skaffe nye ting til dit hjem konstant for at skabe forandring. Men at komme hjem med et eller andet du bare elsker så højt, har drømt om i en evighed eller bare føles lidt som det du altid har længtes efter, ja så opstår der altså bare en eller anden form for magi. Specielt hvis du gennem lang tid har fyldt dit hjem med lidt ligegyldige ting. Ting du har fået fordi du måske ikke viste bedre. Vi skal jo indrette os, det er kvinders natur, vi kan ganske enkelt ikke lade være. Og hvis du nu bare har længtes dybt efter den der skønne dims i en evighed. Den får dig oven i købet til at være bedre ved dig selv, elske dig selv højere fordi den rammer noget så dybt et sted inde i dig, at du fyldes med kærlighed til dig selv. Så kan det næsten føles som et match in heaven, og det er sådanne ting der kan få dit hjem tilbage til, et hjem for sjælen.

Jeg har lige været en tur omkring i huset med støvsugeren. Det er faktisk lidt morsomt, for jeg kommer altid til at tænke på min søn. Han kom til verden for snart 5 år siden, en stor og velskabt dreng, mente både læge og jordmoder. Det skulle snart vise sig at de tog alvorligt fejl. Dagen efter termin kom han til verden. Med både sugekop, overlæge og tre mand fra narkosen. Derefter med c-pap og udrykning videre til neonatal. Han havde nemlig overhovedet ikke taget på som han skulle, og ingen havde opdaget det. Heldigvis var alt som det skulle være, bortset fra den lave fødselsvægt, så der gik mindre end en uge før vi kunne komme hjem.

Men med sådan en ankomst til verden var han overhovedet ikke klar til at erobre verden. Han  ville helst sove i mors arme, gad ikke køre tur i barnevognen, eller i det hele taget komme nogen steder overhovedet. Efter to timer et andet sted var det sikkert, han skreg konstant indtil han var tilbage i de trygge rammer. Det var der, det der med støvsugeren kom ind. For i stedet for at køre tur i barnevognen, fik jeg fat i en bæresele så han kunne være tæt på mig når vi gik tur. Problemet var bare, at jeg absolut ikke havde ro til at sidde stille med ham i armene hele dagen. Det viste sig faktisk, at ikke nok med at jeg kunne få støvsuget med ham i bæreselen. Han blev samtidig så beroliget af bevægelsen og være tæt på mig, at han faldt i søvn, hver gang.

Det er altså lidt sjovt ind imellem, det der med de udfordringer vi bliver udsat for igennem livet. Mens vi står midt i det, føler vi må give afkald på noget vi elsker højt, eller gøre noget andet end vi måske tror vi har mest lyst til. Pludselig står vi med noget endnu bedre i hånden. Vi kan pludselig se, at alt det vi skulle igennem. Alt det vi måtte give slip på, det var udelukkende for at skabe plads til noget endnu bedre.

Sådan føles det også i mit liv idag. Jeg har været tvunget til at sætte tempoet ned, været tvunget til at lære at turde sige fra og til at være 100 % nærværende, for min søns skyld. Men at det i sidste ende skulle være ham der lærte mig at sætte mere pris på disse ting, det havde jeg aldrig drømt om. Jeg troede jeg som mor skulle lære ham om livet, men han var langt klogere end mig på det område, og han kunne samtidig vise mig hvad jeg havde aller mest brug for i mit liv. Som de små børn spejler sig i deres forældre, så kan jeg se mig selv i ham, på hans adfær, men så sandelig også på hans nærvær, omsorg og behov for ro. Hvordan jeg gennem kærlighed til ham, men også til mig selv, til livet og til alt omkring mig, kommer aller længst i denne verden.

Det er med garanti lettere sagt end gjort, men nogle gange er du nødt til at give slip. Uanset hvor forfærdelig det føles at tage et skridt ud i det ukendte, tage afsked med noget velkendt eller at skulle vælge noget fra. Så længe du vælger med hjertet, så længe du vælger det der inders inde føles som det mest rigtige, så vil styrken til at overvinde komme helt naturligt fra dig selv.